Læsetid: 2 min.

CD vil have udlændingelov set efter

11. august 1999

Amnesty, Dansk Flygtningehjælp og Det Danske Center for Menneskerettigheder foreslår revision af udlændingeloven

Ideen om et udvalg, der skal kulegrave virkningerne af de seneste års stramninger af udlændingelovgivningen og forberede en ny udlændingelov, får en positiv modtagelse hos CD's gruppeformand Peter Duetoft, der torsdag skal til møde hos indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) til en kritisk diskussion af udlændingemyndighedernes praksis.
Det var Amnesty International, Det Danske Center for Menneskerettigheder og Dansk Flygtningehjælp, der tirsdag på et fælles pressemøde i København forsøgte at sætte dagsordenen for den diskussion af udlændingeadministrationen, som gruppeformændene Peter Duetoft (CD) og Jørgen Estrup (R) har startet.
CD er imødekommende over for forslaget om en kulegravning af loven:
"Der er flere ting, der skal kigges på. Den knopskydning, der har været i udlændingelovgivningen i en årrække, gør, at det ikke altsammen hænger sammen rent logisk. Det er fornuftigt at gøre status efter næsten 20 år," siger Peter Duetoft.
Den nuværende udlændingelov oprindelig til ved en lovrevision i 1983, men er siden ændret mange gange.

En anden proces
Peter Duetoft forudser, at forslaget fra de tre organisationer kommer op på torsdagens møde mellem politikere fra CD og de radikale og indenrigsminister Thorkild Simonsen.
Peter Duetoft understreger dog, at den revision af udlændingeloven, som Amnesty, Det Danske Center for Menneskerettigheder og Dansk Flygtningehjælp lægger op til, er "en anden proces" end hans egen og Jørgen Estrups påpegning af en række konkrete eksempler på for hård administration inden for den gældende lovgivning.
Den radikale udlændingeordfører Henrik Svane, der også skal med til mødet i morgen, vil ikke udtale sig konkret om organisationernes udspil, som han endnu ikke havde sat sig ind i tirsdag:
"Når love er ændret flere gange, kan det være godt at gennemgå det hele en gang til. Men det er for tidligt at udtale sig om konkret," siger Henrik Svane.
Amnesty, Dansk Flygtningehjælp og Det Danske Center for Menneskerettigheder mener ikke, at det er nok at være kritisk over for selve administrationen af udlændingeloven:
"Vi tre organisationer har den holdning, at det er nødvendigt at gå videre og se på den bagvedliggende lovgivning," sagde generalsekretær Lars Normann Jørgensen fra den danske afdeling af Amnesty International på tirsdagens pressemøde.
De tre organisationer ønsker sig en udlændingelov, som i højere grad sikrer, at Danmark overholder de internationale konventioner om menneskerettigheder.

Tema side 3

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her