Analyse
Læsetid: 5 min.

Chiapas lugter igen af krig

25. august 1999

Militær opmarch skal sikre bygning af vigtig vej, som skal indkredse oprørere og sikre adgang til junglens ressourcer

Den lille indianske junglelandsby Amador Hernández er blevet centrum for mexicanernes opmærksomhed og bekymring. Årsagen er, at omkring 500 soldater med moderne våben og udstyr den 14. august besatte landsbyen, der ligger i det fjerneste hjørne af delstaten
Chiapas, i udkanten af det område, som kontrolleres af de zapatistiske oprørere.
Hensigten med besættelsen er at sikre anlæggelsen af en landevej, som kan forbinde Amador Hernández med omverdenen. De lokale, indianske beboere er klart imod vejen, som de siger blot har til formål at sætte hæren i stand til at komme længere ind i junglen i dens forsøg på at bekæmpe zapatisterne. Ifølge flere iagttagere skal anlæggelsen og udvidelsen af landeveje desuden sikre mexicanske og udenlandske selskaber adgang til områdets omfattende ressourcer.
Besættelsen har udløst omfattende demonstrationer mod hæren, delstatsregeringen og forbundsregeringen i Chiapas og flere steder i landet. I Amador Hernández har lokale beboere sammen med sammen demonstranter udefra i flere dage demonstreret mod soldaterne, der har placeret sig bag pigtråd i en ring omkring en nyanlagt helikopterlandingsplads. Indianske kvinder har slået med stokke på soldaternes skjolde og skiftevis råbt skældsord, sunget smædesange og erklæret dem deres kærlighed, fortæller dagbladet La Jornadas korrespondent. De første dage var spændingen stor, og soldaterne brugte tåregas mod demonstranterne, fremgår det af det konservative mexicanske dagblad Novedades.
De lokale myndigheder har lagt sig i selen for at få alle former for iagttagere bort, ikke kun fra det fjerne jungleområde, men også fra store dele af Chiapas. Byrådet i den gamle koloniby San Cristóbal de las Casas erklærede således i fredags skuespillerinden Ofelia Medina for persona non grata i byen og dens opland med den begrundelse, at hun "modarbejder fremskridtet", og gav hende en frist på 72 timer til at rejse bort.
Ofelia Medina er bl.a. kendt for sin rolle som Frida Kahlo i Paul Leducs kultfilm Frida, og for sit arbejde for indianske børns sundhed. Et af de projekter, som blev støttet af Danmarks Radios Ulandskalender 1996, blev sat i gang af en fond, som hun leder.

Bag den nye offensiv, der ifølge flere medier bl.a. har betydet 5.000 flere soldater til Chiapas, ligger ikke blot en tydelig taktik med at indkredse de zapatistiske oprørere i EZLN (Den Zapatistiske Hær til National Befrielse) så deres basisområde gradvist bliver reduceret og hærens mobilitet forbedret. Ifølge flere forskere og iagttagere ligger der også en mere langsigtet strategi bag, som skal sikre mexicanske og udenlandske selskaber adgang til de rige ressourcer i områdets undergrund, skove og jord.

Chiapas er et af Mexicos mest ressourcerige områder, samtidig med at det rummer den fattigste befolkning. Nogle af verdens største forekomster af råolie og naturgas ligger under Chiapas og nabostaten Tabasco. I Tabasco har en intensiv udvinding siden midten af 70'erne ødelagt et blomstrende tropisk landbrug og store strækninger regnskov. Overalt kan man se ødelæggelsen i form af småsøer og sumpe af spildt råolie, udgåede træer og et klistret lag på planterne, og man kan lugte olien og gassen.
I det nordlige Chiapas har man også længe hentet olie op. Det statslige oliemonopol Pemex afviser, at der skulle være rentable olieforekomster i undergrunden under det jungleområde, hvor zapatisterne holder til. Pemex' direktør Adrián Lajous Vargas udtalte til dagbladet La Jornada tirsdag, at man har udforsket området i begyndelsen af 90'erne, men ikke fundet tilstrækkeligt med olie til, at det kan betale sig at udnytte den. Oplysninger om det modsatte må bero på en misfor-ståelse, siger han.
Ifølge dagbladet El Universal skal udenlandske, herunder amerikanske og franske olieselskaber imidlertid være stærkt interesserede i olien i Chiapas. Men en betingelse for at være med til en udnyttelse vil være, at området er socialt og politisk stabilt, siger Patrick Farbiaz, rådgiver for den grønne gruppe i den franske Nationalforsamling til bladet.
Uanset hvem, der taler sandt, er det påfaldende, at det i 80'erne var Pemex, der indledte og gennemførte anlæggelsen af den vigtige landevej langs den sydlige grænse til Guatemala, en landevej, der både har tjent strategiske formål (bl.a. at gøre det muligt at standse flygtninge fra det dengang borgerkrigshærgede Guatemala) og at bane vejen for tusindvis af nybyggere, kvægavlere og tømmerfirmaer.

Fremgangsmåden er kendt fra flere steder i Amazonlandet, hvor man med nybyggere og kvægfarmere som fortrop har fået kontrol med den indianske befolkning (eller udryddet den) og sikret sig arbejdskraft til mineprojekter og olieudvinding.
Meget tyder på, at især en række nordamerikanske selskaber er blevet utålmodige over, at situationen i Chiapas gennem nogle år har været kørt fast, og at de nu har lagt pres på de mexicanske myndigheder for at få pacificeret området, så de kan få adgang til de områder de har fået koncession på.
Blandt de selskaber, der er interesserede i skovene i Chiapas er Kimberley-Clark, der er den største producent af WC-papir og papirlommetørklæder i Mexico, Texas-selskabet Temple Inland Corporation, der er USA's næst-største producent af kartonemballage, det amerikanske International Paper, som indianske fællesskabere i Chihuahua i det nordlige Mexico har smidt ud, og det irske Smurfit Newsprint.
Selskaberne er ikke så interesserede i de ædle træsorter i junglen. Dem må fortroppen af tømmerselskaber gerne få. Så er adgangen ryddet, til at plante hurtigtvoksende eukalyptustræer til fremstilling af cellulose på hundredetusinder af hektarer - til kolossal skade for miljøet og til gavn for millioner af byboeres følsomme bagpartier og næser. Verdensbanken har i øvrigt tidligere givet penge til anskaffelse og udvikling af frø til kommercielle træplantager i det sydøstlige Mexico.

Perspektiverne er alt andet end lyse. Dels er Chiapas' jungle ikke Amazonas, dels er Mexico et land i politisk opbrud, hvor åben krig i Chiapas kan virke som benzin på et ulmende bål.
Når man ser bort fra de indianske organisationer i Ecuadors jungle, har modstanden mod myndighedernes og de store selskabers fremfærd i Amazonas været ret spredt. I Chiapas står man derimod med en social og politisk konflikt, der ikke er lokal, men i høj grad national med en stor international bevågenhed. Myndighederne står desuden over for en befolkning, der ønsker forandringer og som ikke mindst i et valgår (der er præsident- og kongresvalg i juli 2000) vil være mere opmærksom på overgreb og modsigelser mellem politiske løfter og den reelt førte politik.
Chiapas er højst ubekvem for Mexicos regering, som gerne vil have et demokratisk image i udlandet - noget det kniber gevaldigt med, ikke mindst på grund af konflikten i Chiapas, som selv paven og Frankrigs præsident Jac-ques Chirac har opfordret til bliver løst på fredelig vis. Samtidig er præsident Ernesto Zedillo under hårdt pres fra hæren (der har følt sig ydmyget i Chiapas) og flere fløje i sit parti, både blandt de såkaldte dinosaurer og blandt de mere 'moderne' teknokrater.
Blandt de første er folk som Chiapas' guvernør Roberto Albores, der bl.a. repræsenterer kvægavlerne i Chiapas. Blandt de sidste er folk med tilknytning til udenlandske selskaber i papirindustrien, der ønsker adgang til at udnytte de store træmængder i Chiapas. Der er med andre ord lagt op til åben krig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her