Læsetid: 6 min.

Vandet kan føre til krig i Mellemøsten

26. juli 1999

Mens nogle dele af Mellemøsten vælter i vand, er hanerne tomme i andre. Fordelingen af ressourcerne er det vigtigste punkt i forsøget på at opnå fred i regionen

TEL AVIV - 200.000 palæstinensere i Hebron i det palæstinensiske selvstyreområde mærker denne sommer følgerne af en tør vinter. Det meste af tiden er vandhanerne i store dele af byens husstande lige så knastørre som det støvede landskab uden for vinduerne, og alle må sørge for at tanke op, når lejlighed byder sig og ellers forlade sig på de regnvandstanke, de fleste familier erfaringsmæssigt har fundet ud af er en god ide at opsætte på taget.
Sidste vinter kom aldrig rigtig til Mellemøsten. Alle vegne var nedbørsmængden meget under den gennemsnitlige i denne region, hvor vand aldrig har været nogen rigelig ressource og siden tidernes morgen har været nøglen til magt.
Vand er derfor også et af de meget vigtige punkter i enhver mellemøstlig fredsforhandling, og vil komme til at fylde godt når fredsprocessen efter alt at dømme kommer godt igang på flere fronter i en nær fremtid. For vand er og bliver kilden til store uoverensstemmelser.
"Det eneste spørgsmål, som kunne føre Egypten ud i en ny krig, er vand," sagde præsident Anwar Sadat i for-året 1979, ganske få dage efter den historiske Camp David aftale med Israel. Selv om den egyptiske præsident talte om en helt anden vand-strid, nemlig Ethiopiens kontrol med 85 procent af den egyptiske livline, Den blå Nil, kunne udtalelsen være faldet næsten hvor som helst i Mellemøsten.
I forbindelse med underskrivelsen af Oslo-aftalerne overgav det statslige israelske vandvæsen Mekorot vanddistributionen i selvstyreområderne til et nyoprettet palæstinensisk organ, men beholdt kontrollen med tilførslen af vand til nettet. Dette spørgsmål er henlagt til forhandlingerne om den endelige status for relationerne mellem israelere og palæstinensere.
"Israelerne har den fulde kontrol," siger stadsingeniøren i Hebron, Inad el Zir, til Information.
"Byen har et dagligt behov på 24.000 kubikmeter, og vi får 5.000. Nu er en amerikansk hjælpeorganisation ved at være færdig med to nye brønde, som vil give os yderligere 10.000 kubikmeter om dagen, men deri ligger ingen garanti for at Mekorot så ikke bare nedskærer sin tilførsel yderligere!"
40 procent af Israels vand går til landbrug og industri, og over halvdelen af drikkevandet kommer fra et stort vandførende lag, som ligger under den nordlige del af Vestbredden og strækker sig ind over den israelske side af den grønne linje. Selvom en overvejende del af pumpningen foregår på israelsk side af våbenhvilelinjen fra 1967, fastholder palæstinenserne hovedkravet på vandet, fordi det næsten udelukkende stammer fra den regn, som falder på Vestbreddens bjerg-land.
"Situationen er helt uholdbar. Hospitalerne i Hebron har ikke haft rindende vand i to måneder nu," fortsætter Inan el Zid. "Vi må have kontrol over vores eget vand, ellers ved jeg ikke, hvad der vil ske."

Højt israelsk forbrug
Regionens store vandforbruger er Israel. Det er et vestligt land med et tilsvarende forbrugsmønster, ligesom der findes en stor og vandforbrugende industrisektor. Den helt store tørst at stille har imidlertid den israelske landbrugssektor, som for en meget stor dels vedkommende er kunstvandet og alene står for to tredjedele af årsforbruget på 1,55 miliarder kubikmeter.
Det israelske vandforbrug pr. indbygger er fem til seks gange så stort som på Vestbredden, og der er ikke længere plads til at øge forbruget.
"Israel og de palæstinensiske selvstyreområder er regionens næstfattigste hvad vand angår," siger Moshe Inbar, der er professor i politisk geografi ved Haifas Universitet, til Information. "Jordan har det værst, mens både Libanon og især Syrien er meget bedre stillede end Israel og selvstyreområderne. Det skyldes først og fremmest, at Eufrat løber gennem landet."
Professor Inbar fortæller, at mange projekter har været foreslået til afhjælpning af den akutte vandmangel. I denne tid undersøger Israel mulighederne for at købe vand i Tyrkiet, hvilket tyrkerne stiller sig positivt til.
"Det er en urealistisk plan, for jeg tror ikke, storstilet transport af vand kan blive til noget uden fred i hele området," siger han. "Det er alt for kompliceret at lægge en rørledning fra Tyrkiet til Israel gennem Middelhavet, og den anden metode, bugsering af vandet i kæmpe plastikposer, er alt for dyr og desuden kompliceret i det størrelsesforhold, vi har brug for."
"Der er på sin vis ingen vandmangel i Mellemøsten," fortsætter Moshe Inbar. "Hvis man betragter hele området mellem Israel og Irak som en geografisk enhed, er der, selv med vore dages befolkningsvækst, vand nok til alle i flere årtier fremover, men politiske forhold stiller sig i vejen for en bedre udnyttelse."

