Læsetid: 2 min.

Bognoter

13. august 1999

Ny bog om Stillehavskrigen
*I foråret 1998 sejlede Robert Ballard - manden, der fandt Titanic - og hans folk til farvandet omkring Midway-øerne. Ekspeditionen skulle lokalisere og fotografere de krigsskibe, der sank i 1942. Opgaven var ikke let: Skibene lå næsten fem kilometer under havoverfladen - dybere end Titanic og Bismarck - og det område, der skulle søges i, strakte sig over mange hundrede kvadratkilometer. P. Haase & Søns Forlag udgiver nu et stort værk om det afgørende slag og eftersøgningen: Slaget ved Midway af Robert Ballard og Rick Archbold. 192 sider, 398 kr., gennemillustreret og indbundet. Udkommer den 19. august.

Ture i Middelalderens Danmark
*Hans Ole Matthiesen, der har skrevet bogen om Middelalderens Danmark er museumsinspektør og middelalderarkæolog. Bogen beskriver 150 danske lokaliteter, der hver især fortæller noget enestående om Middelalderen. Der er købstadsvandringer, kirker og klostre, borge og befæstningsværker. En guidebog, der går frem landsdel for landsdel. 192 sider, Ill. Indb. 228 kr. Gyldendal. Udkommer den 17. august.

En tur til Haparanda
*Mens andre realiserer drømmen om en jordomsejling eller et trip til Azorerne, valgte lystsejleren Jette Varmer sammen med sin kæreste at sætte kurs mod Haparanda i bunden af den Botniske Bugt. Dér står nemlig, ifølge turistbrochurerne, den nordligste eg. Og den ville de se. Det blev til et halvt års sørejse, som Jette Varmer beskriver i bogen Balladen i Haparanda. Ill. 256 sider, 249 kr. Borgen. Udkommer den 20. august.

Lundbye og Mailer
*Forfatteren Vagn Lundbye har skrevet bogen Syv Vidnesbyrd om Vor Herre Jesu Kristi latter. Den er en af mange nyheder i Borgens Forlags store efterårsprogram, der netop er udsendt. Også Norman Mailer er på det religiøse spor med Evangeliet ifølge sønnen. Der er danske skønlitterære prosa-nyheder fra bl.a. Cæcilie Lassen, Erling Jepsen, Grete Roulund, Erwin Neutzsky-Wulff, David Læby og Jens Henrik Jensen. Desuden kan nævnes Douglas Couplands Kæreste i Koma. Martin Bigum, Per Aage Brandt, Iben Claces, Ulrikka S. Gernes, Simon Grotrian, F.P. Jac, Claus Carsten, Niels Lyngsø og Lone Munksgaard Nielsen er blandt de lyrikaktuelle.

Musikalsk fløderand
*Fokus på en musikalsk fløderandssituation er titlen på en ny bog (Bogans Forlag) om en række af vort århundredes komponister med én eller anden relation til Paul Hindemith. Den skyldes komponisten og pianisten Niels Viggo Bentzon med bistand af forfatteren Mogens Wenzel Andreasen og udsendes i øvrigt på Bentzons 80 års dag den 24. august. Bogen giver besked om en række lidt mindre kendte nutidige komponister, som kan siges at have haft stor betydning for musikkens udvikling i det 20. århundrede
/ritzau/

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu