Hvordan får man respekt for trafikforanstaltninger, når nogen af dem er åbenlyst overflødige og kun irriterende
Trafikpolitik 1
Vi har i dette forår anskaffet os to tandemcykler. Den ene er et såkaldt hjælpemiddel, da vor ene tvillingdatter er lettere fysisk handicappet. Den anden har vi selv købt for at skabe en vis lighed mellem søstrene. En svensk model med mountainbike-agtigt faldende overrør, så den med bagsadlen i bund netop kan passe til én person på 130 cm. Vi har ikke nogen bil, så tandemcyklerne er et ret nødvendigt transportmiddel for os, når vi skal længere end rundt i lokalområdet indenfor en radius af få kilometer. Således ville vi have dem med til Mols for at kunne komme omkring i Bjergene og til Ebeltoft uden at være henvist enten til at gå eller låne bil af de andre familier på årets sommerlejr.
Hvis turen dog overhovedet skulle være mulig uden overnatning, måtte vi udnytte offentlig transport over Nordsjælland. Det vil sige S-tog til Hillerød og privatbane til Hundested.
Fra starten gik det fint med Lille Nord, der sjovt nok hører med til S-togsnettet. I Hillerød var der ganske meget lørdagstrængsel med cykler og barnevogne. Det så ret håbløst ud, men et par håndfaste og venlige togfolk organiserede indstuvningen i togets lastrum, og jeg tror, alle kom med. Færgen over til Rørvig... (tænk at den stadig findes og uden videre kan medtage cykler) og så endelig for alvor op på cyklerne.
Mærkværdige omveje
I Nykøbing begyndte ærgrelserne og den uforstående hovedrysten.
Cykelruteskiltningen ud mod Odden ledte os ind af mærkværdigt snoede omveje gennem villakvarterer. Helt klart nødløsninger. Op og ned af kantstene, hvilket selv i moderat tempo er irriterende med tungt lastede feriecykler. 90 grader skarpe hjørner der ødelægger cykelglæden, når man netop er godt i fart. Og så de her totalt ubegribelige 'hegn', der spærrer stierne på tværs ved - synes det - mindste anledning. Heldigvis har folkeviddet oftest skabt en human genvej i form af en lille jordsti ud i terrænet rundt om afspærringen. Hér fik vores 8-årige tvillinger en lille indsigt i planlæggernes arrogance overfor de svage trafikanter. Og omvendt må vi spørge: hvordan får man respekt for trafikforanstaltninger, når nogen af dem er åbenlyst overflødige og kun irriterende.
Nå, til sidst fik vi overvundet usikkerheden om hvorvidt vi var på rette vej - når den klart mere lignede en parkeringsplads eller et fortov end en opreklameret cykelrute i et af Europas mest cyklende lande - og kom ud til den gamle landevej vest for byen. Hér endte cykelstien brat uden nogen forklaring, men vejen var der nu ikke tvivl om. Det var der jo desværre heller ikke for biltrafikken, der ved sin tætte frekvens og høje fart bestandig presser cyklister... således osse hér. Prøver man at holde sig så tæt ved vejsiden som muligt, får man kun takken fra de ignorante blandt bilisterne i form af snære farlige overhalinger. Næh, i stedet skal man lægge sig godt langt ud på vejen, således at bilerne kun kan komme udenom, når de reelt kan overhale, og så man selv har rigeligt at give af, hvis der pludseligt skal trækkes lidt ind til siden, når man slingrer lidt ved suset. Meget hensigtsmæssigt for trafikafviklingen, tolerancen og ikke mindst sikkerheden. Og unfair overfor det - heldigvis - flertal af bilister, der opfører sig civiliseret.
Mini-Moses på vejen
Efter Lumsås, hvor den gamle vej støder til færgetrafikvejen nede fra Vig, viser et blåt skilt cyklister til højre op på vejen, mens cykelruten går ligeud under vejen og ned i lavlandet syd for åsen. Dette vidste vi dog først, da vi en uge senere kom fra den anden side, så vi rettede os naturligvis efter anvisningen og sloges om vejpladsen med de tætte færgetræk de næste mange kilometer mod Odden Færgehavn. Ved Overby ville vi over på lokalvejen og 'slappe af', men kunne knapt komme derover. Jeg så en turistbus i øjnene, men fruen turde ikke og begyndte at græde, da jeg pressede hende for at udnytte selv det mindste hul i den bestandige bilstrøm i forsikringen om, at de ville bremse lidt ned. Men hun turde ikke. Så jeg måtte som en anden mini-Moses ud og bryde vandene. Den første bil bremsede ind og rullede vinduet ned, da jeg stillede mig op og vinkede til standsning. Vi skal bare over, svarede jeg de spørgende ansigter samtidig med at jeg trådte ud midt på vejen og vinkede den modsatte strøm i stå. Her rystede en dame, alene i sin øse, forarget på hovedet. I standser sgu' da ikke af jer selv!, råbte fruen indigneret, endnu med gråden siddende i halsen.
Dyre færgebilletter
Ved færgehavnen kom den næste lille skylle. Ikke at det væltede vores feriebudget, men vi havde ikke forestillet os, at fire personer på to cykler skal betale det samme som en bil med fem personer. Vi hverken vejer eller fylder nær det samme. Vi fik ikke engang noget boarding-pas.
Lige nord for Ebeltoft Færgehavn går cykelruten ind på nogle lokalveje vest for hovedvejen, men ingen af os så noget skilt. Vi skal dog ikke afvise, at der er et.
Omkring ved fregatten begynder cykelruten igen, hvis man ellers kan gætte det, da det mere ligner en promenade, flisebelagt som den er. Først efter Vibæk Camping og frem til Molskroen kommer der virkelig stil over cyklistforholdene; dobbeltrettet bred sti, afsondret fra vejen, velasfalteret og uden unødige spærringer. Sådan bør en anstændig cykelsti se ud.
På den igen
Lørdagen efter skulle vi hjem igen. Nu var vi fem på tre cykler, idet vor ene teenagesøn var stødt til. Hér opdagede vi cykelruten over Skovgårde syd for Æbeltoft ved det, at cykelstien simpelthen drejede væk fra landevejen. Der var ikke noget skilt, der fortalte, hvorvidt det var en lokal sti ud til en strand, eller hvad ved jeg. Og da vi var en smule i tidnød, havde vi ikke behov for dumme omveje og blinde ditto. Heldigvis kom en lokalkendt netop forbi og kunne spørges, hvorefter det viste sig at være et glimrende alternativ for cyklister. Ellers havde vi valgt hovedvejen - den er præcis og stort set kortest muligt. Kun blot røvirriterende og anstrengende i sin farlighed og larm.
Færgen kendte vi nu; stadig samme gruppe-fem-billet og stadig ikke noget boardingpas.
På Odden var cykelruten fint nok skiltet væk fra hovedvejen og ind på parallelvejen over Overby. Men da vi nede i byen blev ledt mod syd ud til stranden, startede balladen igen. En ringe - omend smukt beliggende - grusvej førte os frem til sommerhusområderne på Overby Lyng. Hér var fint skiltet ned af de små velholdte grusveje. Problemet kom dog igen, da vi kom ud af sommerhusområdet; elendig grusvej med rullesten og store huller at køre slalom imellem. Fruen blev igen fortvivlet, fordi kombinationen af elendig vej og tungtlastet tandem med otte-årig datter som bagsædekører gjorde hende urimeligt anspændt.
Det sidste stykke op af åsen til Lumsås var der asfalt, men til gengæld så stejlt, at vi foretrak at gå. Og dér fandt vi misvisningen for cyklister den modsatte vej; det forkerte blå skilt.
Midt i Lumsås viste cykelruten igen væk fra hovedvejen. Unh unh!, farmand rystede ærgerligt på hovedet; den er ikke troværdig. Og så fortsatte familien i stedet af hovedvejen, igen kæmpende om pladsen med biler, hvoraf en del syntes at skulle nå en færge i Rørvig, så hasarderet de overhalede.
I Nykøbing kendte vi nu vejen, hvilket dog ikke sparede os for de sarkastiske smil, når vi tog græsvejen rundt om de dyre bøjler. Og skar hjørner af de vinkelrette sving midt i landskabet. Planlæggerens lineal (?).
I Hundested skulle vi så igen med toget over Hillerød. Det var et af de nye hvide IC-2 med gummifront og det hele. Flotte... men igen, planlæggerne har sovet i timen - om det nu er i trafiktimen eller i miljøtimen: Den plads, der var afsat til cykler, var for lille til tandemcykler. Vi spærrede vejen ind til kupeen. Og da der kom flere cykler på, var det hverken til at komme frem eller tilbage. Og uanset at tandemer er et ret sjældent fænomen, slog det mig at de smukke moderne tog alligevel havde altfor lidt rum til last, i betragtning af hvor mange, der gerne ville bruge den ugen før den anden vej. Hovedrystende intelligent og fremtidssikret udtænkt. Og som om dette ikke var nok, kom vi endda i venlig strid med personalet, om hvorvidt vi skulle klippe to eller hele tre gange på klippekortet for hver cykel. Hun ville, at vi skulle klippe tre, da vi skulle videre med S-tog (LilleNord) - altså 27 kr. pr. cykel. Imidlertid solgte hun cykelbilletter for 20 kr. ? Hun kunne da osse godt leve med, at vi nøjedes med to klip, men mente, at vi da ikke havde dækning for den sidste del af strækningen. Den tid den sorg, sagde vi til hinanden, og var parate til at gå i retten for det, hvis der skulle komme kontrol.
Efterfølgende telefonsamtaler har vist, at hun havde ret. Så urimeligt er det altså, at det koster 30 kr. at få en cykel fra Kagerup eller Kregme til Birkerød. Det kunne ellers være et reelt alternativ til at bruge bil.
Akja. Ved højtidelige skåltaler skal cyklismen fremmes, men når det kommer til praksis belemres den miljøansvarlige med urimelige besværligheder og omkostninger.
