Læsetid: 4 min.

Elvis-industri med hjertet

16. august 1999

En dansker er primus motor i tidens digitale rehabilitering af Elvis Presley

Nye cd'er
Skru lige tiden tilbage. Tilbage til Memphis, Tennessee
juli eller august 1953 - rockhistorikerne er ikke enige om datoen - ind i Sam Phillips' ydmyge indspilningsstudie på 706 Union Avenue træder en ung mand. Det er dampende varmt, som det kun kan være nede i Dixie. Den dryppende Bryllcreme fra hans høje hår former et delta nedover det bebumsede ansigt. Han ligner ikke en popstjerne. Men der er i hans høflige, 'hatten-i-hånden' imødekommenhed en målbevidst åbenhed, som gør indtryk på Marion Keisker, Phillips' forretningsfører. Hun spørger ham, hvad han synger. "I sing all kinds," lyder det.
Et lapidarisk, men dækkende selvportræt i fire ord, men måske også forklaringen på, at Elvis Presley gennem hele sin karriere også nåede at forgylde mere lort, end man troede menneskeligt muligt. Elvis kunne lide at synge. Simpelthen, og hvem kunne fortænke ham i det - med den stemme, men stilistisk vandede han sit talent med stor spreder. For stor somme tider, men hele tiden denne til tider næsten meningsløse loyalitet over for numre, han desværre alt for tit blev sat til at synge af uigennemskuelige kontraktlige hensyn. Men, bortset fra de kunstnerisk fatale filmlydspor, var Elvis Presleys kunstneriske spildprocent forbløffende lav.
Det har man kunnet forvisse sig om siden 1992, hvor første del af Kongens digitale genopstandelse så dagens lyd, undskyld lys, Elvis - The King Of Rock 'n' Roll: The Complete 50's Masters, første del af en trilogi, der fuldendtes med 60'erne og 70'erne. Og som gav Elvis fornyet relevans.

Dansk ildsjæl
Primus motor i denne kunstneriske rehabilitering er danskeren Ernst Mikael Jørgensen, som, med Roger Semon, regnes for kongen blandt rockarkæologer med Kongen som udgravningsfelt. Målet er ikke at kanonisere Elvis - det er han forlængst blevet - men at vise ham som en hel, sammensat kunstner, dybt forankret i traditionen, sundt skeptisk, men aldrig afvisende over for det moderne og med dyb respekt og gengældt lidenskab til musikken som en menneskelig fornødenhed på linje med brød og vand og kærlighed. Projektet har samtidig været pladeselskabets storslåede og generøse måde at sige undskyld på. Før Jørgensen og Semon kom til, blev Elvis-kataloget nemlig solgt som var der tale om brugtvogne, der skulle sælges til arme- og benløse. Den ene perspektivløse compilering efter den anden truede med at begrave Elvis' sande storhed.
Nu må Jørgensen og Semon snart have været i alle hjørner af det Presley'ske skatkammer. Eller måske gemmer de hidtil uafstøvede sjældenheder til de næste mærkedage, 25 året for hans død, og 65 års dagen næste år.
I dag, 22 år efter Kongens obskønt-realistiske død og opstandelse til evig myte, er man i fuld gang med repackaging-fasen, men det gøres med diskografisk dimension og rockjournalistisk tyngde. Nok har vi efterhånden hørt det meste før uanset hvor mange labels med remastered de putter udenpå, men Jørgensen og Sermon kan stadig at give Elvis ny mening.
I noget, der ligner en ny serie, er bl.a. udkommet nye versioner af Presleys debutalbum og hans hjemvendt-fra-hæren-comeback Elvis Is Back.
Metoden er at supplere de originale albums med de sange, Elvis indspillede og udgav samtidig, men ofte som singler eller b-sider til disse. Det giver en ny helbredende fylde til disse rockrelikvier. Gennembruddet "Heartbreak Hotel" var f.eks. aldrig med på debutalbummet, som startede med "Blue Suede Shoes". Det gør det ikke mere. Sideløbende med "A Mess Of Blues" rummer Elvis Is Back nu sange som "Are You Lonesome Tonight" og "It's Now Or Never", og vidner om det kreative overtryk, Elvis lukkede ud efter at have aftjent sin værnepligt i relativ afsondrethed i Vesttyskland.

24 timers session
Hans 24 timer lange indspilningssession den 3. april 1961 er legendarisk. Det samme er udbyttet: 12 sange, heraf fremtidige evergreens som de to sidstnævnte, "Fever", fuldblodsblues'en "Reconsider Baby" med et band og en solist, der ikke vil holde op, og smukke mesterligt beherskede ballader som "The Girl Of My Best Friend".
Årets Elvis-bokssæt hedder Artist Of The Century. Indholdet modsiger ikke titlen. Forbrugerrådet vil med nogen ret kunne indvende, at det hele er solgt før i en anden indpakning, men projektet hænger sammen som en
light-udgave af den store cd-trilogi med omhyggelige, disko- og biografiske noter til hver enkelt sang i en grafisk gennemarbejdet indpakning. Og som helhed mere tilgængelig end Masters-sættene, som indeholdt ikke så helt lidt for kendere og filatelister. Nu kan man bedre få øje på sangene.
Skulle jeg ud fra det nye sæts tre cd'er vælge en skæring til at overbevise en vantro jury om berettigelsen af Elvis Presleys status, må det være hans lavmælte, under-fire-øjne-fortolkning af Bob Dylans ballade "Tomorrow Is A Long Time". Dylan regner den selv for den bedste af de mange Dylan-fortolkninger. "Nobody sings Dylan like Dylan", hed et slogan. "I dont sing like nobody", sagde Elvis også den sommerdag i 1953. "Tomorrow Is A Long Time" viser, at det blev han ved med.

*"Elvis Presley".
*"Elvis Is Back".
*"Artist Of The Century". Compilation: E. M. Jørgensen og R. Semon. 3cd. RCA/BMG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her