Læsetid: 2 min.

Weimars Goethe

9. juli 1999

Kulturbyåret byder på uventede dramaer: Sag om digterens knogler netop afvist af retten

Kulturby 99
WEIMAR - Skønt Weimar gør meget ud af at nævne andre af byens skønånder, er kulturbyåret præget af, at det i år er 250 år siden, den største tyske digter, Goethe, lod sig føde. I Kulturby-butikken kan man for knap 80 kr. leje en mobiltelefon med forbindelse til et væld af oplysninger om ham, og ved hjælp af et kort dirigeres man rundt til de steder og bipersoner, der fik betydning for digter-myten.
Den vigtigste var hertug Carl August von Sachsen-Weimar-Eisenach, der besteg tronen som 18-årig og formåede at lokke den otte år ældre Goethe til byen i 1775. Digteren var allerede tysklandskendt for sin bog omDen unge Werthers Lidelser. For at holde på Goethe, overøste Carl August ham med huse, gaver, embeder og adlede ham.
"Jeg er nu så viklet ind i hof og politik, at jeg næsten ikke vil kunne slippe væk igen," skrev Goethe året efter sin ankomst.
På andre stationer møder man sporene efter musen Charlotte von Stein, vennen og digteren Friedrich Schiller og alle de andre, der fik betydning for Goethe og Weimar. Som en effektfuld afslutning, møder man dem igen en sidste gang på Weimars historiske kirkegård. Goethe og Schiller side om side i fyrstekrypten, mens bl.a. familen Goethe og Charlotte von
Stein ligger ude under træerne.
Selve krypten er slående prunkløs - på Carl Augusts udtrykkelige ønske: "Udsmykningen bør man spare til de levendes bolig," mente han.

Stjålne laurbær
Blandt de besøgende i krypten stod også vor egen H.C. Andersen:
"Jeg stod mellem dem, sagde mit 'Fader Vor', bad Gud lade mig blive digter (....) På hver sarkofag lå en laurbærkrans. Jeg tog fra begge et par blade," indrømmede Andersen i sin dagbog i 1844 (oversat fra tysk, red.).
Officielt markeres Goethes 250 års fødselsdag med et væld af arrangementer især omkring dagen, den 28. aug., hvor Goethe-Nationalmuseum omdannes til et 'musernes tempel', teaterbygningen Kubus spiller Faust, og Weimar forvandler sig til et gadeteater.
Det netop renoverede og genåbnede Goethe-Nationalmuseum viser til hverdag en anseelig samling af minder om Weimars gyldne periode, der strakte sig frem til Goethes død 22. marts 1832.
Ganske uofficielt har digteren i kulturbyåret været midtpnkt for to dramaer.
I foråret kom det således frem, at østtyske videnskabsmænd i 1970 løftede digterens jordiske rester ud af sarkofagen og trillede ham væk på en trækvogn for at balsamere ham. På den måde ville de sikre, at han kunne holde til den ideologiske kappestrid med vesttyskerne. Desværre var der kun knoglerne tilbage - og dem har hertug Carl Augusts efterkommere gjort krav på.
Prins Michael havde på vegne af sin 11-årige datter
Leoni anlagt sag for at få udleveret Goethe og Schillers jordiske gods, originalmanuskripter samt sarkofagerne. Kravet blev afvist i retten for et par uger siden, men Goethe skal alligevel ikke regne med at hvile i fred i år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her