Læsetid: 3 min.

Den uundværlige

3. juli 1999

Den spanske avis El Pais er i særklasse i den spansktalende verden, selvom den i en periode 'gik i seng' med de socialistiske magthavere

Sommerkiosk
Når den ligger dér i aviskiosken ligner El Pais en lille fedtet formiddagsavis, der ved en fejltagelse er blevet pakket forkert ind i et alt for seriøst og teksttungt forsidelayout med diminutive overskrifter. Og åbner man avisen er det, som om det er en evighed siden, at den er blevet fornyet rent grafisk. Men tag ikke fejl.
El Pais er en blevet en af de mest indflydelsesrige institutioner i Spaniens unge demokrati. Den 4. maj 1976 - kun seks måneder efter General Francos død - blev El Pais grundlagt af José Ortega Spottorno, der er søn af en af Spaniens største tænkere i dette århundrede, José Ortega y Gasset.
I dag er El Pais Spaniens førende dagblad med en daglig omsætning på 450.000 eksemplarer. I 1998 overhalede det 'sportsdagbladet'Marca, som ellers i de to foregående år toppede ranglisten. Og på El Pais' digitale hjemmeside er der mindst 150.000 surfere på besøg hver dag.

Afhængighed
El Pais opfatter sig selv som 'uafhængigt dagblad', men i 80'erne og i begyndelsen af 90'erne var uafhængigheden af Felipe Gonzales socialistiske regering til at overse. I sit ellers så gode og ihærdige forsvar for demokratiet og for socialisternes 'modernisering' af Spanien, mistede El Pais i nogle år den nødvendige kritiske distance til magthaverne, som er en af de fornemste journalistiske discipliner.
Det var ikke El Pais, men den nye konkurrent på den spanske bladscene, El Mundo, der optrevlede de mange korruptionsskandaler, den økonomiske berigelseskriminalitet og den såkaldte GAL-sag om statsfinansieret terrorisme mod baskere, der væltede frem fra de socialistiske regeringer i begyndelsen af 90'erne og siden bragte den karismatiske Felipe Gonzales til fald.
Efter at Spanien har fået en borgerlig regering under ledelse af den konservative og midtsøgende José Maria Aznar og socialisterne er kommet i opposition er El Pais blevet bedre igen.
Avisen har genopdaget den undersøgende journalistik og er som en stædig vagthund, der forsøger at bide sig fast i enhver politisk skandale, som kan udvikle sig til et blødende sår for de nye konservative magthavere.

Udsyn
El Pais er umulig at undvære, hvis man vil have viden og åndeligt udsyn - for små seks kroner! Den er slet ikke provinsiel, tværtimod. Den første fjerdedel af avisen er helliget international politik og kun få aviser på det internationale avismarked når op El Pais' niveau.
Lederne - en, to, tre, hver eneste dag - er korte og skarpe, og i kronikken kan man læse nogle af verdens førende intellektuelle, som f.eks. i dag, hvor Edward Said reflekterer over krigen i Kosovo... og de intellektuelles forrædderi. Det er også på denne plads, at man kan læse kronikker af Hans Magnus Enzensberger, Ralf Dahrendorf, Umberto Eco, Mario Vargas Llosa og mange flere.
Læserbrevene tillægges derimod ikke som i mange danske aviser den store betydning, for de fylder ikke meget mere end et A-5 ark.
Derimod kan man som læser fornøje sig med tegnerne Forges og Máximo - den førstes skøre humor er genial, spørger De mig.
Først efter lederne og opinionssiderne finder man artikler om Spanien, kulturen, sporten, de økonomiske sider og en hyperkompakt tv-oversigt, der signalerer, at læsere af El Pais ikke hører til de ihærdigste tv-zappere, men snarere foretrækker en god bog eller bruger fritiden til en 'tertulia' i gode venners lag.

Højdepunkterne
Ugens højdepunkter er lørdagens fyldige litteraturtillæg, Babelia, der er en overvældende gavebod for boginteresserede, og så naturligvis det lækre og farverige søndagstillæg, El Pais Semanal, der er som en grafisk kompensation for den kedelige hverdagslayout, avisen eller byder på.
El Pais Semanal har alt, hvad hjertet begærer - f.eks. den 'hotte' sommermode inden for badedragter og livsstil. Og imellem de farvestrålende reportager og de billedrige artikler om arkitektur, boligindretning og madlavning kan man enten le med tegnerne Quino og Mordillo, eller få en sjov, men økologisk korrekt tegning af El Señor Mundo - den kendte katalanske designer Mariscal.
Men det bedste i søndagstillægget er dog de skarpe klummer af ikke mindst filosoffen Fernando Savater og forfatteren Antonio Muñoz Molina. Når Muñoz Molina i sin klumme - La vida por delante - forfører sin læser, så sker det med en udsøgt pen. Med sproglig elegance og skønhed kan han den ene søndag dissekere nationalismernes farer som ingen anden - og den næste søndag fortæller han måske om en af sine litterære passioner.
Det er den slags skribenter, der gør avisen til noget særligt. I en klasse for sig - i hvert fald i den spansktalende verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu