Finanslovsfægterierne er i gang igen, og de offentlige institutioner kæmper en brav kamp for at finansminister Lykketofts frygtede grønthøster, skal køre uden om lige netop deres område.
På universiteterne har man af bitter erfaring valgt en offensiv strategi i håb om at kaste grus i maskineriet. Landets rektorer har brugt lommeregneren flittigt og forsøger i et brev til forskningsminister Birte Weiss (S), at dokumentere foregangsdanmarks svigt på uddannelses- og forskningsområdet.
Historien er den, at tidligere undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) i 1994 iværksatte en storstilet plan, der hed Universiteter i vækst. Med den fulgte 250 millioner ekstra kroner til forskning og uddannelse, som skulle gøre regeringen i stand til at realisere sin målsætning om at bringe Danmark i front på forskningsområdet og give 50 procent af en ungdomsårgang en videregående uddannelse.
Problemet, som rektorerne mener at dokumentere med deres beregninger, er, at Ole Vigs saltvandsindsprøjtning blev stukket i låret på ... statens kassemester. De ekstra kroner er ædt op af de nye udgifter, staten efterfølgende har pålagt universiteterne i form af arbejdsmarkedsbidrag, energiafgifter, ejendomsskatter og medfinansiering af byggeopgaver.
Med vanlig sans for oppositionel finanslovsretorik har Venstre og de konservative lovet flere penge til landets universiteter.
"Man skal være mere tykhudet end en elefant for ikke at kunne se, at universiteternes udgifter er forøget," sagde Venstres uddannelsespolitiske ordfører, Anders Mølgaard, tirsdag til Politiken.
Tykhudet er netop, hvad V og K skal være, hvis de skal stå fast på de borgerlige krav. Sidste år havde især de konservative spenderpungen fremme, men endte med at stemme for nedskæringer på de videregående uddannelser.
Over for det står forskningsminister Birte Weiss' udtalelse i et Berlingske Tidende-interview samme dag. "Universiteterne er ikke blevet svigtet. Specielt på denne tid af året er der en rollefordeling, hvor man som institutionsleder ikke skal lide af lyssyn på tilværelsen - tænk hvis man kom til at sige, at man faktisk godt kunne få butikken til at køre for de penge," sagde Weiss og mente, at det ikke så meget handlede om flere penge, men snarere "at rykke lidt rundt på brikkerne."
Nu er ministeren selvfølgelig ny på området. Men som før omtalt har regeringen en plan, der, hvis man skal tro den, ikke bare drejer sig om, at "få butikken til at køre". Omvendt kan den økonomisk ansvarlige minister have ret i, at regeringen skal prioritere og ikke kan tilgodese alle, der råber op. At universiteterne er blevet beskåret de seneste ti år sideløbende med, at der er lukket et betragtelig større antal studerende ind, er dog en kendsgerning, der synes at holde vand.
En anden problematik - som vi imidlertid aldrig kommer til at diskutere, når fronterne trækkes som ovenfor skitseret - er, om det offentlige i det hele taget er i stand til at finansiere ekspansionen inden for uddannelse og forskning i fremtiden - som OECD-chef for uddannelsesindikatorerne, Andreas Schleicher, er inde på i dagens avis.
Han hævder, at Danmark er nødt til at inddrage privat finansiering af uddannelse og forskning, hvis vi skal gøre os håb om at forlade 14. pladsen for, hvor meget der investeres pr studerende og i stedet konkurrere med lande som Storbritannien, USA og Australien. Landene ligger i top, fordi de benytter sig af erhvervslivets midler.
Nærværende dagblad stiller sig normalt kritisk an, hvad angår de markedsøkonomiske interessers udbredelse. Men som udgangspunkt for en mere visionær diskussion om finansieringen på de højere læreanstalter burde man undersøge, hvorvidt der kunne findes metoder, som sikrer uafhængig forskning, hvis erhvervslivet i højere grad skal inddrages som medspiller.
En god portion skepsis over for markedsinteresser handler ikke kun om ideologi. Der er eksempler på, at forskningsresultater er blevet holdt tilbage, fordi en medfinansierende virksomhed ville time offentliggørelsen i deres egen interesse.
Børge Diderichsen, forskningschef på Novo Nordisk, har været ude med den bøn, at bare staten sørgede for god forskningsbaseret undervisning og grundforskning, skulle industrien nok tage sig af resten, når kandidaterne kom ud på virksomhederne. Ville det ikke være rimeligt, hvis ansvaret også udmøntedes i form af penge i kassen til disse områder, der ikke skulle være så svære at holde fri af specifikke interesser? Samtidig kunne regeringen give de fine ord i foregangsvisionerne et reelt indhold i form af en sammenhængende universitetspolitik og en flerårsaftale på området - dansk økonomis nye 13-tal skal vel bruges til noget - eller indrømme at vælgerne får discount for pengene i stedet for vækst.meth
