Læsetid: 2 min.

Bistandshjælp

27. august 1999

U-landsbistand flyttet til Kosovo
*Med den såkaldte 'Kosovo-justering' flyttede udviklingsminister Jan Trøjborg i juli måned 595,7 millioner kroner fra den egentlige u-landsbistand til finansiering af genopbygningen af Kosovo.
Omprioriteringen betyder bl.a. færre penge til medicin, telte, lægehjælp og mad til internt fordrevne.
EU fulgte midt i juli i Danmarks fodspor og forslår i sit budgetoverslag for år 2000, at hjælpen til Balkan stiger til 500 millioner euro - ca. 3,7 milliarder kroner.
Pengene skal findes på EU's budget til humanitær bistand samt på budgettet for bistand til Asien, Latinamerika og det Sydlige Afrika.

Den danske bistandskrone
*I 1998 gav Danmark i alt 10,7 milliarder kroner eller én procent af vort bruttonationalprodukt i u-landsbistand. Godt 50 procent bliver givet direkte fra Danmark til modtagerlande i den tredje verden (5,4 milliarder kroner). Resten ca. 4,7 milliarder giver Danmark gennem internationale institutioner som FN, Verdensbanken eller EU. 551,9 millioner kroner blev i 1998 brugt på administration.

Privat Sektor-programmet
*Formålet med Danidas såkaldte Privat Sektor-program er at yde bistand til udviklingen af det private erhvervsliv i seks udviklingslande, nemlig Ghana, Egypten, Vietnam, Zimbabwe og indtil sidste år Indien, som fra begyndelsen af 1999 blev erstattet af Bangladesh.
Det sker ved at yde økonomisk bistand til samarbejde mellem danske erhvervsvirksomheder og virksomheder i de seks lande. Indtil maj sidste år samlede langt den største interesse i programmet sig om Indien, som måtte forlade programmet på grund af landets atomprøvesprængninger.
Der er bevilget 750 millioner kroner til PS-programmet for en femårig periode frem til år 2001.

Samarbejdslande
*70 procent af de 5,4 milliarder kroner, Danmark hvert år selv giver direkte til modtagerlande i u-landsbistand (den bilaterale bistand), bliver fordelt på 20 faste såkaldte programsamarbejdslande. 18 af de 20 lande tilhører gruppen af lavindkomstlande. Kun Egypten og Bolivia hører til gruppen af lavere mellemindkomstlande.
De 20 lande er:
Bangladesh, Benin, Bhutan, Burkina Faso, Egypten, Eritrea, Ghana, Indien, Kenya, Malawi, Mozambique, Nepal, Nicaragua, Niger, Tanzania, Uganda, Vietnam, Zambia og Zimbabwe.

Trøjborg står fast på 1 procent
*Udviklingsminister Jan Trøjborg agter ikke at bøje sig for eventuelle krav fra Venstre og Konservative om beskæringer af dansk u-landsbistand, som fortsat skal udgøre 1 procent af det danske BNP. Heller selv om den danske bistand fra år 2001 stiger i absolutte tal, fordi EU ændrer definitionen af BNP på en sådan måde, at det danske BNP stiger. Den ændrede definition af BNP vil ifølge Trøjborg betyde, at den danske bistand vil blive forøget på ca. 700 millioner kroner over to år fra 2001 til 2002.mj og jek

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu