Læsetid: 7 min.

Derfor drikker Jeppe

28. august 1999

Alkoholisme kan føre til alt - bare man holder op i tide

I 1989 var jeg i praktik som journalist på Jydske Tidende, som det hed dengang. Jeg havde brugt ti dage på at sætte mig ind i allehånde forhold omkring Gråsten kommune. Jeg skulle nemlig passe kommunen op i mine forhåbentlig 18 lykkelige måneder på bladet.
Det forekom mig at være en stor opgave. Mit skrivebord var omgivet af tykke kommunale håndbøger. Der var vistnok et helt arkivskab med stof om Gråsten. På samme plads og samme post havde der vel i små 100 år siddet en journalist og mandsopdækket dronningens foretrukne kommune. Jeg var fit for fight, bildte jeg mig ind. Jeg boede på et lille udmærket kollegieværelse i udkanten af Åbenrå og cyklede frem og tilbage hver dag. Tingene tegnede godt. Det var i ugerne før min 30 års fødselsdag. Jeg følte mig som sidste passager på det allersidste tog, men på billedet til præsentationsartiklen i avisen så jeg yngre ud. Kæk. Klar til at rykke.
En af mine første artikler var en helsides reportage fra en brevdueforening.
"Du skriver godt," sagde redaktøren.

Jeg drak cola
Efter få dage fik jeg venner på bladet. Mange var frustrerede, som journalister åbenbart er. Vi var på værtshus en aften. De andre drak øl, jeg drak cola. Det undrede de sig lidt over, og jeg kom med en undskyldning om, at jeg var på penicillin el. lign. Redaktionssekretæren, en ung, for nylig færdiguddannet fyr, var netop blevet fastansat på avisen og havde købt ejerlejlighed i Århus.
Hvorfor så langt væk som i Århus, ville jeg vide.
Fordi der boede hans kæreste.
Af samme grund havde han også købt en stor blå Ford, som han var meget stolt af. Den bragte ham frem og tilbage mellem Århus og Åbenrå resp. fredag og søndag aften.
I Åbenrå boede han mandag-fredag på et kummerligt lille hummer.
Efter to uger på bladet var jeg ved at udvikle mig til specialist i reportager fra små lokale foreninger. Avisen var ikke udelt begejstret; man havde ventet, at jeg ville kaste mig over de tunge kommunale sager. Dem er der nok af, selv i små kommuner. Men der var tid nok, og hvad. Jeg skrev jo godt.

Stemningen var høj
Så var det weekend og jeg havde aftalt med vennerne fra Århus, at vi skulle til Skanderborg Festival. Så afsted med tog til Århus straks efter fyraften, og dagen efter kørte vi - et sjak gamle venner - til Skanderborg.
Der blev drukket et par bajere i bilen, stemningen var høj. Da vi ankom til festivalen, var jeg allerede så fuld, at jeg insisterede på at sidde oven på bilen. Mens den kørte. Og sådan kørte vi, med sneglefart heldigvis, ind på festival-pladsen. Hvad der skete de følgende fire dage husker jeg kun glimtvis. Da jeg kom til mig selv, lå jeg på gulvet i en tom lejlighed i Århus. Ved siden af mig lå en plasticpose med guldbajere. Der stod vist også en halvtom flaske Martini og en lille flaske vodka.
Det var redaktionssekretæren, der havde vækket mig.
Jeg skulle have været på arbejde for to dage siden.
Jeg spurgte, om han ville have en øl.
Det ville han ikke.
Avisen havde sendt ham til Århus for at finde mig. Jeg havde ikke ringet og meldt mig syg. Man var bekymrede.
Redaktionssekretæren kørte mig til Åbenrå. På turen drak jeg vel fire-fem stærke øl for at holde abstinenserne på afstand. Jeg blev lodset direkte op på chefredaktørens kontor, hvor man stillede mig overfor et kontant ultimatum: Enten skrev jeg under på opsigelsen af min praktikantkontrakt, eller også blev jeg fyret.
Man fyrer normalt ikke praktikanter. Så det var bedst, at jeg skrev under. Og det gjorde jeg så, med hænder der rystede som trykluftsbor.
Jeg fik orlov fra journalisthøjskolen og tog tilbage til Århus, hvor jeg skulle vente på næste ansøgningsrunde. Men jeg troede ikke længere på projektet. Jeg troede ikke længere på noget som helst. For drukturen i Skanderborg var bare seneste episode i en ubrydelig helvedesspiral, der var startet fem år tidligere.

En usynlig grænse
I gymnasiet drak jeg normalt, det vil sige alt for meget. Det var sejt at få black-out, det lo vi meget af dengang, og jeg var god til det. I nogle år i starten af firserne var jeg vegetar og drak næsten ikke. I 1984 tog jeg på en længere ferie i Spanien og drak næsten hver dag. Det gør man jo dernede.
En dag havde jeg nået en usynlig grænse: Når jeg drak, uanset om det bare var et glas vin eller en enkelt øl, kunne jeg ikke standse igen. Jeg drak, til jeg bogstavelig talt segnede, og når jeg vågnede, uden at huske hvor jeg havde været, eller hvad jeg havde lavet, tænkte jeg ikke på andet end at drikke. Tømmermændenes tid var forbi. Jeg havde abstinenser, det vidste jeg bare ikke. Det er jo sådan noget, alkoholikere har, og jeg var i hvert fald ikke alkoholiker. Men jeg havde det forfærdeligt og rystede så meget, når jeg havde drukket, at jeg dårligt kunne tage sko på, hvis ikke jeg havde fået et par glas under vesten.

Dårlig prognose
Da jeg kom hjem fra Spanien, var det første, jeg gjorde, at gå ned på biblioteket og læse alt, hvad jeg kunne finde om alkoholisme. Det var ikke opmuntrende læsning. Prognosen er dårlig, meget endda. Det næste, jeg gjorde, var at gå til læge. Lægen gav mig et glas antabus, og dem spiste jeg hver dag i nogle måneder.
Og så drak jeg igen. Og gik på antabus. Og drak. Og var tørlagt i nogle uger eller måneder. Og drak igen. Med samme resultat hver gang: Smadret økonomi, ødelagte venskaber og forhold, totalt nedbrudt psyke og fysik.
Jeg ville virkelig gerne være problemet foruden, og lovede igen og igen mig selv og andre at holde op med at drikke, men ingen troede mig til sidst, heller ikke jeg selv. Jeg gik til samtaler hos en psykolog, som mente, at det var problemer i min barndom og mine forældres skilsmisse, der gjorde, at jeg drak. Jeg var ulykkelig, det var det. Hun mente, at jeg kunne lære at drikke kontrolleret og gav mig et lille skema, hvor jeg skulle sætte et kryds hver gang, jeg drak en genstand og notere, hvorfor jeg tog den. "Hvorfor drikker Jeppe," sagde psykiateren, da det kom dertil, "du må prøve at nøjes med at drikke i ferierne." Han tilføjede, at man gerne ville hjælpe mig, fordi jeg som journalistelev var en ressource for samfundet.
Men det hjalp ikke. Jeg kunne ikke styre drikkeriet. Efter en druktur i efteråret 1990, der endte med at jeg brød ind i en venindes lejlighed og drak en hel vinballon fuld af halvgæret saft, hvorefter jeg øvede vold mod to tilkaldte politifolk, der lagde mig i håndjern og smed mig i detentionen, var jeg parat til at gøre hvad som helst for at komme problemet til livs, før det omvendte blev tilfældet. Og det var tæt på.
Min familie havde set en udsendelse på tv og tilbød at betale de 20.000 kr. et ophold på Minnesota-behandlingshjemmet Holmehus på Djursland dengang kostede. Jeg var der i fem uger. Det var hjernevask fra morgen til aften. Meget værre end Dagbladet Information. Sekterisk ad helvede til. Men det virkede. Jeg har ikke rørt alkohol i ni år, og hver dag har været en gave. Bare det at kunne huske, hvad man gjorde i går! Det er jeg - med et indgroet udtryk fra hjernevasken - taknemmelig for.

Endnu en manteufel
Hvad var det nu, der pludselig fik mig til at huske disse rædselfulde kapitler i mit liv, som jeg i grunden helst ville bagatellisere eller krybe udenom? Nå jo, det var historien om ham dér, der gik amok oppe på Rådhuspladsen. Han var vist nok et dumt svin, men da jeg hørte historien, var han først og fremmest en lovlig forfremmet udgave af den manteufel, jeg selv engang var.
For os på minnesotavand er sagen ganske ligetil. Hvorfor drikker Jeppe? Fordi han er alkoholiker. Det er en genetisk disposition, der gør, at alkohol fremkalder kontroltab og stærke abstinenser. 10 pct. af befolkningen er disponerede, mange flere lider under alkoholismen. Den skaber sociale katastrofer. En alkoholiker drikker ikke, fordi han er ulykkelig. Han er ulykkelig, fordi han drikker. Han kan ikke tåle alkohol, lige så lidt som diabetikeren kan tåle sukker. Derfor skal han holde sig fra det. Totalt.
Men der er den lille hage, at det kan han ikke. Uanset hvor meget han prøver. Alle kan trænge til en hof, men ikke alle kan tåle den.
Som vi siger i Anonyme Alkoholikere: Alkoholisme kan føre til alt - bare man holder op i tide. Og det gør man kun, hvis man får den rette hjælp. I tide. Det er måske værd at minde om, før latteren over de anslåede 500.000 alkoholikere, der dingler rundt blandt os, på gaderne men sandelig også - omend bedre skjult - i direktørlokaler og lægevillaer, går hen og bliver vanedannende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mona Anth.
Mona Anth. anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu