Læsetid: 6 min.

En dagbog man ikke glemmer

23. august 1999

Anne Franks optegnelser under den tyske besættelse beskriver et rædselsfuldt fangeliv, der også havde sine smukke momenter

Holocaust
I 1942, to år efter Holland havde overgivet sig betingselsløst til en knusende overmagt, begyndte grebet om jøderne at stramme til. De måtte ikke eje bil eller cykler, de måtte kun købe ind mellem kl. tre og fem om eftermiddagen, de måtte ikke færdes på gaden eller sidde i haven efter klokken 8, ikke gå i teatret eller biografen og de måtte ikke dyrke sport.
Alt dette blev omhyggeligt noteret af en lille jødisk pige i en dagbog, hun fik på sin 13-års fødselsdag den 12 juni 1942. To år senere var hun død, men hendes dagbog gik ikke tabt og kommende generationer skulle læse den with a smile and with a tear over den meste af verden.
Scenen for handlingen er det besatte Amsterdam, hvor den jødiske famile Frank var gået under jorden for næsen af den tyske besættelsesmagt.
Gemmestedet var et baghus, der vanskeligt kunne ses fra gaden, og hvor indgangen fra hovedbygningen lå skjult bag et skab. Her levede familien Frank skjult for omverdenen i over to ulideligt lange år, hvor de hvert kvart kvarter blev mindet om tidens tunge gang af et stort ur i det nærvedliggende Vestertårn.
Kort efter indflytningen fik Annes familie følgeskab af en anden lille familie på fire, og situationen blev hurtigt ulidelig. Vinduerne turde de ikke åbne, og alle skulle være musestille fra morgen til aften.

Stukket til Gestapo
Forsigtigheden var ikke nok og en nabo fik nys om sagen og stak dem til Gestapo. Sidstnævntes arkiver beretter koldt og lidenskabsløst, at en unavngiven person fik udbetalt 60 hollandske gylden for angivelsen af de i alt otte personer. Dagsprisen for angivelse af jøder var 7,5 gylden. Alle i baghuset blev arresteret og den spinkle lille pige med de mørke, sorgmuntre øjne døde i koncentrationslejren Bergen-Belsen to måneder før befrielsen. Kun 15 år.
Forsøget på at undgå den skæbne, som nazisterne havde tiltænkt hende og hendes lige, havde været forgæves. Dog ikke helt.

Oversat til 56 sprog
I kraft af sin afvæbnende historie der nu er blevet oversat til 56 sprog lever Anne alligevel videre efter døden.
Læseren mærker nærværet af et elskeligt og charmerende lille menneske der - trods ulvetider - aldrig giver slip på sig selv. Hun skriver lige fra hjertet om livet i det besatte Holland, og om sin knugende angst for at blive opdaget. Men også om sin egen vordende kvindelighed og spirende forelskelse i den 16-årige ven, Peter, sønnen i den lille familie, der kom til at dele deres kår. Mellem ham og Anne udviklede der sig et varmt venskab, der gav anledning til følgende linjer: "Findes der noget smukkere end at stå foran et åbent vindue og se på naturen. Høre fuglene kvidre, føle solen på sin hud og holde en elsket mand i sine arme? Det er fredeligt og trygt at føle hans arme om mine og føle ham så nær og bare tie sammen. Det kan ikke være forkert."
Den nærhed hun omtaler her, kan hun næppe have opnået med en virkelig partner. Selvom Peter og Anne følte sig meget tiltrukket af hinanden, var de begge alt for sky til andet end at holde hinanden i hånden. At se på naturen sammen gennem et åbent vindue har de naturligvis heller ikke oplevet sammen. Af gode grunde. Men man havde lov til at drømme.

Sidste optegnelse
Sidste optegnelse i dagbogen er dateret tirsdag den 1. august 1944. Kort tid efter blev døren til gemmestedet sparket ind og alle arresteret. Sammen sammen med søsteren Margot blev Anne transporteret til Bergen Belsen, hvor hun - syg og forpint - døde et halvt år senere som et led i Hitler-tysklands koldblodigt planlagte udryddelse af de europæiske jøder. De øvrige familiemedlemmer døde i det mest berygtede af alle kz-lejre, Auschwitz. Eneste overlevende var faderen Otto Frank, der senere fik at vide, at hans lille datters livløse krop var blevet smidt i en massegrav sammen med i tusindvis af andre. Den lille knop blev aldrig til en blomst.
Allersidste notat er skrevet den 1. august 1944 og afspejler Annes frygt for at dagbogen, hvis nogen nogensinde skulle komme til at læse den, ikke ville blive taget alvorligt, fordi man fandt, at den var skrevet for sentimentalt. Men hun bekymrede sig forgæves. Dens alvor er ikke til at tage fejl af. Den er skrevet som forlæg for en bog, Anne havde håbet på at skrive efter krigen var slut.

Andre skæbner
Men skæbnen ville noget andet. Det projekt, hun ikke lykedes at fuldføre, havde to andre jødiske piger dog bedre held med.
De var ikke ofre for den nazistiske umenneskelighed men for dens spejlbillede, kommunismen, der engang truede med at forvandle det meste af verden til et fængsel.
Dér i østblokken havde barbariet en anden og smukkere facade, men kulisserne bag scenen var de samme.
Mens millioner af mennesker sultedes og pintes i Hitlers KZ-lejre, enten fordi de var jøder, zigøjnere, Jehovahs vidner, homofile eller simpelt hen "fjender af folket" udspillede de samme tragedier sig i Sovjetkommunismens iskolde Gulag-lejre.

Rystende skildring
Forholdene blev skildret af en anden jødisk pige, Jevgenia Ginsburg, der ikke havde mulighed for at holde dagbog, men øvede sig i at huske navne og hændelser, så hun senere kunne sammenfatte dem i en bog.
Det blev Min tunge Vandring, hvor hun giver en rystende skildring af den ilderygtede Kolyma-lejr, hvor tre millioner mennesker omkom af sult, kulde og umenneskeligt hårdt arbejde. Ikke fordi de var biologiske undermennesker, som nazisterne hævede at jøder og zigøjnere var det, men som et led i en massiv udrenselse af "politisk suspekte" elementer. For Stalin og Lenin var der imidlertid politisk suspekte mennesker overalt. Og bagom det politiske lurede ofte en antisemitisme, der ikke gav nazisternes noget efter i primitivitet.

'Hitler havde ret'
Fænomenet er rystende beskrevet af anden jødisk forfatterpige, Ida Nudel, der blev forvist til Sibirien i fire år, blot fordi hun havde ansøgt om at måtte emigrere til Israel.
I En Hånd i Mørke fortæller hun, hvordan mængden flere gange stimlede sammen foran hendes hus, og - mens politimænd så grinende til - råbte "ud med jøderne", "Hitler havde ret".

Nutidens antisemisme
Det var i 80'ernes Sovjetunionen og tingene i vore dages Rusland ser knap nok bedre ud. Antisemitisme har fået en halvofficiel godkendelsesstempel af det russiske kommunistparti, og et parlamentsmedlem som general Masjakov taler åbenlyst om det "jødiske rak, der skal smides ud af Rusland". Desværre har de færreste russere ønsket at tage stilling til disse udtalelser, endsige at tage afstand fra dem, og her i Vesten er de heller ikke blevet nævnt ret meget. Det er synd og skam, for viden skal der til, hvis andre mennesker skal undgå den samme skæbne der blev så rystende beskrevet af Jevgenia Ginsburg, Ida Nudel og Anne Frank. De er pudsigt nok alle tre født omkring samtidigt og har alle tre det tilfældes, at de gennemgik umenneskelige strabadser påført dem af et umenneskeligt system. Ida og Jevgenia overlevede, men den spinkle lille Anne bukkede under. Alligevel er det blevet hendes spontane notater, verden har taget til sig, ikke de to andre piges erindringsværker, der absolut ikke savner dramatik og menneskelig interesse.
Så hvad er så det specielle ved den lille pige fra Amsterdam? Bertel Haarder har en forklaring. "Historien om Anne Frank er historien om det enkelte lille ubeskyttede menneske", skrev han i forordet til en af de danske udgaver. "Hendes skæbne får mening ved, at den får lov at brænde sig ind i nuværende og kommende generationers bevidsthed. Vi skal vide, at sådan kan mennesker finde på at handle mod hinanden, hvis vi ikke passer på". Det er m.a.o. en bog, man bliver bevæget af om som man kommer til at lære noget vigtigt af. Og hvis den også har bidraget til at gøre menneskene klogere og mindre onskabsfuldfulde over for hinanden, har stakkels Anne Frank ikke lidt forgæves.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu