Rocksæsonen er i gang: Marie Frank står for den mest overbevisende danske debut længe, Cæcilie Norby finder sin helt egen jazz og Zoë lyder så countryamerikansk at det næsten er for meget
Nye cd'ere
Hvis man er træt af al den letfordærvelige nougatbrune fotomodelpop, den danske pladebranche p.t. uden skam i livet sælger os som rhythm & blues, er der grund til optimisme efter at have hørt efterårets første cd-ombæring fra danske sangerinder. Anne, Sanne og Lis-spøgelset er forlængst holdt op med at gå igen. Og den nye generation af sangerinder afviser at blive frokostaviskategoriseret som sangsild og frontfriller.
Det har Cæcilie Norby ellers prøvet som halvdelen af OneTwo, en af 80'ernes flotteste facader. Siden 1995 har hun skabt sig en niche som stilsikker fortolker af jazzballader, oven i købet på det estimerede Blue Note-label.
Det er ikke til at sige om hendes tredje album Queen Of Bad Excuses er jazz. Pladeselskabet kalder det jazzorienteret. Selv illustrerer Norby dilemmaet, når hun i pressemeddelelsen siger: "Hvis jeg nu skulle være 'rigtig' rocksanger, så skal jeg permanentes, og hvis jeg skal være 'rigtig' jazzsangerinde, så jeg er nødt til at begynde at ryge igen ..."
Vokalt overskud
Lad os nøjes med at sige, at Cæcilie Norby er rigtig sanger på sit første selvkomponerede album, som har stil og klasse. Umiddelbart sagde det Joni Mitchell og Thelonius Monk ved første gennemlytning - men Cæcilie Norby er efterhånden så sikker på sine fraseringer, pausering og andre virkemidler, at hun ikke behøver overbevise os og sig selv om dem. Nu gennemånder hendes vokale overskud musikken og løfter den.
Pladen er lavet i samarbejde med den for tiden allestedsnærværende bassist m.m. Lars Danielsson, og det emmer af spilleglæde med folk som trommeslageren Billy Hart og guitaristen John Scofield i sit mest uslebne hjørne. Sangene bugner sine steder vel meget af dyre ord og ordbogsrim, og Norby må have booket et fast værelse på Hotel Evergreen, men ingen kan fratage hende sangskrivertalent.
Skabt til Sinatra
En ballade som "Fly" burde Sinatra genopstå for at synge, og der er ikke meget aftenskole over det, når hun med rytmisk elegance kaster sig ud i duvende cubanske rytmer ligesom hun er hjemme i funken og fortrolig med dens svagheder, som hun vender til styrke. Og en sang som "You II" kunne nemt gøre hende rig. Mens "Newborn Broken" er frysende forladthed:
"You're freezing
in the North
I'm bleeding in the South
I'm all tears,
you're all mouth
your clever words
are empty sounds
hollow verbs and
naked nouns
nowhere-points
I don't get ..."
Tilbage bliver en lille tvivl. Er det ikke lidt for slebent, lidt for omhyggeligt, lidt for artikuleret. Jeg hører pladen igen. Svaret er nej.
Ufashionabel
Lige så eksklusiv Cæcilie Norby fremstår, lige så cafégenkendelig er den 25-årige debutant Marie Frank. Åh, hvor har vi trængt til sådan en type i dansk rock. Totalt ufashionabel ligner hun en lille frk. hvem som helst med moderne tjavset hår og basic
t-shirt. Men hun lyder ikke som nogen anden herhjemme.
Umiddelbart er der dømt en ung Suzanne Vega og Jewel, men efter de første gennemlytninger af debutalbummet Ancient Pleasures toner Marie Frank selv frem på en række små popperler om den forelskelse, det tit er fristende at forveksle med den store kærlighed, men også sange om glæden ved at genfinde sig selv på bunden af et hul så dybt og espressosort, at man aldrig troede man skulle komme op igen.
Pladens styrke er dens 'det bliver mellem os'-venindefortrolighed, og Franks naturtalent af en stemme, der nok synger engelske tekster, men gør det så man faktisk tror hun drømmer og elsker på det sprog.
Tonen er guitarskarp, singer-songwriter-traditionel midt i sin upostulerede modernitet, og trods intimiteten fylder lyden. Bl.a. fordi Bob Clearmountain har været inde over i mixen, men også fordi ex-ibens-bassisten Henrik Marstal får sit gennembrud her. Og som co-komponist trækker Marie Frank ikke mindst på Jacob Eriksen fra Shirtsville, som om nogen kan det der med det kammerrock-musikalske. Sange som titelnummeret, "Heart Of Saturday Night" og "Right Beside You" og "Separated
Soul" vil ikke gå væk med deres 'det er jo sådan det er'-hverdagscharme og spontane melodik.
Fri og vægtløs
På "Drowning Under Water" skifter Marie Frank så pludselig scene. Hun er forladt, han har efterladt hende som en druknende, og i gråzonen mellem bundulykkelig og fortabt oplever hun glæden og erkendelsen ved smerten. En haj svømmer forbi. Den vil gifte sig med hende. Hun overvejer at få en havfruehale. Hun er pludselig fri og vægtløs. Det er en mageløs sang.
Og selv om min kone siger, at Marie Frank har lige den der tilpasse blanding af følsom og rå, som mænd falder for så naturligt og romatisk som sensommerregn, så holder jeg vejret et øjeblik og siger: Ikke alene har Marie Franks Ancient Pleasures en hit-kvote som en Madonna-cd, men hun er den mest lovende danske debutant siden Elisabeth Gjerluff Nielsen lagde hud mod hud i 1985.
Ud over rampen
For at det ikke skal være løgn, debuterer en anden lovende dansk sangerinde. Zoë er navnet. Hun forstår først og fremmest at komme ud over rampen. Stemmen er ikke påfaldende stor, men sikker og klangfuld, og Zoë giver sig hen i sine egne sange, som har åbenlyst hit-appeal. "Cruisin'" og "Man On The Moon" er allerede radiohærgere, og på "Tongue On My Thigh" siger hun farvel til engangsknaldets stakåndede glæde med en ligefremhed, som ikke er hverdagskost i dansk rock.
Desværre virker pladen en kende for skematiseret og formaliseret. Godt nok gør især guitaristen Jonas Krag et godt job, men der er for meget musikalsk kalkérpapir mellem linjerne. Inspirationen er countryrock af den anti-Nashville slags, som især Lucinda Williams og Mary Chapin Carpenter står for. Men det lykkes ikke produceren Peter Biker at få overbevist om, at Zoë er andet og mere end dygtig og ivrig efter berømmelse. I denne omgang.
*Cæcilie Norby: Queen Of Bad Excuses. Producer: Cæcilie Norby & Lars Danielsson. Blue Note/EMI-Medley. Udkommer mandag
*Marie Frank: Ancient Pleasures. Producer: Daniel Wise. BMG. Udkommer i dag nZöe: Everyday Freak. Producer: Peter Biker. EMI-Medley
