Læsetid: 4 min.

Avis til det 21. århundrede

21. august 1999

El Mundo har på rekordtid etableret sig som Spaniens andetstørste dagblad. Aggressiv og undersøgende journalistik har skabt avisens succes

"Den, som leder efter uretfærdighed, behøver ingen lampe" (Lichtenberg). "Der er øjeblikke i enhver politikers liv, hvor det bedste er ikke at åbne læberne" (A. Lincoln).
Avisen El Mundo (Verden) byder hver eneste dag læseren velkommen med et nyt historisk citat - naturligvis med små skrifttyper lige over avisens karakteristiske logo, hvor en grøn jordklode med otte felter er klemt ind mellem El og Mundo.
Det med det historiske skal ikke tages så alvorligt endda, for det er en avis med en særdeles kort historie, grundlagt i 1988 af den karismatiske og dynamiske chefredaktør Pedro J. Ramirez. For skallede 125 pesetas (0,75 euro) kan man på ferierejsen til Spanien købe 'Verden', der på forsiden påstår, at den er avis for det 21. århundrede. Og skal man have den sidste nye videodokumentar om Kosovo-krigens rædsler med hjem til zappemaskinen, så lægger man vupti 850 pesetas oveni.
Køb din avis eller dit magasin med en videofilm er et koncept, der har haft betydelig succes her i Spanien.

Har skrevet historie
El Mundo er noget særligt. Den er med cirka 400.000 daglige eksemplarer ikke helt så stor som El Pais, der sælger 450.000, men El Mundo og chefredaktør Pedro J. Ramirez har allerede skrevet historie, trods kun elleve år på gaden.
Det var El Mundo, der i begyndelsen af halvfemserne afslørede den ene korruptionsskandale efter den anden. Det begyndte med Filesa-affæren, hvor det dengang regerende socialistparti havde fyldt partikassen på ulovlig vis - bl.a. ved at kræve høje kommissioner af spanske og udenlandske virksomheder, der ønskede at få attraktive anlægsopgaver. Siden fulgte afsløringen af, hvordan Spaniens nationalbankdirektør havde lavet ulovlig insiderhandel på Børsen for at score en ekstra gevinst, og han blev tvunget til at træde tilbage. Heller ikke chefen for Spaniens Civilgarde, Luis Roldán, fik lov at snige sig udenom avisens aggressive unge journalister. De havde stillet sig det elementære spørgsmål, hvordan en mand som Roldán overhovedet havde kunnet tilegne sig en personlig formue af så imponerende dimensioner? Og afslørede derpå, hvordan manden havde svindlet sig til rigdommen ved at udnytte sin magtposition. Han flygtede for en stund som en jaget hund ud af landet, men blev til sidst taget til fange i Laos.
Det var også El Mundos journalister, der kunne berette historien om, hvordan Spaniens sikkerhedstjeneste i gennem nogle år hemmeligt havde aflyttet Kong Juan Carlos' og flere fremtrædende politikeres telefoner.

El Mundos Watergate
Chefredaktør Ramirez ynder at sammenligne sin avis med Washington Post, der i sin tid bragte Watergate-skandalen frem i lyset og tvang USA's præsident Richard Nixon ud.
Der er ingen tvivl om, at El Mundos indsats og aggressive undersøgende journalistik på mange måder kan måle sig med Washington Posts - også selvom det 'spanske' format er en lille handy A-3 avis, der selv kan læses i en tætpakket madrilensk metro.
El Mundos vel nok største succes er GAL-sagen. Pedro J. Ramirez fik offentliggjort alle de dokumenter, som sandsynliggjorde, at det var højtstående embedsmænd i det spanske indenrigsministerium, der for penge på skjulte konti havde ført en beskidt terrorkrig mod den baskiske seperatistbevægelse ETA. Uge efter uge, ikke mindst i 1994 og 1995 bragte El Mundo nye afsløringer eller sandsynliggjorde nye hypoteser om det magtfulde GAL-spindelvæv, der måske nåede helt op i toppen af den spanske regering. GAL-sagen blev udslagsgivende for, at den indtil da urørlige socialistiske ministerpræsident Felipe Gonzales i 1996 tabte valget til de konservatives José Maria Aznar. Og en socialistisk indenrigsminister José Barrionuevo måtte endog lide den tort at blive dømt til 12 års fængsel for sit ansvar for statens terroraktioner mod baskerne.
El Mundos læsertal eksploderede for hver ny afsløring af magteliten.

En vigtig røst
Efter Aznar vandt valget er El Mundo ikke længere så meget i opposition til systemet, at det gør noget. Pedro J. Ramirez har særdeles tætte forbindelse til det konservative partis indercirkler og til Aznar selv. Det er som om El Mundo stadig opfatter socialisterne som hovedfjenden.
Men bladet har dog ikke mistet sit kritiske blik helt - heldigvis, for det unge spanske demokrati har brug en røst som den fra Verden. El Mundo afslørede således en 'konservativ' korruptionsskandale på De Baleariske Øer, der for et par år siden tvang den lokale konservative præsident til at træde tilbage.
Avisens ledere og små skarpe kommentarer på de editoriale sider hører til blandt de bedste i spansk presse, og her boltrer tegnerne Antonio Burgos, Idigoras y Pachi, Gallego & Rey og Ricardo y Nacho sig med masser af virtuositet. Om søndagen udvides bl.a. med Cronica og den firefarvede tryksag, La Revista, men de er ikke på højde med søndagstillæggene i El Pais for eksempel.
Det er hverdagens aggressive undersøgende journalistik, der er El Mundos hæderstegn. Og gider man ikke åbne avisen, kan man altid læse Francisco Umbrals vrede, vrissende og velskrevne klumme - "glæderne og dagene". Han er næsten altid et kort flygtigt bekendtskab værd, som i klummen forleden: "Vi har PSOE (socialistpartiet, red.), men ingen socialisme. Det er dramatisk for Spanien, patetisk: Det betyder, at vi står tilbage uden landkort og uden venner. Vi har ingen venstrefløj, vi trækker kun vejret ved hjælp af en motor, og vi flyver kun med en vinge."

*Webbadresse: www.el-mundo.es

*De foregående artikler i serien om udenlandske aviser og blade blev bragt 11., 23., 24., og 25. juni, 2., 7., 15., 21., 28., og 31. juli samt 4., 5., 11., 12., 16. 17., og 20. august. Serien er hermed slut.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu