Læsetid: 4 min.

Døgnets

7. august 1999

Milosevic giver ikke efter for pres
*Jugoslavien vil ikke give efter for pres fra den jugoslaviske opposition, som er en "fortsættelse af NATO's agression", sagde den jugoslaviske præsident, Slobodan Milosevic fredag.
Den serbiske opposition opfordrer igen og igen til, at "Milosevic går af, fordi det er den eneste måde Serbien kan komme videre på".

Tysker død af afrikansk virus
*En tysk mand, som blev syg af en ukendt tropesygdom efter at have været i Vestafrika, døde fredag, oplyste det hospital i Berlin, hvor han var blevet behandlet i fire dage. Hospitalet gav en kort meddelse, hvori dødsårsagen ikke blev oplyst.
Den 40-årige kameramand Olaf Ullmann havde været på opgave i Elfenbenskysten for at lave en film om dyrelivet. Man frygtede, at han var blevet smittet med den dødlige Ebola-virus, men det har lægerne udelukket. Det gælder også for afrikanske sygdomme som Marburg, Lassa og Hanta feber og en række andre virussygdomme.

Præsidentmord bekymrede Rusland
*Mordet på præsident John F. Kennedy i 1962 skabte stor bekymring i Sovjetunionen, som på et tidspunkt blev mistænkt for at være involveret i mordet, viser nye Kennedy-dokumenter, som det nationale arkiv i Washington offentliggjorde i går.
Den 80 sider store dokumentsamling blev overdraget til den amerikanske præsident, Bill Clinton, af den russiske præsident, Boris Jeltsin, ved G8 topmødet i Køln juni. De har siden ligget i det nationale arkiv, hvor forskere har haft mulighed for at kigge dem igennem.
Dokumenterne giver et indblik i, hvordan den sovjetiske ledelse reagerede på mordet på Kennedy. Et af brevene viser, hvordan Kennedys enke, Jackie Kennedy, den 1. november 1963 i et brev til Krusjtjov appellerede til ham om at være med til at undgå en verdenskrig.

Randers-Flygtninge hjem til Kosovo
*163 kosovo-albanske flygtninge forlader mandag flygtningecentret på Randers Kaserne for at vende tilbage til Kosovo. Det sker med økonomisk støtte fra den danske stat. Det første fly letter fra Århus Lufthavn i Tirstrup mandag formiddag, og i løbet af de næste tre uger sender Dansk Røde Kors yderligere to fly af sted med flygtninge, som ønsker at vende tilbage til Kosovo, skriver Randers Amtsavis.
Schweizer på vej til Tribunal-toppost
nDen schweiziske anklager Carla del Ponte er den førende kandidat til at overtage posten som chefanklager ved Det Internationale Krigsforbrydertribunal i Haag efter Louise Arbour,m der træder tilbage 15. september.
Den 52-årige del Ponte mødtes torsdag med Annan i FN-hovedkvarteret. Hun skal godkendes af FN's sikkerhedsråd, før hun kan indtage posten, hvorfra der skal føres tilsyn med retsopgørene i Rwanda og det tidligere Jugoslavien.

Danmark indstiller bistand mod miner
*Danida har indstillet ulandsbistand for 25 mio. kr. til minerydning i Cambodja.
Det er sket efter anklager for korruption og svindel mod det statslige Cambodjas Mine Aktions Center (CMAC), skriver Kristeligt Dagblad.
Centrets ledelse anklages blandt andet for at have brugt 10 mio. kr. på at rydde miner på jord, som efterfølgende blev overdraget til generaler, medlemmer af regeringen og rige forretningsfolk. Men meningen med centret er, at der skal ryddes miner i landområder, så Cambodjas fattigste indbyggere kan dyrke jorden.

FN-folk angrebet
på Østtimor
*En gruppe mænd kastede torsdag sten og betonstykker mod FN-ansatte i byen Ainaro i det sydlige Østtimor. En civil FN-politibetjent blev såret, oplyste FN-missionen i Østtimor. Episoden fandt sted, da omkring 20 mænd gik ind til et møde mellem FN-ansatte og studenter, hvorefter de væltede inventar og smed kasteskyts.
Ved en anden episode, ligeledes torsdag, tvang indonesiske militsfolk sig adgang til et vælgerregistrerings-sted og gik til angreb på tilstedeværende FN-ansatte, dog uden rapporter om skader.
Østtimor holder under FN-overvågning folkeafstemning 30. august, hvor der skal tages stilling til selvstændighed.

Oprørsleder kan ikke udvises
*Den namibiske oprørsleder Mishake Muyongo, der har asyl i Danmark, har principielt de samme rettigheder som danskere. Det er ikke noget vilkår for at opretholde opholdstilladelse hér, at man forholder sig politisk passiv vedrørende forholdene i ens eget land.
Lektor i strafferet Jørn Vestergaard er enig med indenrigsminister Thorkild Simonsen (S), der klart har afvist, at Myongo skulle kunne udvises, fordi han har vedkendt sig at have ledelsen af Det Forenede Demokratiske Parti, som kæmper for Caprivis uafhængighed af Namibia.

Israel begynder at udføre Wye-aftale
*Israel vil om tre uger begynde at leve op til sin længe udsatte del af Wye River-fredsaftalen med palæstinenserne, oplyste ministerpræsident Ehud Barak i en tv-tale fredag.
Den betyder, at palæstinenserne vil få kontrol med langt mere af jorden på Vestbredden fra begyndelsen af oktober i år.
Wye River-aftalen foreskriver, at Israel afgiver 13,1 pct. af jorden på Vestbredden i tre faser i løbet af 12 uger mod, at palæstinenserne til gengæld garanterer sikkerheden og andre spørgsmål.

Ny smog-katastrofe på vej i Asien
*Voldsomme brande på Sumatra og Kalimantan i Indonesien har de seneste dage indhyllet et stort område i det sydøstlige Asien i tæt røg. Millionbyerne Singapore og Kuala Lumpur var torsdag og fredag på ny indhyllet i røg, og på Sumatra opfordredes forældre til at holde deres børn indendøre og hospitalerne var i alarmberedskab.
Målinger de sidste dage har vist, at det måske brænder 500 steder i Indonesien.

Spanien: Sæt Pinochet fri
*Det spanske statsadvokatur kræver nu, at den tidligere chilenske diktator, Augusto Pinochet, sættes på fri fod.
Dermed går statsadvokaten stik imod undersøgelsesdommer Garzon, der forsøger at få Pinochet udleveret fra Storbritannien til retsforfølgelse.
Rubira hævder, at Pinochet skal løslades fra sin husarrest i Storbritannien, fordi man ifølge spansk lovgivning ikke kan fængsle nogen længere end fem måneder i en sag som Pinochets. Og Pinochet blev arresteret den 16. oktober sidste år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her