BHvem tør i dag sætte krop bag kravet om bevarelse af frihed, nydelse og tolerance ?
Kavalergangbar
Korporlighederne har ofte været overhængende under det lange værtshusslagsmål i Det Konservative Folkeparti, og der har været uddelt næser, afklapsninger og svedere.
Jo, politik er hårdt fysisk arbejde i en branche, hvor kroppen - trods politikernes angiveligt udbredte tankevirksomhed - spiller en hovedrolle, også når den ikke vil makke ret, som det skete for Engell, hvis finmotorik gik i sjus og slow motion, hvilket startede balladen i den borgerlige.
Det Berlingske Hus måtte forleden på lederplads i en af sine udgivelser, Weekendavisen, chokeret over de Konservative konstatere, at "det med næsten pornografisk prægnans er blevet tydeligt, hvad det politiske kan bestå i, når de ideologiske pejlemærker forsvinder."
Nøgleordet er 'pornografisk', som her er et fyord. Pornografi er afskyelig krop og sekreter, politik er herlig ånd og dekreter - når sagerne ses fra Pilestræde.
Det er helt hyggeligt, at nogen stadig tror, at politik har hjemme i et ideologisk himmerige, men det er for eksempel nu hele 25 år siden, at amerikanernes velduftende vrangforestillinger om ophøjede præsidenter blev defloreret af den konservative Richard Nixons blomstrende eder på bånd. Så meget har vælgerne i dag fingeren på politikkens puls, at afsløringen af Bill Clintons alternative omgang med cigarer, som hensatte det småborgerlige Amerika i forarget hysteri, fik resten af nationen til at sende præsidentens opinionstal til tops. Svagheden for det frække på kontoret blev politikerens styrke, fordi Demokraternes påståede politiske liberalitet - i betydningen frie normer, ikke frie markedskræfter - blev håndgribelig. Affæren var ukorrekt og umoden, men også meget menneskelig.
Talende kavalergang
Nu har Det Konservative Folkeparti sat en talende politiuniform i spidsen for stridighederne. Uniformen har kvalificeret sig til posten ved at ville stikke en politistav i hjulet på det fiktive (!) børnepornografiske smuds, der rundsendes på Internettet. Uniformen lader i øvrigt forstå, at den nu går i lære som talende jakkesæt, der kan begå sig med Folketingets tilsvarende konfektion.
Det er måske Poul Andreassens største fejl: At ville hænge endnu en gang herrestangtøj frem, i stedet for fuldt og helt at bryste sig af Folkepartiets folkeligste force, Lene Espersen.
Staklen kom kun med i partitoppen, fordi hun var det den tabende fløjs svageste bud (gør det til løgn, Lene!), der ikke skulle kunne true den vindende fløj. Hun har kvalificeret sig til denne rolle ved - set med vindernes øjne - dumt at bruge sin naive barnetro som ideologisk pejlemærke: Gud, Konge og Fædreland. Dertil har hun optrådt i joggingdragt i en ølreklame i stedet for diskret gråmeleret at støtte De Forenede Bryggeriers engagement i Burma. Og værst af alt har hun afsløret sin dårlige smag ved ofte at vise sig i sjaskvåd eller stærkt nedringet kjole.
Sidstnævnte disciplin har skaffet hende tilnavnet 'den talende kavalergang', som af professionelle stivstikkere blandt politiske kommentatorer bruges nedsættende.
Krop til tops
Mere tvetydigt er udtrykket selvfølgelig i Ekstra Bladets regie. På den ene side siger frokostavisens tv-anmelder, Hans Fl. Kragh, at han har opfundet øgenavnet og praler af Lene Espersens bitre protester. På den anden side glæder avisen og dens (mandlige) læsere sig oprigtigt over kavalergangsteren. Den 15. oktober 1998 skriver bladet henført: Lene Espersen "ligner mere og mere en vaskeægte Hollywoodstjerne, Bo Derek eller Kim Basinger på en god dag - hun er ikke bange af sig."
Mens Det Konservative Folkeparti som helhed styrtdykker i opinionsmålingerne, skyder Espersen til vejrs. Den 30. december 1998 sætter Ekstra Bladets læsere således Lene Espersen, der denne gang ikke finder grund til protest, på en femteplads på hitlisten over Danmarks mest sexede kvinder. Hvilket potentiale, hvis man ellers tør se politikkens stigende sammensmeltning med popkulturen i øjnene.
Fiskerpigen fra Hirtshals, der løber marathon, dyrker dykning og har læst økonomi, vover at sætte hele sig selv i spil på en gang ligesom popidolet, hvis popularitet ikke skabes af musikken alene, men i det perfekte samspil mellem lyd og lys i en fascinerende sceneoptræden.
Det vil de kommende uger ikke skorte på råd fra besindige kolleger, Berlingske Tidende og Mandag Morgen om, at Lene Espersen nu bør tænke mere på tækkeligheden, ja tænke mere fremfor at legemliggøre sig.
Men tænk, hvis konen i stedet satte mere kød på politikken og gjorde alvor af den på skrømt skandaløse girl
power, som blev udskreget, da hun sammen med Henriette Kjær og nu forsmåede Gitte Seeberg kom i Folketinget i 1994.
Feminin urkraft
Tænk, hvis hun konservativt ville fastholde feminine urkræfter på stædig kollisionskurs med den stupidt maskuliniserede politiske midte.
Hun kunne lære noget af franske Marianne, som med blottet overkrop fører folket på barrikaden, skildret af
Eugene Delacroix i et berømt maleri fra 1830. Lene som bannerfører for Det Konservative Brystparti, til kamp for friheden!
Tænk, hvis Det Konservative Folkeparti stod for det modsatte af middagsherrernes forædte konsensuspolitikertyper, heriblandt en leder, som ikke magter at vende en cykelhjelm til egen fordel.
Tænk, hvis konservativ betød frodig, et helt andet kropspolitisk tilbud end de tørre ministerielle skolelærerindetæsk, der vanker, hvis befolkningen ikke køber euroen.
Tænk, hvis konservativ betød moderligt favnende, og vi snart kunne slippe for DF-kvindemunden, som taler om 'de fremmede', mens den ligner en myose-ramt lukkemuskel, der kun virker i yderstillingerne 'forstoppelse' og
'diarré'.
Tænk, om Lene bag kravet om bevarelse af de klassiske livsværdier ville sætte sin krop - også efter at spædbørn havde pattet hendes bryster lange og alderdommen havde rynket dem.
