Læsetid: 3 min.

Dobbeltgængeren

13. august 1999

Ny tysk roman om det absurde i at ville have det fortidige tilbage

Roman
Mens vi venter på den store roman om det ny Tyskland efter murens fald, kan vi læse det, der faktisk bliver skrevet i Tyskland lige nu. Forfatterne synes åbenbart ikke, at der er sket noget afgørende nyt, heller ikke de nye. Günter Grass har engang kort efter murens fald spået, at de tidligere DDR-forfattere ville skrive om tabet, hans eget hovedtema, og dette emne er aktuelt i en ny roman af Hans-Ulrich Treichel (1952), der stammer fra det gamle Vesttyskland og bor i Leipzig, hvor han er litteraturprofessor. Han har siden 1992 skrevet tre digtsamlinger og prosaværker, og Den bortkomne er hans gennembrudsroman.
Bogen hedder på tysk Der Verlorene, oversætteren har valgt at oversætte det med den bortkomne, og har dermed lagt hovedvægten på romanens ene pol, fortællerens storebror, der i januar 1945 forsvandt under den vilde flugt for russerne fra Østprøjsen mod vest. Moderen blev voldtaget af russiske soldater, og sammen med den bortkomne søn er det romanens store slagskygge, der lægger sig hen over hele familien med skyld og skam i efterkrigstidens Vesttyskland.

En fortabt familie
Mens storebroren er bortkommet, er resten af familien også verloren, men i betydningen fortabt, og især fortælleren er den fortabte søn, der ikke kan komme hjem, fordi forældrene kun er optaget af den søn, de har mistet i Østprøjsen, samtidig med at de nyder godt af det økonomiske mirakel i efterkrigstidens Vesttyskland, og køber biler med stadig finere navne, Ford, Opel Olympia, Opel Admiral, med en tiltagende lugt af kunststof, som giver fortælleren kvalme.
Forsøgene på at finde storebroderen er skildret med en sans for det makabre, med blodprøver, målinger af kæbepartier, hjerneskal, øreform, en række undersøgelser, der har klare associationer til tyske overlæger og professorer med nazistisk fortid.
Romanen handler om det absurde i at ville have det fortidige tilbage, det er en meget moralsk roman, der kommer til at tolke det centrale budskab i DDR-hymnen på en ironisk måde: fremad, ikke glemme. For fremad går det for familien, der arbejder indenfor kødbranchen, og arbejder sig opad og opad, til sidst med eget kølehus til alle de friske pølser.
Men arbejdet er en flugt fremad for traumet, som ender med at udløse en katastrofe, hvis detaljer ikke skal røbes her.

På flugt fra hjemmet
Det, familien ikke vil glemme, er ikke kun fortidens uret, men ideen om det oprindelige, som storebroren repræsenterer på et fotografi, som vi introduceres for i romanens begyndelse.
Her smiler broderen og han sammenknyttes med 'hjemme', mens resten af romanen foregår i det fremmede, på flugt fra hjemmet og på vej tilbage til det. Meget sigende hedder det et sted i romanen, at familien efter den traumatiske flugt aldrig rejser; men den flygter, ind i fremtiden.
Jagten på det hjemlige er imidlertid knyttet sammen med dobbeltgængermotivet, for den yngste søn, der er fortælleren, er allerede storebroderen, men det ser forældrene ikke, selv om alle romanens undersøgelser af slægtskab peger i den retning. Dobbeltgængermotivet kan tolkes på flere måder, som en kritik af jagten på det oprindelige, som en fabel der også handler om skriveprocessen, om den uundgåelige splittelse mellem skrift og liv.
Men når man har læst sig ned igennem de forskellige mindelser i denne roman om Böll, Grass og Hein, så bliver der stadig et indtryk tilbage af en forfatter, hvis styrke ligger i sansen for det groteske, det tragikomiske og for det uopnåelige, altsammen træk, der lover godt for en forsættelse.

*Hans-Ulrich Treichel: Den bortkomne. Roman. Oversat af Anneli Høier. 105 s. 128 kr. Udkommer i serien det sorte bælte, Rosinante. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu