Læsetid: 6 min.

DR digitalgigantistisk vanvid

21. august 1999

Intermetzo
Noget kunne tyde på, at debatten om Danmarks Radios fremtid er ved at komme i omdrejninger. Der har ellers ikke været den store interesse for sagen, uanset at generaldirektør Nissen for længst har lanceret sit grand design til et gigantdigital-mediehus i Ørestaden. Hele gøjemøget skal samles under ét tag - eller hvad sådan en bygning får som mellemlæg mellem himmel og jord.
Den slags store anlægsarbejdsprøveballoner søges normalt her i landet skudt ned samme dag, de er sendt op. Men generaldirektøren, der siges at være en koldsindig forvalter, besidder i sin offentlige fremtræden ikke just det opmærksomhedsskabendes nådegave. Man har under alle omstændigheder sporet den antydede tilbageholdenhed i kommentarerne til idéen. Dette kan også tilskrives pressens generelle mangel på viden om det DR-digitale hus' nødvendighed eller det modsatte, og/eller kommentatorernes ubehag ved at stille sig på tværs af et monumentalt nybyggeri i København, hvor det er blevet moderne at tænke større og ikke være så forsagt, hvilket jo i sig selv er befriende. Sandt er det, at vi i vore dage ikke kan opvise meget offentligt eller halvoffentligt byggeri i gigantklassen, og sandt er det, at Ørestaden fortsat virker som en stort anlagt kulisse til en historie om Palles sønnesøn alene i verden - mere end om et blomstrende nybysprojekt på kanten af region Øresund.
Lauritzens fornemme Radiohuset på Frederiksberg er 50-60 år gammelt og kan måske ikke så meget mere. Tv-byen er en dyster omgang nedslidt betonslum i Søborg fra 60'ernes værste tid. Gyngemosen med sit elendige indeklima af både den ene og anden grund har aldrig kunnet andet end at skabe dårlige vibrationer og tørre bussemænd. Så hva' faen, hvis Nissen nu så gerne vil spille Chr.4., og så bliver han da ikke direktør for noget andet så længe.

Men sådan kan man jo heller ikke bare se på det og sige ja tak og Amen. For er det nødvendigt dét byggeri, og er det hensigtsmæssigt ud fra en samfunds- og mediemæssig synsvinkel, hvor jo DR som institution bør vurderes i en bredere sammenhæng. Det sidste hænger sammen med den måde, institutionen forvaltes på, programpolitisk såvel som produktionsmæssigt. Er det overhovedet interessant at opretholde DR, som virksomheden ser ud nu.
Njet, skal svaret herfra udgå med dommedagstordenrøst, njet og atter njet. Forleden skrev Ekstra Bladet en af sine køllesvingende ledere om sagen og varslede dermed en populistisk offensiv mod den gamle medieanstalt. Det er selvfølgelig altid foruroligende at skulle erklære sig enig med Ekstra Bladet, men dels har klummisten for længe siden skrevet noget i slægtskab med EB's lederskribent, formentlig Kastholm Hansen, der den dag må have haft kontrær blodgennemstrømning i begge organhalvdele, dels må man jo her i branchen af og til finde sig i at være i opinionsfællesskab med det kroniske etiske udfald, når omtanken bemægtiger sig EB-stabsoverkommandanten.

Man skal for det første erindre om, som EB også gør, at det hus, som Nissen jonglerer så frimodigt med, ligger i milliard-klassen. Her er jo frit slag, for hvem kan gennemskue de tal, men mon ikke vi skal gætte på et sted mellem to og fire milliarder kroner, hvis det hele skal med. Mindre kan naturligvis gøre det, men ingen sagkyndig uden for DR tør tro på, at et sådant byggeri ansvarsfuldt kan bringes i omsætning for under tre milliarder, hvilket i den slags projekter på et område, hvor udviklingen overhaler bygherren dagligt, ikke lyder urimeligt, hvis man forestiller sig en milliard mere.
Det er eddermame mange penge, som man i stedet kunne lave meget godt fjernsyn og mange gode radioudsendelser for. Men det er selvfølgelig ikke en relevant indvending, for det er fremtiden det gælder, og hvem tør gå imod fremtiden, der altid truer.
Lige netop den bør generaldirektøren imidlertid nu gå i offentligheden og redegøre nøjere for. Hvad er det i helt almindeligt hverdagssprog, der gør investeringen så påkrævet, når det bl.a. gælder det digitale?
Når Nissen så har besvaret dét spørgsmål og formentlig i sit vanligt totalt sorte DJØF-DJØF lingva, at det ikke kan være anderledes, kommer den næste og langt mere relevante indvending: Warum denne cementering af DR som struktur i den skikkelse vi nu kender institutionen, når alting ellers forandres, og tiderne skifter. Warum?
Kritikere har fat i den lange ende, når de påviser diversiteten, som den allerede optræder i det liberaliserede internationale mediebillede. Over kabel og satellit tilbydes temmelig meget og temmelig meget på niveau - og over niveau såmænd - med dansk licensproduktion. Og hvis DR oven i det tiltagende flimmer, som de fleste jo efterhånden har eller får adgang til, hævder, at fjernsynsproduktionen på danske licenshænder er afgørende for alsidigheden og betjeningen af danske kunder, bryder fniset uundgåeligt frem ved synet af det faktiske udbud fra Gyngemosen. Det kan de sgu da ikke mene! Det har Ekstra Bladet, som denne avis før har haft det, også godt fat i med påvisningen af procenter af underholdning, der er lige så tom som al anden tv-underholdning, og som i hvert fald ikke behøves finansieret af licenspenge.

Med andre ord presser det mere og mere på at liberalisere lortet og lægge det ud blandt vilddyrene. Ikke fordi liberalisering i sig selv løser noget, det skal guderne vide, men foranstaltningen betyder i det mindste, at licensbetalerne ikke skal føle sig til grin. I sig selv et argument som politikerne bør interessere sig for, hvad de ikke har gjort hidtil og ikke taget DR's kvalitetsmæssige deroute - eller svigt - alvorligt.
Men pludselig en dag har kunderne fået nok, og så må Folketinget alligevel rede trådene ud, og helst inden der kommer berettigede anklager udefra om grov konkurrenceforvridning i tv-produktionsbranchen. DR har jo mildt sagt ikke levet op til ret meget af berettigede forventninger om public broadcast. De laver stadig gode udsendelser, bevars, ind imellem fremragende på trods, bevars, men de laver sgu da ikke nok, og de sender for meget, som man finder akkurat så godt eller dårligt eller som sagt bedre andre steder.
Dertil kommer, at DR efterhånden har ødelagt produktionsmarkedet for små producenter, der skulle have blomstret i disse år med alsidighed og mangfoldige tilbud af dette og hint. Aber nein. DR ser ikke på kvalitet og idé, lyder klagesangene fra de små, der er ved at blive kvalt, men kun på prisen som de trykker og trykker. Det er købers marked, og handelsmoralen i DR har længe været uforenelig med hæderligt salg af bukseelastik.

Tilbage er den gamle kerne i institutionen, dampradioen, som nødvendigvis må opretholdes med licens, da andre finansieringer af en public service på det plan, radioen fortsat opviser og forhåbentlig vedbliver med at opvise, simpelthen ikke lader sig gøre. Den levende musik skal også have tilskud, i overskuelig fremtid endnu.
Derfor vender tanken stærkt tilbage: at skille radioen ud fra tv og ofre en ordentlig slat penge på at styrke udbuddet af kvalitetsudsendelser på det, der før i tiden hed program 1 og 2. Hvad angår on-line og alt det der, kan radioen sagtens klare sig og digitalisere i forhåndenværende rammer og klare situationen i det omfang, folk kommer til at anvende radioen, som man netop nu ikke kan udtale sig om i overgangsfasen, medierne lige nu befinder sig i.
Der er på den og al anden baggrund næppe nogen seriøs grund til at hælde to til fire milliarder kroner i et bundløst byggehul med henblik på et giganthus til en mediestruktur, der ikke har en fremtid. Det er ikke hul i jorden, men i hovedet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu