Læsetid: 4 min.

Angst og ekstase

11. august 1999

Atomtruslen og ungdommens galskab satte sit præg på 60'erne

Det 20. århundrede
I oktober 1962, under Cubakrisen, åbnede to kunstudtillinger i København: "Begge disse kunstnere tolker tidens frygt", skrev en anmelder i Politiken. "I den knugende rædsel for menneskers blinde ødelæggelseslyst og menneskelig afmagt henter de i angsten for undergangen deres inspiration (...) Dommedagssyner er der altså både i Admiralgade og i Toldbodgade og rystet bliver man begge steder".
Dommedagssyner var der i hver en gade og flække i Vesten i de tidlige 60'ere. Der var gru i aviserne, og gravkammerstemning i kunsten.
Den 28. oktober, mens det trak op til atomkrig, bragte Politiken en tv-anmeldelse af Leif Panduro.
Han mente, at mennesket, over for den enorme trussel, reagerede med defaitisme. Folk bukkede under for den forestilling, "at det enkelte menneske intet kan udrette overfor truslen, skønt det må være indlysende, at kun det enkelte menneske overhovedet kan udrette noget som helst. I stedet styrter man sig ud i de store massebevægelser, hvoraf den største er købedillen. Man køber sig ud af angsten, anskaffer sig store, beroligende ting, som man stiller op eller kører rundt i. Man køber sig fred for virkeligheden - bl.a. ved at købe sig et fjernsynsapparat. Og minsandten om virkeligheden så ikke er ubehagelig nok til at komme brasende ind i ens egen stue med store trusler om død og ødelæggelse."
Sådan lå landet, verden, medierne og virkeligheden i oktober 1962. Men krigen kom ikke. Livet fortsatte. Cubakrisen var, som Panduro skrev, kun en konkret begivenhed, som verdenssituationen kunne tilspidse sig om. Næste gang kunne det være en flok gæs på en radarskærm.
Situationen ville, mente han "blive ved med at tilspidse sig igen og igen, fordi terrorbalance simpelt hen er den mest ubalancerede tilstand, man kan komme i."

Kulturkløften
I 60'erne, mens verden svævede i uvished, amerikanske byer eksploderede i raceuro og ungdomsoprør, og Vietnamkrigen eskalerede, skabtes i Danmark et samfund, som kun de mest fantasifulde havde turdet drømme om i årtierne forinden: Fuld beskæftigelse. Velstand til alle. Danskerne fik det bedre.
Alligevel var der mange grunde til utilfredshed: Krigstruslen, forureningen, skattetrykket - og kulturen. Kulturen spillede en mægtig rolle i 60'erne: Årtiet igennem rasede de intellektuelle mod de folkelige udtryksformer. Til gengæld var den brede befolkning dødtræt, ikke alene af moderne kunst - men også af at blive belært af bedrevidende intellektuelle.
Der var grove skældsord og megen selvgodhed på begge sider af 'Kulturkløften' i de år. En konstruktiv kulturdebat kom aldrig i gang.

Markedsføring
I dette stivnede landskab voksede endnu en ungdomsgeneration op - og længtes efter noget nyt. Og der var virkelig noget på vej, udefra: Det indeholdt noget så sjældent - og tiltrængt - som glæde. Ægte, usentimental begejstring. Den 4. juni 1964 kom The Beatles på besøg i Danmark.
De blev ikke modtaget med ramaskrig og dommedagstrompeter, som i sin tid jazzens og rockens pionerer. Denne gang gjaldt forargelsen ikke så meget fænomenet selv, som markedsføringen af det: I ugerne op til besøget kunne de unge købe Beatles-tyggegummi, Beatles-kjoler og Beatles-tasker. Det var forholdsvis nye reklamemetoder - som vakte harme både i Land og Folk og Kristeligt Dagblad. Den ene avis fandt dem kapitalistiske - hvad de i sandhed også var. Den anden mente, at de fleste hjem ville vide at forholde sig fornuftigt til den slags. Alt andet ville være 'synd og skam' - i bogstavelig forstand.
Mere frisindede aviser interesserede sig for fænomenet som nyhedsstof. Men de tog det ikke alvorligt. De fleste var optaget af ekstasen hos de unge piger, og den støj, de frembragte:
"På et tidspunkt kunne man have startet en DC8'er jetmaskine i KB Hallen, uden at nogen havde hørt det," skrev Politiken.
"Hvis det er sund og naturlig livsudfoldelse," skrev Aktuelt, "så er bladan godt for helbredet."
Bro Brille fra Ekstra Bladet så med mildere øjne på de mindreårige furier:
"Hvad er det, der pisker stemningen i den grad i vejret hos ungdommen? Psykologer spekulerer over det. Jeg kan give forklaringen: Det er vitaminernes skyld. De unge - og ikke mindst pigerne - bliver stopfodret med vitaminer og bliver i besiddelse af en kraft som aldrig før i verdenshistorien."

En ny tid
Om det nye kulturfænomen var sundt eller skadeligt, var der delte meninger. Men at det langhårede band var blottet for talent - det tog de fleste voksne for givet.
Alligevel opfordrede musikeren Erik Moseholm danske musikpædagoger til at lytte: Kun ved at sætte sig ind i de unges musik, og tale med dem om den, kunne man lære dem at vælge noget bedre.
At The Beatles kunne tages alvorligt, også kunstnerisk, faldt ingen ind i Danmark - heller ikke de tolerante.
Man skulle være meget ung for at vide bedre. Som den 21-årige journalist Erik Thygesen. Han kunne fortælle Ekstra Bladets læsere, at John Lennon havde skrevet en bog, der var kommet på best-sellerlisterne både i England og USA. Og at den unge forfatter, i ledende litterære tidsskrifter, var blevet sammenlignet både med James Joyce og Lewis Carroll.
"Popverdenen vil aldrig blive den samme efter denne bedrift," skrev Erik Thygesen, som var klar over, at det ikke var en harmløs døgnflue, der var kommet forbi. Det var en ny tid, der var på vej.

*Dette er den syvende artikel i Inger Holsts serie om hvert årti i dette århundrede. De foregående blev bragt 3., 4., 5., 6., 7. og 10. august.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu