Læsetid: 3 min.

Valfart til Giverny

23. juli 1999

Monets landsby, der har 520 indbyggere, oversvømmes af 500.000 besøgende om året

Monets by
GIVERNY - To træk falder i øjnene, når man ankommer til Giverny på en sommerdag. På den ene side finder man et smørhul af en landsby, en normannisk idyl med velplejede huse og haver. På den anden side et mylder af mennesker og især biler og turistbusser. Grønt paradis og bilhelvede på den samme lille plet.
Det var et privat eden, Claude Monet ville skabe sig, da han i 1883 i en alder af 43 år begyndte at indrette sig i denne landsby i Seinedalen, 75 km nordvest for Paris. Han lejede huset, som han først senere fik råd til at købe. Både i indretningen af det lange enlængede hus og i den have, han anlagde, viste han en ekstrem farveglæde, og det er nærmest en eufemisme at sige, at han var vild med blomster. De er så mangfoldige og overdådige i haven, at de til tider næsten tynger og overskygger kompositionen. Væggene i huset smykkede Monet med japanske stik - dengang meget på mode - og han udvidede huset med to atelierer.
Her boede og arbejdede han gennem sidste halvdel af sit 86 år lange liv. Hans mange åkande- og havemalerier afspejler på fortættet vis atmosfæren fra netop dette sted.
Med hjælp af sine børn og et halvt dusin gartnere skabte han gennem årene en fortryllende eventyrhave, der fik en dominerende rolle som inspirationskilde for hans malerkunst. Stadig nye farvesymfonier opstod, og haven blev udvidet med et stykke jord på den anden side af landevejen. Her opstod den afdeling af haven, hvor søen blev anlagt med vand fra bifloden Epte, og hvor åkander af de smukkeste arter blev dyrket med perfektionisme. Kronet af den buede 'japanske' bro, hvis konturer ofte mere anes end ses på malerierne.

Tilløbsstykke
På dette sted modtog Monet mange besøg af sine venner, heriblandt malerne Renoir, Sisley, Degas og Cézanne, forfatteren Octave Mirbeau og politikeren og statsmanden Georges Clemenceau - jævnaldrende med Monet.
I årtier efter Monets død forfaldt stedet gradvist, og først efter at Akademiet for de Skønne Kunster arvede ejendommen i 1966, kom en restaurering i gang. Den blev finansieret ved donationer, der for 95 procents vedkommende kom fra amerikansk side - i lighed med restaureringen af Versailles, der foregik under ledelse af den samme konservator, Gérald Van Der Kemp, og ikke uden forbindelse med, at hans kone er amerikansk...
Stedet blev åbnet for offentligheden i 1980 og har siden været tilgængeligt fra 1. april til 31. oktober hvert år. Det første år kom der 83.000 besøgende. Det var dobbelt så mange, som man havde regnet med, men tilstrømningen steg stejlt år for år, og i 1998 besøgte 500.000 Giverny. Halvdelen af klientellet kommer fra udlandet.
Det er ubestrideligt, at oplevelsen af stedet forringes af den store tilstrømning og biltætheden. Køen foran indgangen kan være op til 150 meter lang.
For ikke at tale om den plage, en turistattraktion af denne karakter udgør for landsbyens befolkning, der kun tæller 520 sjæle. Der kan komme op til 1.000 personbiler og 60 busser på en dag. Der er mindre end 300 egentlige parkeringspladser, så vejkanterne er spækket med biler, og der er næsten konstant myldretid.
Monet-ejendommen drives af Fondation Claude-Monet, der i kraft af entreindtægterne er i stand til at vedligeholde stedet og lønne et personale på omkring 30, men det lokale samfund har meget ringe økonomisk udbytte til gengæld for ubehaget, for der er kun få overnatninger på byens eneste lille hotel, og ikke mange ønsker at spise på en restaurant midt i dette 'turisthelvede'. Men der lægges en del penge i en omfangsrig basar med kunstreproduktioner, bøger, souvenirs osv., som Fondation Claude-Monet driver på stedet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her