Tyrkiet har hanen
Tyrkiet er Mellemøstens stormagt hvad vand angår. Her har de to store floder, Eufrat og Tigris, deres kilder, og Tyrkiet har i mange år haft et spændt forhold til naboerne i syd, Syrien og Irak, fordi man ved store dæmningsprojekter holder meget af især Eufrats vand tilbage. Selvom aftaler med Syrien og Irak eksisterer, lægger Tyrkiets vandpolitik sig stadig tæt op ad den såkaldte Harman-doktrin. I forbindelse med Rio Grande konflikten med Mexico i 1886 fastholdt den amerikanske udenrigsminister, at det land, hvori en flod har sit udløb, også har de fulde rettigheder til udnyttelse af vandet.
I 1992 indviede man Atatürk-dæmningen, på det tidspunkt verdens femtestørste og del af et mægtigt tyrkisk opdæmningsprojekt, som var påbegyndt allerede i 1966. Kraftværker ved dæmningerne skaffet Tyrkiet billig energi som alternativ til dyr importeret olie, og det opdæmmede vand har skabt ny frugtbarhed i den tyrkiske provins, Anatolien.
Alene Atatürk-dæmningen har kapacitet til at tilbageholde 48,2 billioner kubikmeter vand. Da den samlede vandmængde, som årligt flyder gennem Eufrat er omkring 30 billioner kubikmeter, har Tyrkiet med sit omfattende dæmningsbyggeri stærke, men også sprængfarlige kort på hånden.
"Kun fire steder i verden spiller vand en så central rolle i en strid mellem to naboer, at det kan være årsagen til væbnet konflikt," hævder Moshe Inbar. "Det drejer sig om Tyrkiets relationer til Syrien og Irak, om Egypten og dets naboer i syd, om konflikten mellem Israel og Syrien samt det - hvad vand angår - endnu ikke løste problem mellem israelere og palæstinensere."
I forholdet mellem Israel og dets naboer kunne en bedre udnyttelse af de eksisterende muligheder afhjælpe problemet noget. Moshe Inbar nævner Yarmouk-floden som eksempel. Yarmouk løber ud i Jordanfloden, hvor denne få kilometer syd for Genesareth Sø har startet sit løb mod det salte Døde Hav. Yarmouk løber ud i Jordanfloden på israelsk territorium, men er også grænseflod mellem Jordan og Syrien, hvilket gør en effektiv udnyttelse af flodens vand politisk kompliceret så længe der ikke er fred i mellem de tre stater.

Handling påkrævet
Men i Israel og de palæstinensiske selvstyreområder kræver situationen nu øjeblikkelig handling, som ikke har tid til at vente på fredsprocessens langsomme tilvejebringelse af gensidig tillid.
"Hos palæstinenserne er vandmangelen akut og Israel går en økologisk katastrofe i møde, hvis den hidtidige udnyttelse af ressourcerne fortsætter," siger Moshe Inbar. "Så den eneste udvej, jeg kan se lige nu er afsaltning af havvand. Dette er en billigere løsning end transport af vand over store afstande, og den kan iværksættes relativt hurtigt."
Israels fastholdelse af kontrollen over vandet er ikke holdbar, ligesom israelerne næppe heller vil kunne leve med palæstinensernes krav, som er helt efter Harman- doktrinen.
I sidste weekend fik Mel-lemøstens ledere et forvarsel om vandets betydning i de kommende fredsforhandlinger. "Vi vil have vand," råbte vrede palæstinensiske demonstranter, mens de spærrede vejen med brændende bildæk ved flygtningelejren Dehaishe i selvstyreområderne. Demonstrationen, som var rettet mod både Israel og den palæstinensiske ledelse, havde til formål at øge vandtildelingen, som ifølge palæstinensiske kilder er på under 10 liter om dagen pr. indbygger, hvilket svarer til omkring en femtedel af det internationalt fastsatte minimum.
"Der kommer ingen fred uden vand," sagde en af demonstranterne Muhammed Jamal ifølge nyhedsbureauet AP. "Dette bliver vores næste krig. Jeg har ikke haft rindende vand i to måneder og er tvunget til at købe på det sorte marked."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her