Læsetid: 3 min.

Eventyrer genopdaget

13. august 1999

Stokers, Vernes, Stevensons, Wells og Haggards helte slår sig sammen i ny tegneserie

Tegneserier
Året er 1898. Det britiske imperium er truet af fremmede kræfter, som kræver sine folk at bekæmpe. En hvis Mister Bond, repræsentant for dronningens rige, sætter en ung kvinde, Miss Murray, ind i situationen. Murray skal samle en gruppe mænd og lede aktionen, hvis mål er at finde en mystisk person, som menes at have løst tyngdekraftens gåde. Via underjordiske tunneller i London planlægges en ekspedition til Månen og dermed et attentat på det britiske riges verdensherredømme.
I Ægypten hentes Allan Quatermain ud af Cairos slum og sejles væk i Kaptajn Nemos ubåd Nautilus. I Paris indfanges et uhyre ved navn Henry Jekyll, som har hærget kvarteret omkring Rue Morgue, og fra det nordlige London hentes The Invisible Man under en hærgen på en kostskole for unge piger.
Dette kulørte hold introduceres i en ny amerikansk hæfte-serie i seks numre, The League of Extraordinary Gentlemen, nyeste udspil fra den engelske superforfatter Alan Moore. Parafrasen på baggrund af forfatterne Bram Stokers, H. G. Wells', R.L. Stevensons, Jules Vernes og Rider Haggards romanfigurer bruger Moore, selv en af vore dages bedste seriefortællere, som hyldest til de fantastiske eventyrbøger, sidste århundrede til overflod blev forkælet med.
Hæfterne, der udgør The League of Extraordinary Gentlemen, er også udformet som en tribut til datidens kulørte hæfter. Sproget holdes i en gammeldags tone, hvorfor hæfterne ikke kaldes det normale comic books men de mere antikverede udtryk picture periodical og picture paper. Ved hvert nummers afslutning advares de kvindelige læsere omsorgsfuldt mod de kommende episoders uhyggelige begivenheder, og bagerst i hæfterne udfyldes et par sider med annoncer for fonografer, kurser i hypnose og andre ting, der fascinerede tiden ved århundredeskiftet.
Referencerne til 1800-tallets senviktorianske litteratur og samfund vises ikke kun i historien, også i tegneren Kevin O'Neills rene og prunkløse streg beskrives et samfund, der tordner afsted til fordel for nogle, mens en hel del lades i stikken. Ved overdrevne scenerier af mastodontiske bygningsværker og maskiner vises den blinde fremskridtstro, den vestlige verden var præget af.
England var verdens største og mægtigste nation, London rigets absolutte midtpunkt, endnu 20 år før hovmodet stod for fald ved Første Verdenskrigs udbrud. Samtidig beskrives Cairos fattigkvarterer ekstra skumle og mørke, Paris' tage endnu mere krogede og Londons China Town lever op til datidens angst for fremmede kulturer.

Helte med problemer
Men ikke alt kører på det endnu velsmurte imperiums skinner. Mina Murrays hold af helte er enten belastede eller har svært ved at leve op til fortidens bedrifter.
Mina Murray selv har lige overstået en hed affære med en greve fra Transylvanien, efter at hendes udkårne, den unge sagfører Jonathan Harker, har solgt greven en ejendom i London.
Allan Quatermain er gammel, slidt og afhængig af alkohol og stoffer. Hændelserne ved Kong Salomons diamantmine ligger mange år tilbage. Når Mr. Hyde tæmmes, er han den sølle og desperate doktor Henry Jekyll, der i Alan Moores univers ikke er helt uden skyld i mordene i Rue Morgue. Hawley Griffin alias The Invisible Man mener ikke, han skylder det britiske imperium nogle tjenester, mens Kaptajn Nemo først og fremmest er hvervet, fordi hans ubåd giver holdet et vist forspring i forhold til fjenden. Det har den britiske flåde måtte sande efter, at mange af deres skibe er blevet vædret af den indignerede indiske fyrstesøns imponerende fartøj.
Serien er endnu ikke afsluttet, og da Alan Moore ikke er den, der lader tomgangen tage over, bør man nok forvente sig endnu en del overraskelser, der giver nyt og anderledes liv til de i forvejen så velkendte eventyrfigurer. Nok er det som at genopleve søndag eftermiddag i den lokale biograf, men Alan Moore har ladet meget ændre sig.

*Alan Moore og Kevin O'Neill: The League Of Extraordinary Gentlemen. 32 s. i farver. 2.95 $ pr. nummer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu