Læsetid: 3 min.

Calvinos kanon

13. august 1999

Calvinos posthumt udgivne bog om litteraturens klassikere er svært underholdende læsning

Essays
Don Quijote er en tragisk skæbne, der konstruerede hele sit liv på bøger. Han forlæste sig på ridderromancer og drog verden i møde i den tro, at den var lige så ophøjet som de idealiserede beskrivelser, han havde mødt i sit bibliotek. Men i en virkelighed, der hellere byder på vindmøller og malkepiger end drager og prinsesser, måtte den bedrøvelige ridders ædle idealer nødvendigvis lede skibbrud.
Også den italienske forfatter Italo Calvino (1923-1985) konstruerede sit liv på bøger, men han formåede dog at skelne mellem virkelighed og fiktion. Men at litteraturen var en nødvendighed for ham, som den var det for Don Quijote, kan man ikke være i tvivl om, når man sidder med Calvinos posthumt udgivne bog om litteraturens klassikere. For Calvino var litteraturen nemlig den måde, vi forstår os selv, for først med tekstens sprogliggørelse kan vi gribe verden.
Formen eller fortælleteknikken er således ikke bare noget ydre i et stykke litteratur, men derimod selve den måde, værket etablerer en tolkning af verden på. De virkeligt revolutionerende forfattere var for Calvino derfor dem, der forstod at skabe en litteratur i stadig bevægelse ved at udfordre de vante måder at fortælle på. Og Calvino var jo ikke bare teoretiker, men excellerede selv i stiløvelser, referencer til andre forfattere og eksperimenter med litterære genrer og fortælletekniske konventioner. Tydeligst sker det i mesterstykket Hvis en vinternat en rejsende (1979), der er ved at blive lidt af en kultsucces herhjemme.

Du er, hvad du læser
Den nye udgivelse består af tekster skrevet fra sidst i 1950'erne og næsten indtil Calvinos død, hvor han var i færd med at planlægge denne udgivelse, der nu er redigeret i samråd med hans enke. Det er essays, kritiske artikler og introducerende tekster om klassiske forfatterskaber. Og det er svært underholdende læsning, for det man læser - og ikke mindst måden - afslører hvem man er. Det er specielt markant, når der er tale om en forfatter, som skriver om de bøger, der har påvirket ham. Italo Calvinos kanon af klassikere er derfor ikke bare hans personlige favoritter, men også i høj grad de forfattere, der kan læses som hans forgængere og som tilsammen udgør et studie i, hvordan hans egen fiktion tog form. At læse Calvinos essays er derfor et blik ind i forfatterens værksted.
Ud over åbenlyse klassikere som Homer og Ovid afslører Calvino ikke uventet en forkærlighed for 16-1700 tallets fantastiske rejser (Daniel Defoe, Cyrano de Bergerac o.a.), hvor der uforfærdet vendes op og ned på begreberne. Essayet om Robinson Crusoe stammer således fra den tid, da Calvino efter en neorealistisk periode trådte ind i den fantastiske litteratur med romanen Klatrebaronen (1957).
En anden favorit er moderne eksperimenterende og fabulerende litteratur, hvor sprogets grænser og litteraturens muligheder legesygt afprøves. I disse læsninger af Raymond Queneaus tekstmaskineri eller Jorge Luis Borges' intellektuelle spil med at skabe og styre hele verdener, hvor den koncentrerede stil i en enkelt sætning alluderer evigheden og det uendelige, er der ikke langt frem til Calvinos egne romaner.

Calvinos egen metode
I de bestandige referencer til andre forfattere beskriver Calvino indirekte også sin egen metode, som i hans vurdering af encyklopædisten Diderot: "Diderot er overbevist om, at sandheden ikke kan begrænses til én form, eller til én didaktisk historie. Han vil have, at hans litterære kreativitet skal svare til livets uudtømmelige detaljer og ikke blot bevise en teori, der kan fremsættes i abstrakte begreber."
I titelessayet om, hvorfor man skal læse klassikere, diskuterer Calvino sig frem til en forsøgsvis definition af, hvad der kendetegner en klassiker. Definitionerne berører såvel den simple læseglæde ved værker, der afslører nye lag for hvert gensyn, såvel som den intertekstualitet, der kendetegner værker, som bevidst eller ubevidst skriver sig op mod eller i forlængelse af en tradition.
En af essayets definitioner lyder: "Klassikerne er de bøger, som kommer til os bærende på en arv af tidligere fortolkninger, og trækkende på de spor, som de har efterladt i den eller de kulturer (eller bare i sprog og vaner) hvorigennem de har passeret." Det gælder ikke mindst Italo Calvino selv, der i sin ironiske leg med stilarter forstod at udfordre læserne igen og igen, som en rigtig klassiker skal.

*Italo Calvino: Why Read the Classics? 278 s., £ 16.99. London: Jonathan Cape

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her