Læsetid: 3 min.

Dødsdans på kniv og gaffel

31. august 1999

Ambitiøst, men ikke helt vellykket sporskifte i Mungo Park

Teater
Vi kommer ind i et stort, sort, støvet rum, hvor en to, tre tunge borde materialiserer sig som ensomme rester af et civiliseret, menneskeligt liv. Et forladt hotel, hvor kæmpeprismen ligger slængt på gulvets knasende bund af bestik. Et par engleagtige skikkelser går indadvendt søgende rundt i scenografen Julie Forchhammers dystre installation. Lyden vokser fra nervøs klirren-knitren til voldsom ekspressiv musik, der fylder rummet med en melankolsk stemmes uforudsigelige rytme.
Gerz Feigenberg har valgt requiet "Dies iræ" (Vredens dag), hvor den skyldbetonede sjæl beder om tilgivelse på dommens dag, som kommenterende grundstemning i sin dramatisering af Sidste breve fra Stalingrad, der indleder sæsonen på Teater Mungo Park i Allerød.
Det er januar 1943. Tyskerne er omringet i byen ved Volga, nederlaget er uundgåeligt, vinteren er ubønhørlig. Tre soldater, Breme (Thomas W. Gabrielsson), Dieter (Bjarne Henriksen) og Christof (Robert Reinhold) er sendt ud i den sønderskudte by for at finde og arrestere den deserterede kaptajn Eckart (Hans Henrik Clemensen) og hans ordonnans Armin (Gerard Bidstrup). De finder dem på det udbrændte hotel, hvor historien fortaber sig, og det pressede menneske i dets sidste timer kommer i fokus. Hvor blød er en rå soldat indeni?
Handlingen demonstrerer krigens forrående virkning gennem soldaternes terrorisering af den svage, og deres makabre voldtægts- og pistollege. Men der, hvor forestillingen griber tilskueren, er, hvor virkelighedens breve får stemme fra et ansigt i spotlys.

Sidste post
Feigenberg bygger sit stykke på et konkret historisk dokument, nemlig de breve, som de tyske soldater, der ikke selv kunne slippe ud af den belejrede by, skrev til deres kærester, venner og familje. Syv sække breve blev fløjet hjem med den sidste maskine fra Stalingrad, men nåede aldrig frem, fordi Gestapo beslaglagde dem med henblik på propaganda for nazismen. Men det duer brevene ikke til, for de unge tyskere finder det ikke heroisk at dø for hr. Hitler og har i det hele taget mistet meningen:
"Nej far, der er ingen Gud. Jeg skriver det igen og ved, at det er forfærdeligt, og at jeg aldrig kan tage det i mig igen. Og hvis der alligevel skulle findes en gud, så findes han kun hos jer, i salmebøgerne og bønnerne, i præsternes fromme talemåder, i klokkeklangen og røgelsesduften. men ikke i Stalingrad."
Der er en ro og en afklarethed i brevene/monologerne, som står i - forvirrende - kontrast til det plan, handlingen udspiller sig på. At forestillingen bevæger sig på flere niveauer skaber problemer i forhold til at få figurerne til at fremstå sammenhængende.

Mange lag
Iscenesætteren Gerz Feigenberg er ambitiøs i sin vilje til at variere fortælleformen. Realistiske spillescener og 'indre' monologer afbrydes af ekspressive, symbolske billeder i form af frosne tableauer eller f.eks en sær, makaber pardans for soldater. Og pludselig optræder en levende kvinde på scenen, skrøbeligt tynd med hvid sminke og skrigrødt hår. Danseren Ninna Steen opfører en smertelig flot 'gale'-dans, der giver associationer til Bambi på isen. Lidt efter agerer hun stum partner for soldaterne, moderen, søsteren, Gerda. Teaterlegen tager med andre ord for meget over.
Stærke stemningsbilleder, intense øjeblikke, ikke mindst skabt af scenografi, lys (Jesper Kongshaug) og musik (Klaus Risager og Morten Dalsgaard). Men helheden er tilbøjelig til at falde fra hinanden, fordi det ikke rigtigt lykkes at integrere de mange lag.

*Teater Mungo Park i samarbejde med Circle Circus & Co., Allerød. Gerz Feigenberg: Sidste breve fra Stalingrad. Fra 28. aug. til 18. sep.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her