Analyse
Læsetid: 6 min.

Det uhelelige kurdiske sår

17. juli 1999

Intet tyder på, at der i kurdiske spørgsmål kan komme gang i en dialog ligesom det er sket i Nordirland, Baskerlandet og i Mellemøsten

Tyrkiet lige nu: Tusinder af tyrkiske soldater er i bjergene i det sydøstlige Tyrkiet. På jagt efter kurdiske guerillaer fra Kurdistans Arbejderparti (PKK). PKK'erne har angiveligt dræbt fem landsbyindbyggere, der kom kørende på deres traktor.
PKK's angreb i onsdags kom kun en dag efter, at organisationen ellers havde erklæret, at det nu var slut med selvmordsbomber og andre angreb på civile mål.
"Fra nu af - og indtil en anden ordre er udstedt - vil der ikke blive udført nogen 'opofrende' aktioner, og der vil blive gjort en indsats for at undgå angreb på civile mål," hed det i erklæringen, der blev udsendt via nyhedsbureauet DEM, der holder til i Tyskland og normalt er et organ for udbredelsen af PKK-erklæringer.
Siden PKK-lederen Abdullah Öcalan i slutningen af sidste måned blev idømt dødsstraf under retssagen på fængselsøen Imrale, har der været en lang række angreb, både i det kurdisk-dominerede sydøstlige Tyrkiet og i de større byer mod vest. Ifølge politiet i Istanbul, har man arresteret fire kvinder, som angiveligt skulle være medlemmer af PKK og ansvarlige for en bombe i byen, der dræbte én og sårede 20. Der er blevet skudt ind i caféer, placeret bomber i parker og på travle gader, og der er blevet udført selvmordsangreb. I byen Adana viste en 19-årig pige V-tegnet inden hun forrige mandag sprængte sig selv i luften og sårede 17 ved den lejlighed.

Angrebene skal ses i sammenhæng med dødsdommen mod Abdullah Öcalan, der kom på trods af PKK-lederens forsikringer om, at hvis hans liv blev skånet, kunne han bringe angrebene til ophør. 'Apo', som tilhængerne kalder ham, er den eneste, der kan overtale PKK-folkene til at standse, sagde han. Derfor er det nødvendigt, at han får lov at leve. Hans tilbud om fred er - simplificeret - følgende: Lad os kurdere bruge vort sprog frit, lad os have en tv-station og anerkend vores kurdiske identitet. Så vil vi standse den krig, som har kostet over 30.000 mennesker livet siden 1984.
Dette 'tilbud' er blevet blankt afvist af de tyrkiske myndigheder og politikere, og med dødsdommen - der er blevet appelleret, hvilket vil tage måneder at behandle - var der lagt op til, at der ville komme en ny bølge af angreb fra PKK's side.
Situationen på gadeplan synes dermed at være den samme, som den har været i de sidste 15 år. Intet tyder på, at der i Tyrkiet er basis for en dialog om det kurdiske spørgsmål, sådan som det - trods vanskeligheder og tilbageslag - faktisk er sket i det nordirske, det baskiske og det palæstinensiske spørgsmål. Her har man - både fra magthaveres og oprøreres side - fundet status quo uholdbar. Og uudholdelig på lang sigt. Derfor har begge parter i disse konflikter droppet nogle principper og erkendt, at kompromis og en politiske løsning er det eneste holdbare, hvis konflikterne skulle bringes til ophør.

Når det ikke synes muligt i Tyrkiet, skyldes det blandt andet konfliktens omfang og høje dødstal. For politiske og militære ledere vil det være et kæmpe spring at hoppe ind på forsoningens vej, når de i årevis - med et overvældende flertal af den tyrkiske befolkning i ryggen - har betragtet det, at sætte 'hårdt mod hårdt', som den eneste måde at løse 'terrorisme'-problemet på.
Men det skyldes først og fremmest en manglende forståelse for eksistensen af en kurdisk identitet og dermed deres krav om anerkendelse.
En manglende forståelse, der er årsagen til, at kurderne ingen rettigheder som gruppe har. En del af forklaringen på, at tyrkerne ikke betragter kurderne som noget specielt - men som tyrkere lige som alle andre tyrkere - skal findes i historien. I de 200 år, der gik forud for Kemal Atatürks oprettelse af Den Tyrkiske Republik i 1923, var Osmannerriget stille og roligt svundet ind. Og det var kun via Atatürks sejr over grækerne og deres europæiske allierede, at man undgik at det svandt endnu mere ind.
I mange tyrkere er der derfor en indbygget frygt for at miste mere land, og når de hører kurderne tale om autonomi og kulturelle rettigheder lugter de straks løsrivelse, hvilket da også i mange år har været PKK's erklærede mål. Dog har det langt fra været alle kurderes mål. Mange ønsker blot autonomi og rettigheder som kurdere.
Selv om man er holdt op med at kalde kurderne for "bjergtyrkere", kan mange tyrkere ikke få sig selv til at se kurderne, der i hvert fald udgør 15 procent af befolkningen, som en minoritet.
Ifølge den stadig anvendte definition fra Osmannerrigets tid kan man kun tale om en minoritet, når der er tale om ikke-muslimske grupper. Og eftersom de fleste kurdere er muslimer, så virker ideen om, at de skulle kunne betragtes som en minoriet, absurd for mange tyrkere. Samtidig frygter de, at en anerkendelse af kurderne som minoritet, vil kunne få andre grupper i Tyrkiet til at kræve det samme.

Gennem de 15 års krig, er holdningnen blevet mere og mere et spørgsmål om følelser. Tusinder af knuste forældre har begravet deres sønner, og pressen har beskrevet det ivrigt.
Den samme presse kan ikke få lov til at stille spørgsmålstegn ved, hvordan det tyrkiske militær fører krigen, og om militær indsats overhovedet er den rigtige måde at løse problemet på, og om den overhovedet kan vindes. Kurdiske mødres sorg, når deres sønner er blevet dræbt, dækkes ikke osv. osv.
Almindelige tyrkiske borgere har ingen ide om, hvad der faktisk foregår i den sydøstlige del af landet. De har måske en anelse om, at det ikke er smukt, eftersom de godt ved, hvordan det tyrkiske militær og politi til tider opererer. Men de fleste er af den opfattelse, at der ikke er nogen anden udvej.
Ifølge den regerende elite er det kurdiske oprør illegitimt, fordi alle kurdere har de samme rettigheder som tyrkere. Kurderen skal blot acceptere, at han først og fremmest er tyrker. Derefter er alt muligt, og man kan komme lige så langt op ad samfundsstigen, som andre.
Især blandt de mange kurdere, der bor i Istanbul - mange er søgt mod vest på grund af krigen i sydøst - har man accepteret den synsvinkel. På den baggrund er de blevet fuldstændig assimileret.
Men mange føler sig vitterligt først og fremmest som kurdere, og de ønsker på den baggrund - meget naturligt og eksempelvis anerkendt af Spanien i det baskiske spørgsmål - at kunne tale deres sprog uden begrænsninger og fastholde en særskilt kulturel identitet.
Dette afviser den tyrkiske stat fortsat at gå ind på, fordi den frygter at det vil være en glidebane mod løsrivelse. Den tyrkiske regering har ikke fundet anledning til at reagere på, at ikke engang PKK længere taler om et selvstændigt Kurdistan bestående af de kurdiske områder i Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. Heller ikke har Ankara reageret positivt på, at Öcalan og hans venner tilbyder et stop for krigen, hvis der i stedet indgås en dialog om anerkendelse af kollektive kurdiske rettigheder.
Derfor - og på grund af de muligvis ukontrollable selvmordsaktioner fra PKK's side - synes det åbne kurdiske sår i det tyrkiske samfund at være uheleligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her