Læsetid: 6 min.

Bastarder, kameler, pingviner og svin

21. august 1999

Om en vidneinkaldelse, en racistisk udtalelse og et ubehageligt journalistisk dilemma

Qlummen
I juni modtog jeg en skrivelse fra retten i Aabenraa: De indkaldes som vidne i sagen mod hr. NN. Hvis De ikke møder op, vil de blive afhentet af politiet og anbragt i arrest indtil afhøring kan finde sted, stod der. Altså ingen flugtveje. Jeg måtte afsted til Aabenraa og vidne mod hr. NN, som var anklaget for racistiske udtalelser i Information.
Artiklen, hvor hr. NN er citeret, stammer tilbage fra valgkampen i februar 1998. Den første aften på en ti dages valgturne rundt i det jyske tilbragte jeg på Kløver Es kro i Hellevad. Der var opstillingsmøde for Dansk Folkeparti, og jeg havde på forhånd aftalt med den lokale formand Birgit Brandt, at jeg kunne overvære mødet.
Men ikke-nikke-nej. Da jeg ankom med blok og pen i hånden havde den venlige stemme i telefonen forvandlet sig til en sur mokke, der ikke under nogle omstændigheder ville have en journalist fra Information til stede.
Således brændt af for en historie satte jeg mig ud ved krostuens bar. To stole derfra sad en mand, der solgte robotter. En "socialdemokratisk handelsrejsende udi arbejdsløshed", præsenterede han sig.
Den handelsrejsende var en faderlig type, som syntes, det var synd for journalisten, at hun ikke måtte komme ind til mødet. Og han viste sig at være et naturtalent til at indfange de medlemmer af Dansk Folkeparti, som skulle gennem krostuen for at komme på toilettet.
Godt nede i en flaske hvidvin, inviterede han de forbipasserende på en genstand og konverserede dem, der takkede ja, mens jeg sad og noterede og snakkede med og stillede spørgsmål.
En af de indfangne var skrothandler hr. NN. En lystig fætter fuld af sjofle vittigheder, krydret med lejlighedsdigte af Drachmann og kulørte uhyrlige bemærkninger om ikke-danskere, som blev nedfældet på blokken og bragt i avisen i denne form:
"Jamen, du er jo racist", siger den socialdemokratiske handelsrejsende.
"Næh, jeg siger bare, at kameler hører til i Sahara og pingviner hører til på Antarktis. Selv om Mustafa er nok så flink, bliver han aldrig dansk. Det er da et flot syn, når en sort kvinde med turban kommer susende ned ad gaden. Men en hel flok? Nej. De er avlet af svin og tænker som svin ... De skal bare blive nede i Kloakistan, hvor de hører hjemme, så skal jeg nok være med til at hjælpe dem der."

Dagen efter artiklen blev bragt, eksluderede Hovedbestyrelsen i Dansk Folkeparti hr. NN. Om det var udtalelserne om Mustafa, der gjorde udslaget, er jeg nu ikke så sikker på - snarere hr. NN's bemærkninger om prinsesse Alexandra:
"Hun er en bastard. Det var da godt, at Joachim ikke tog til Australien og forelskede sig. Så var han kommet hjem med en kænguru. Ha Ha."
Hr. NN bar ikke nag. Tværtimod kvitterede han med et læserbrev i Information, hvor han takkede den dygtige journalist for at have citeret ham korrekt. Blot var han ked af, det ikke fremgik, at han havde udtalt sig som privatperson, og ikke som medlem af Dansk Folkeparti.

Godt syv måneder senere ringede en venlig kriminalkommisær. Han ville gerne afhøre mig i sagen om hr. NN, som var blevet meldt for racistiske udtalelser af Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination.
Hva'? Kunne han ikke høre det lød helt galt, at jeg som journalist skulle vidne mod et interviewoffer (som det hedder i fagets jargon).
Nej, det kunne kriminalkommisæren ikke høre. Man må ikke sige forhånende og nedværdigende ting om de fremmede, som der står i straffelovens Pgf. 266 b stykke et. Lov er lov, og lov skal holdes. Den, der overtræder loven skal straffes. Når politiet gerne ville afhøre mig, var det fordi stykke to i samme paragraf kræver, at man skal have fortsæt til udbredelse af de forhånende og nedværdigende udtalelser. Man må altså godt sige dem hjemme i sin dagligstue, men ikke til offentliggørelse. Det var altså afgørende for sagen om hr. NN havde været fuldt på det rene med, at jeg ville citere ham i avisen.
Kriminalkommissæren gav mig betænkningstid. Som jeg trak og trak, fordi jeg ikke ville afhøres frivilligt - og naivt håbede, at sagen aldrig kom for retten. Men jo. En dag lå vidneindkaldelsen fra Aabenraa ret i postkassen.
Jeg tog det tungt. Jeg synes, jeg havde kvajet mig ved ikke at forudse, at nogle gesjæftige sjæle ville få øje på skrothandlerens udtalelser og prøve at knalde ham. Med den erfarne journalists overblik, burde jeg have sagt til ham: Hør kammerat, hvis jeg citerer dig for det, du siger, risikerer du at få en straffesag på halsen. Eller endnu bedre: Jeg skulle have ladet være med at citere ham med navns nævnelse, bare ladet ham være en anonym hr. NN, så Informations læsere kunne få hans ucencurerede tilkendegivelser viderebragt. Men jeg havde bare været begejstret over at rende ind i en person, hvis sprog gav valgreportagen saft og kraft.
Til min overraskelse syntes flere af mine kolleger og venner, at folk, inklusive hr. NN, selv er ansvarlige for det, der kommer ud af munden på dem, og selfølgelig skal straffes for at overtræde loven. Helt i tråd med kriminalkommisæren.
Men inden i mit hovede fletter tingene sig nu anderledes sammen. Jeg synes, racismeparagraffen skal afskaffes. Uanset, hvor meget jeg afskyr udtalelser, som dem hr. NN kom med. Den paragraf er i konflikt med retten til at ytre sig. Det gavner ikke nogen eller noget, at journalister har valget mellem at anonymisere udtalelser eller gøre dem så tandløse, at de falder uden for straffelovens Pgf. 266 b.
Så ryger avisens opgave med at formidle viden og indsigt mellem samfundsgrupper, der ikke kender hinanden.
Jeg synes heller ikke, man kan forlange, at folk i almindelighed skal have tjek på, den hårfine grænse mellem hvad de siger til kammeraterne i skrothandlens baglokale over et par Hof fra kassen, og hvad de siger til en journalist. Menigmand har i hvertfald ikke tjek på det. Et andet eksempel:

Et par dage senere sagde en nyopstillet kandidat fra Dansk Folkeparti til et vælgermøde, at 80 procent af de polske kvinder er ludere - et argument, for at Østlandene ikke skal ind i EU. Ved samme vælgermøde optrådte en ung kandidat fra det Radikale Venstre, som dagen efter meldte ham til politiet for racistiske udtalelser.
Det syntes kandidaten fra Dansk Folkeparti var tarveligt. Han havde jo ikke statistik på den sag, det var bare den opfattelse, han havde fået på sine ture som langturschauffør i Østlandene. Og så havde han endda kørt den unge radikale kandidat til stationen efter mødet.
Sammenligner man skrothandlerens og langturschaufførens forseelser med partiets officielle politik bliver det helt absurd. I samme valgkampsuge fremlagde Pia Kjærsgaard på et pressemøde et forslag om, at flygtninge skal opholde sig i lejre, så længe de opholder sig i Danmark, og at de hverken skal lære at tale dansk eller have arbejde eller på nogen anden måde integreres. Fuldstændigt stuerent og overhovedet ikke racisistisk. Vel?
Lykkeligvis var det sådan, at hr. NN, da han blev afhørt i Aabenrå ret, ikke mente at kunne huske, at jeg havde præsenteret mig som journalist. Og jeg kunne heller ikke huske, om det var tilfældet. Kun sige, at det ville være højst usædvanligt, hvis jeg ikke havde sagt, hvor jeg kom fra og i hvilket ærinde. Episoden lå trods alt halvandet år tilbage i tiden.
Denne lille usikkerhed lod dommeren og de to domsmænd komme den anklagede til gode.
Og så måtte dommeren kalde hr. NN til orden fordi hans udråbertemperament ustandseligt løb over med bemærkninger om, at Clinton er stammehøvding for verdens største multietniske lokum, og Kloakistan begynder syd for Dannevirke, plus noget mere, som ikke kan bringes i avisen.
For som dommeren sagde til hr. NN: Nu samler du sammen til en ny sag; der er to journalister til stede og næste gang tror vi ikke på, at du ikke vidste, du ville blive citeret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu