Læsetid: 2 min.

Engle og dæmoner

14. august 1999

Radio og tv
Torsdag havde den forhenværende underholdningschef på DR TV, Jarl Friis-Mikkelsen, en samtale med den forhenværende dramachef samme sted, Ole Bornedal, om Gud, livet og de nye bøger, som vi gysende sagde, når kulturen ubønhørligt tonede frem i horisonten på det gymnasium, jeg frekventerede i starten af 60'erne. Seancen fandt naturligvis sted på begges forhenværende arbejdsplads, DR1.
"Hvis du skulle stille en diagnose på verden lige nu," begyndte den forhenværende underholdningschef, "hvordan ville den så lyde?" Den forhenværende dramachef, der blev præsenteret som en blanding af en dæmon og en engel, lagde panden i dybe rynker, skuede ud i rummet og på sin forhenværende kollega og sagde: "Der er intet fællesskab, kun ensomhed. Der er en mangel på dyder, moral og principper, kort sagt, anstændighed."
Se, det er et budskab, der er til at forstå. Hvis ikke lige den forhenværende dramachef var travlt beskæftiget med at sætte en ny forestilling op på Østre Gasværk i København, kunne han glide direkte ind i den ledige stilling som chefideolog for de konservative, efter at deres hidtidige mestertænker, Mads Quortrup, er rendt af pladsen i utide. Og så fik man ellers den samme fortærskede forklaring på tingenes elendighed, som Thomas Nielsen førte på banen for snart længe siden, nemlig at velfærdssamfundet og Socialdemokratiet har sejret ad helvede til godt. Kombineret med spredte indtryk af en opvækst i Nørresundby, en indremissionsk påvirkning, der havde evnet at sætte sig igennem på tværs af grænser i tid og rum, og en generel utilfredshed med, at filmen i kunstens verden ikke rangerer på niveau med teatret.
Den forhenværende underholdningschef stirrede intenst på sin gæst og glemte aldeles at spørge ham, hvilke personlige, sadistiske fantasier, han lever ud, når han så sikkert som amen i kirken i alle sine produktioner giver plads til barnagtige splattereffekter. Eller om han havde fået et konservativt sår på sjælen ved at tage til USA og se i øjnene, at film derovre er en forretning, der i bedste fald foregiver at være kunst, hvis der lige for tiden er et marked for en bestemt type perversiteter.

Bortset fra det har fjernsynsbilledet i denne uge været præget af engles og dæmoners kamp om kassedamers ret til at bære tørklæde og kronprinsens ret til ikke at blive fotograferet, når han opholder sig i et falsk Venedig i Sydfrankrig. Alene det, at kronprinsen for tiden har en kæreste, hvis forældre finder det naturligt at købe en sommerbolig i en papkulisse, gør det interessant og vedkommende for undersåtterne at se, hvilke kredse han færdes i. Og i tørklædesagen har arbejdsministeren efter fiaskoen med sygeplejerskekonflikten valgt at træde i karakter som lysets engel et sted, hvor det økonomisk ikke koster ham eller regeringen noget. Men ret beset rager sagen ikke ham. Ifølge statsreligionen her i landet er der vandtætte skotter mellem det verdslige og det religiøse. Hvis nogle er utilfredse med det, må de henvende sig til domstolene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her