Blomsterbørn vandes: Over 50 verdensbands og en tæt tåge af Woodstock-festival-myter venter på 250.000 fans i Rome, New York
Woodstock '99
Helvede brød løs i den lille by Bethel i New York, da det skramlende cirkus, der var
Woodstock Festivalen gik i gang fredag 15. august 1969.
Arrangørerne regnede med max. 100.000 mennesker, men 450.000 hippiehoveder, vagabonder og frie sjæle dukkede op til Det Store Stammemøde. Tusinder af biler, næsten ingen toiletter eller skraldespande, og en forsyning af mad og drikke så beskeden, at helikoptere måtte dumpe ekstra ned i menneskehavet.
Én scene, billetpris 18-21 dollars og 31 bands. Velkommen til festivalen, der skabte Joe Cocker, Jimi Hendrix og Janis Joplin, og den havde også Grateful Dead, Joan Baez, Jefferson Airplane, Santana, Creedence Clearwater Revival og Crosby, Stills & Nash. Woodstock var den første Grøn Koncert, bølgebryderen for al stadion-rock. Alle festivalers mor under mantraet: fred, kærlighed og musik. Uden at sælge så meget som en eneste festival t-shirt.
Vildt trip
Læg så knap 30 år og en bunke anabolske steroider til: to scener og 50 bands, hvis antal af hitlisteplaceringer og tiltrækningskraft på publikum nemt overhaler '69 - kun 14 af den originale festivals navne har været på top ti, i 1999 er tallet 29.
Sæt dem stævne med 250.000 fans på en kæmpestor nedlagt militær flybase med 14.000 aktivister, 500 politibetjente, 3.200 sikkerhedsvagter og tre meter højt hegn omkring. Velkommen til Woodstock 1999 (og, undskyld undskyld, sponsorerne: den enorme tv- og underholdningskoncern Fox, og MTV).
Billetten koster 157 dollars, og er det for meget er der pay-per-view live fjernsyn for en tredjedel og internet-webcast på www.woodstock.
com. Til jul kommer der en Woodstock video og et cd-sæt. Tusindvis af t-shirts er røget over disken.
Woodstock 1999 startede i går og festivalens kunstneriske og logistiske muskler er et langt vildere trip end nogen hippie turde tage. Måske nogle af de glade hippier blev lettere forundret, da de ankom til Griffiss Airforce Base fredag, 110 miles nord-vest for den originale festivalplads på bonden Max Yasgurs mark.
Man får den Kolde Krig lige i synet på vej ind, en B-52 bombemaskine glor udover landskabet foran flybasen, der var et militært knudepunkt, da PET jagtede venstresocialister og ålborgensere. Og ulig festivalen i 1969 - og den i 1994, der druknede i regn, mudder og elendig logistik - så er Woodstock 99 uvenlig mod snydere.
Så svært at er det heller ikke at holde folk ude fra et tidligere militært anlæg...
Bred musik
Indenfor venter der et forvirrende opbud af kunstnere - forvirrende fordi udvalget synes at bære præg af arrangørernes neuroser over, om nu også alle de yngre blomsterbørn havde lyttet nok til Woodstock-græsset gro: De har tegnet en forsikring med navne for folk, der var, om ikke med på Woodstock '69, så i hvert fald synes at det år toppede al musik og har ikke udviklet sig nævneværdigt siden:
Øverst på plakaten er heavy-rockere Metallica, og festivalens musikalske vægt er i det hele taget godt tung med navne som industrielle Godsmack og de almindeligt fræsende old-timere Megadeth.
Der er smidig, funket, men rasende rock i Rage Against the Machine, Red Hot Chili Peppers og Kid Rock - en white trash blues-sanger, der endeligt er undsluppet fra trailerparken med en kildende hybrid af blues, hip hop og pulserende industrial. Der er en hvid man, der lyder helt sort i House of Pain-rapperen, der gik solo og blev til Everlast. Gruppen Limp Bizkit, der først fik opmærksomhed, da den 'forbedrede' George Michaels Faith med sjusket vrængende højhastighedsguitar, skrig og skrål.
Der er den britiske space cowboy med pelshat og flæser på bukserne, Jamiroquai - funk og syrejazz af genren, hvor et 'sexy lady'-refræn altid svinger. Der er pop-kejserinden, prætentiøse Alannis Morisette, som, meget passende, var uden klæder i sin seneste video. Og sanger og sangskriver Sheryl Crow, hvis karriere først tog fart efter hendes besøg på Woodstock II i 1994 - som et forvarsel om festivalens magt til de boblende, ukendte bands, der står i kø i år.
Der er fucking Elvis Costello, tudetøsen Jewel, hardcore-rapperen Ice Cube og... Neil Young! Og Bruce Hornsby!
På den måde spænder Woodstock 1999 fra babyboomer-generationen, henover disco-årene med Parliament/Funkadelic og helt frem til skaterne, surferne og discoens hævn, den elektroniske musik med Fatboy Slim, the Chemical Brothers og Moby.
Gammel gæld
Specielt de ældre navne kom springende ind på plakaten, da Woodstocks arrangører så den foreløbige regning for festivalen: 33 millioner dollars. Den druknede, men succesrige festival i 1994 venter stadig på at tjene udgifterne hjem. Et bredt udvalg plus massivt salg af rettigheder og isenkram skal sikre, at regningen kan betales på søndag, gerne før.
Skulle nogen få Neil Young eller Hornsbys the Way it is voldsomt galt i halsen venter store flyhangarer med disc jockeys, multi-tusindwatt forstærkere og rave-stemning. Der er en festival med eksperimenterende film, mulighed for ekstrem-sport, undervands-limbo(?) og et cykel-show.
Meningen med hele hippiehedens 30-års fødselsdag, de 70.000 parkeringspladser, psykologhjælp og alle forbuddene mod medbragte drinks, stoffer, skovle, knive, katte og flasker af glas? Kan muskel-festivalen skinne stærkere end myte-mageren?
Det tog godt og vel 30 år at dechiffrere Woodstock 1969, mange prøver endnu. Vent.
