Læsetid: 5 min.

Ekko fra tidsmaskinen

28. august 1999

HISTORISKE fremstillinger bevæger sig gerne ad en tidslinje, hvor begivenhederne afløser hinanden kronologisk. Man får let en horisontal fornemmelse, så meget mere som hændelserne finder sted på jorden, førhen såvel som i dag. Arkæologer ser formentlig anderledes på det, idet tiderne fremtræder som aflejringer i jorden, hvis de vel at mærke afdækkes.
Sagatiden på Island er således på afstand af os på to måder, ca. tusind år på tidslinjen og tre meter i dybden. Det er en ø, der meget anskueligt er under stadig tilblivelse, fremkaldt af vulkaner, der lægger lag på lag af lava og magma over hinanden. Grønne vækster kæmper sig frem, så man af bevoksningens art kan se, hvor lang tid den har haft, siden terrænet sidst blev overdækket. Hårde vilkår for trævækst. Men det skovløse land ser anderledes ud nu end før. De seneste år har det været muligt at plante hårdføre træer. Reykjavik-området forekommer i dag grønnere end husket. Grøn tager øen sig ud i den ustandselige finregn. Græsser og mos stimuleret af væde.
De islandske sagaer er episk fremadskridende med deres generelle tidsmarkeringer og præcise stedsangivelser. "Hrut red nu tilbage til skibet og blev der sommeren over." Eller det meddeles, at den vinter gjorde de sådan og næste forår sådan. Der bruges ikke mange ord om handlingens kulisser. De omtales med stor selvfølgelighed som velkendte lokaliteter. Der bliver ikke gjort stads af alt det, som nutidens mennesker og turisterne står himmelfaldne overfor, vulkanske bjerge, springende gejsere, varme kilder og undergrundens lejlighedsvise dirren.

BETRAGTER MAN man et geologisk atlas, ser man, at alle de farlige linjer passer tværs over Island, sydvest-nordøst, oceanryggen med vulkansk aktivitet, grænsen mellem den amerikanske plade og den eurasiske, som lejlighedsvis kommer på kant. Men sagaernes fiktive univers består af andre grænsedragninger og stridigheder i den menneskelige natur. Og dér er nok at komme på kant med.
Thingvellir nordøst for Reykjavik var stedet for en masse ballade og for fredstiftelse og lovgivning. En stor synlig invitation. Fra den mægtige højslette med dybe revner at snuble i og den svimlende faldhøjde ned til sletten med hele det geologiske atlas for ens fødder fører vejen til Thingvellir ned gennem slugten mellem de høje klipper, Almannekløften. Realitet og fiktion går i ét: man træder ind i selveste Njals saga og er så at sige i hælene på Flose og hans mænd, der kommer masende til Altinget og bliver betragtet med benovelse og respekt af folk i boderne, som er rejst, nu hvor tinget skal holdes og alting kan ske. Hvorfor ikke en dag vedtage kristendommens indførelse? Som tænkt så gjort med en rask beslutning.
Tvister og fejder skal afsluttes, når våbnene endelig er blevet sløve af slag og tilstrækkeligt blod er løbet ud af kroppene. Hvis de da ikke forinden f.eks. er indebrændt, skal de resterende tale sig til rette, fordele bøder så vægtstangen for lov og ret hænger lige i fristaten Island.
I fortællingens form tager det sin tid. For også en holmgang ellere to skal udføres, inden de bliver forbudt, på en af de holme, som Øxaråen danner i sit stadig foranderlige løb i alt det grønne derude foran lovbjerget og den mægtige bjergmur, der lodret står i vejret med sin kamtakkede tinde. Stenene deroppe synes at sidde løst, men holder hinanden i skak, endda i spænd. Let at gøre til et symbolsk sceneri, men det lå fortællerne fjernt at anmærke den slags. Ligesom de romerske arenaer kunne udnytte naturens formationer som lydforstærkere, har man her utvivlsomt udnyttet akustikken med murens vældige ekkovirkning, når lovsigemanden skulle skaffe sig ørenlyd. Den kendteste af dem, Snorri Sturluson, skrev utvivlsomt sin Edda i tiderne for denne fredelige funktion. Den giver stadig ekko.

DÉR GÅR NU foran mig adstadigt et par af nutidens store fortællere, Thór Vilhjálmsson i regnen side om side med Jens Smærup Sørensen, mens indtil flere lyrikere går over gangbroen, uden om kapellet og den lige vej til værtshuset Valhal, hvor Jørgen Gustava Brandt venter, tung om sin fod for tiden, efter en operation. Det sker i nutiden at fødder kan reddes af heftige kirurger. Heldigere må han siges at være end Skjald-Ravn, der kom i klammeri med Gunløg ormstunge om Helga den fagre, som Ravn fik held til at gifte sig med, mens Gunløg var borte. Ravn blev fodhugget.
Det gik således til. Den lille romantiske saga fortæller om deres opslidende rivalisering, men omsider støder de sammen på Thingvellir og går løs på hinanden derude på Øksaråholmen. De bliver uens om, hvem der vinder den første omgang af slagudvekslingen. Der bliver grebet ind, og de bliver de standset. Det blev den sidste holmgang på Island, idet lovretten næste dag forbød den slags uvæsen i hele landet.
Men så let skiller man ikke rivaler i lidenskabens vold, hverken i virkeligheden eller i litteraturen, véd vi. De var begge opsatte på at fortsætte, "og desuden måtte skæbnens vilje heri, somi alt andet, gå i opfyldelse." I det mægtige og ubeskriveligt svangre landskab hersker magterne. Det fatter vi let.

UNDER SOMMERENS rejse i Norge passerede jeg Værdalen nord om Trondhjem uden at tænke videre over, at det var stedet, hvor de to fandt hinanden for at fuldkomme deres skæbne: De strider nu drabeligt sammen med deres fæller, hedder det, og da disse er bukket under og dræbt og de er ene tilbage, lykkes det Gunløg med sit ypperlige sværd at hugge det ene ben af Ravn. Han finder en træstub til støtte for stumpen. Erklæret overvundet beder han om noget at drikke. Da Gunløg i tillid til almindelig kampmoral rækker ham sin hjælm med vand, hugger Ravn ham et slemt sår i hovedet.
"Ilde sveg du mig nu, sagde Gunløg, og umandig var dette gjort af dig, da jeg satte lid til dit ord. - Jeg tilstår det, sagde Ravn, men jeg kan umulig unde dig Helga den fagres favntag."
Derefter slår de, trofaste mod fortællingens logik, hinanden ihjel. Om Helga hedder det i øvrigt, at hun derefter blev gift med en rask mand, som endda var en god skjald, men at hun snart døde af sorg over Gunløg.

JEG BEFINDER MIG mig på tidslinjen ved at trække disse gamle beretninger frem, som var det virkelige hændelser udspillet i det grønne, våde natursceneri. Men det er en virtuel realitet, surrealistisk i dybdevirkningen, nu hvor jeg er omringet af skikkelser, der taler dansk på islandsk maner, fulde af historisk viden og gamle skrøner, og af danske fantaster, der skutter sig med hjemmedanske ord i vinden, udsat for tavse ekkoer fra den ufattelige geometri af klippevæg og fladland.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu