Læsetid: 4 min.

Undergangens banalitet

2. juli 1999

Det er en befriende anderledes synsvinkel, instruktøren Don McKellar har anlagt i en film om, hvordan jordens undergang ser ud

Ny film
Hvordan ville du tilbringe dine sidste timer inden jordens undergang?
Et hypotetisk spørgsmål - som den canadiske skuespiller og debuterende instruktør Don McKellar giver sit svar på i Last Night, som han også har skrevet manuskriptet til. Det er ingen katastrofefilm om en meteor på vej mod jorden (Deep Impact) eller om Armageddon, eller om usle aliens skumle planer om magtovertagelse (Independence Day).
Der er ingen special effects med flodbølger, der river stjerneskuespillere med sig, eller med gigantiske rumskibe, der udrydder storbyer. Tværtimod søger McKellar at besvare det indledende spørgsmål ved at skildre en række menneskers gøren og laden inden det hele går i hvidt - brændt af solen, der er nådesløs døgnet rundt og giver alt et hyperrealistisk skarpskårent skær.
Og godt nok ser vi vilde horder hærge i byerne og menneskemasser kaste sig ud i en vild kollektiv gadefest, men det foregår i periferien af historien, der koncentrerer sig om at skildre en række menneskers individuelle reaktioner på den uundgåelige undergang. For de fleste er det business as usual.

Juleaften i utide
Radiostationer spiller århundredets bedste musik, mens tv informerer og tæller ned til nul. David Cronenberg spiller gasselskabets loyale embedsmand, der til det sidste ringer rundt til kunderne for at meddele, at de ikke behøver at bekymre sig: Man vil opretholde leverancer af gas til det sidste,
Som sædvanlig forlader han kontoret efter dagens dont, blot med den forskel, at i aften vil han, lige inden det sker, begå selvmord sammen med sin elskede.
De mest vilde foreteelser står den unge Craig for. Han har udviklet en omfattende tjekliste for, hvem han godt vil nå at bolle med inden undergangen. Den omfatter ikke hvem som helst, men et udvalg af de katagorier han ikke har nået i sit korte liv: en sort, en jomfru, sin gamle lærerinde osv.
Hovedpersonen er dog Patrick, spillet af instruktøren selv. Han er inviteret til en juleaften i utide hos sine forældre. For deres ønske er endnu engang at gennemspille familiens lykkestunder, hvor børnene er samlede, kalkunen snurrer i ovnen og gaver venter under juletræet. Blot er det ikke almindelige gaver, men de bedste af de gaver, de alle tidligere har fået, og som i dagens anledning er hentet ned fra loftet.
Til moderens store sorg vil Patrick dog ikke blive aftenen ud hos familien, men har besluttet sig for at gå undergangen i møde alene, i ensom kontemplation.
Men det kommer til at gå anderledes.

Rutinens magt
Det er en befriende anderledes synsvinkel, Don McKellar har anlagt. Anderledes, fordi den viser fantasiens begrænsning og rutinernes magt. Egentlig ville vi nok ikke gøre så helvedes meget andet, end vi plejer, men måske nok tænke mere over hvad det er vi plejer og hvorfor. Og dermed over hvorfor vi har valgt om ikke det liv, så dog dens livsform, vi har.
Og det er nok filmens essens, at vores fantasi ikke rækker længere, og at vi over for den ultimative katastrofe ikke ser længere end dagligdagen.
Det er således en synsvinkel, der har banaliteternes begrænsning. For spørgsmålet har unægtelig karakter af at være et spørgsmål af den type underskolebørn kan stille hinanden på en kedelig regnvejrsdag: Hvad ville du gøre hvis...
Don McKellar, er herhjemme kendt fra Atom Egoyans film. Og i disse film passer hans passive, betragtende spil ligeså fint som i hans egen film, hvor han er tilskueren, der lidt undrende betragter verden og dens mennesker, som han er ensom blandt.
Matchende det udramatiske i undergangen er filmen fortalt med søvngængeragtig ro og omhu, men også med en stille humor, der underdrejet lader alle planerne gå i vasken.
For Patrick får ikke lov at møde enden alene, og får endda til overflod billig dårlig vin til, mens Craig, da han endelig skal i seng med en jomfru, er udmattet af dagens strabadser i sengen.
Lige så underdrejet er den stille humanisme, som personerne midt i undergangen og på trods af deres forskellige projekter alligevel handler efter. Og det sidste billeder bliver et bevægende og rørende udsagn om samhørighed på trods.
McKellar lader de bruntonede, blegede billeder stå prægnant, som var de netop brændt af den nådesløse sol. Kameraet bevæger sig betragtende gennem gaderne, skildrer forfaldet og hærværket såvel som de hujende horder, men alt sammen uden dramatik, uden markering af at her sker der noget særdeles signifikant. Alt sammen er blot elementer i det samlede billede af en verden i stille fatalistisk undergang. Not with a bang, but with a whimper.

*Last Night. Instr.: Don McKellar. Canadisk. Premiere i dag i Grand og Palads, København samt i Gladsaxe, Århus, Ålborg og Odense.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her