Filminstruktøren Annette Riisager har fanget forfatteren Peter Seeberg i 11. time. Man kunne ønske sig, at filmen var lavet tidligere, men som det er, ender man med at glædes over, at det trods alt lykkes
Ny film
Der er specielt ét spørgsmål, som Annette Riisagers film om Peter Seeberg , Amor fati , ikke svarer på, og det er, hvorfor forfatteren som ungt menneske under Den Anden Verdenskrig tog til Tyskland som frivillig og arbejdede ved UFA filmstudierne i Berlin.
Der gives brudstykker af en forklaring. Det antydes, at Seeberg led af en slags skæbnemisundelse i forhold til sin far og den ældre generation i det hele taget. Faren havde kæmpet på tyskernes side under Den Første Verdenskrig, og sønnen følte ikke, at hans tilværelse ville kunne fyldes med samme tyngde, samme historiske prægnans.
Videre end denne antydning kommer det ikke. Filmholdet havde planer om at rejse til Berlin og forfølge temaet, men Peter Seeberg døde umiddelbart inden afrejsen - i januar 1999 - og filmen står nu tilbage som et uafsluttet dokument om et afsluttet liv. Måske er det bedst sådan.
Præciserende fantasi
I hvert fald er det vanskeligt ikke at holde af filmen, netop fordi den er lavet i 11. time. I starten virker den tidstypiske køkkenbords-video-æstetik generende, billederne er i passager mørke og flade, og lydsiden skæmmes af ubegrundet støj. Men undervejs vokser mennesket Peter Seeberg frem af det materiale, der nu en gang er, og jo nærmere man kommer på slutningen - filmens og livets - des mere dyrebart kommer hvert øjeblik til at føles.
Opholdet i Berlin kastede i det mindste ét vigtigt resultat af sig, nemlig debutromanen Bipersonerne (1956), starten på et egenartet forfatterskab, hvis tone, livssyn og indhold i bemærkelsesværdig grad præger læseren. At Seeberg , som han selv formulerer det , er et menneske, der har lært at elske sin skæbne, at komme overens med de givne omstændigheder, fornemmes både i interviewet og forfatterskabet. Og filmen igennem oprulles livsafsnit efter livsafsnit med henblik på at belyse, hvordan forfatterens steder - Skrydstrup, Berlin, Bispebjerg, Virum, Viborg, Provence, Krogerup Højskole - i årenes løb er kommet til udtryk i bøgerne.
Tilgangen virker ikke urimelig. I Seebergs egen udlægning er det mødet mellem bevidstheden, erindringen og de umiddelbare omgivelser, som føder skriften, figurerne og fortællingerne. Ikke at hans bøger er selvbiografiske eller skrevet af efter virkeligheden. Forbindelsen er mere indirekte. Seeberg konstaterer, at han er udstyret med en upræcis hukommelse, og at han snarere har benyttet sig af en 'præciserende fantasi' til at skrive sig ind på en virkelighed, der konstant er 'i færd med at forvandle sig til fiktion'.
Der var i de senere år et sært misforhold mellem Seebergs alder og hans udseende. Han havde til det sidste et drenget ansigt og en ungdommelig facon, men led under et skrantende helbred. I filmen kommer ordene en smule tøvende, men altid med præcision og lune - selv i afsnittene om nervesammenbrud og sygdom. Et sted fortæller han, at en af hans kendte noveller Patienten er skrevet på en time efter en rask spadseretur. Sådan er det også med den indsigt, filmen formidler. Selv om den er formet af et livslangt forfatterskab, leveres den med en inspiration, som om den var hentet ud af øjeblikket.
*Amor fati - et portræt af Peter Seeberg. Instr: Annette Riisager. 1999. 52 min. Distr.: Det Danske Filminstitut. Vises på Odense Film Festival d. 20. august kl. 10.00
