Læsetid: 5 min.

Fall of the crook - år 25

7. august 1999

Intermetzo
Søndag er det et kvart århundrede år siden, Richard Milhouse Nixon som den første og hidtil eneste præsident i de Forenede Staters historie måtte forlade det Hvide Hus, inden hans embedsperiode var til ende. Med udsigt til en rigsretssag, hvis resultat var givet, havde denne præsident med de enestående evner at omgive sig med tvivlsomme medarbejdere, omsider indset, at spillet var tabt.
Ved egen tankevirksomhed var han nu ikke kommet til denne konklusion. Ingen moralske forestillinger udløste tvivl i hans sind om retten til magten. Men midt i sammenbrudet i forbindelse med Watergate, årsagen til det hele, bevarede Nixon sine inderste realpolitiske instinkter, bestemmende for hans handlinger.
Kongressens grand old man, den højreekstreme men respekterede senator Barry Goldwater, hvis egne præsidentdrømme var blevet knust af Lyndon Johnson i 1964, havde i erkendelse af af Watergate-skandalens uhyrlige omfang og præsidentens uafvaskelige skyld i de tidlige augustdage optalt stemmer og vurderet styrkeforholdene.
Ved et selvinviteret møde i det Ovale Kontor meddelte Goldwater således Nixon at det Hvide Hus under en kommende rigsretssag ikke kunne regne med det republikanske partis støtte.

Republikanerne, hvis kollektive evner til rationel tænkning også dengang var til at overse, havde dog efterhånden fattet så meget, at det amerikanske folk ikke mere fandt sig i at blive regeret af en forbryderisk præsident, og at en fortsættelse ville skade partiet ubodeligt.
I den sidste meningsmåling op til 8-9. august forlangte 66 procent af befolkningen præsidentens øjeblikkelige afgang. Det tavse flertal, som Nixon med succes havde appelleret til under alle sine kampagner, vendte sig imod ham.
"I am not a crook," havde præsidenten frejdigt erklæret i en tv-tale, hvori han forsøgte at inddæmme flodbølgen. Men som Watergateafsløringerne accelerede, begreb amerikanerne, at præsidenten lige netop var a crook, en svindler og bedrager, en løgnhals og politisk forbryder.
Richard Nixon kunne, når sandheden skulle frem, sammenlignes med en simpel gangsterboss uden skrupler. Nixons uomtvistelige politiske begavelse - og høje intelligens - kunne på ingen måde opveje en betændt og amoralsk karakter, der tærede præsidentembedet op indefra. Først ved Goldwaters henvendelse gik regnestykket op for præsidenten: På den ene side befolkningens nu åbne modstand, på den anden Kongressens nye flertal efter ledende republikaneres faneflugt.
Realpolitisk indså den belejrede mand, at der ingen mening var i at fortsætte forsvaret. Alt var forbi. Men altså først da de politiske muligheder var udtømt.

I dagene op til mødet med Goldwater havde Nixon over for sine medarbejdere, der blev stadig mere frustrerede over præsidentens tilsyneladende mangel på forståelse af situationens ultimative karakter, opregnet alle tænkelige og utænkelige argumenterne for at forblive i embedet.
Et par timer varede gerne dette selvretfærdige defensorat, som Nixon desperat - tilsyneladende også i nærmest kronisk beruset tilstand - fremførte over for alle, der var i nærheden. Men realiteterne lod sig ikke ændre.
Til sidst i forløbet - op til selve beslutningen om at træde tilbage - ankom George Bush, senere vicepræsident under Reagan og senere endnu selv præsident, dengang formand for republikanernes nationalkomité, sammen med justitsminister William Saxbe. De to understregede, at der nu måtte sættes punktum for Watergate, hvilket var ensbetydende med, at magtfulde kredse forlangte Nixons hoved på et fad. Umiddelbart efter dette dukkede udenrigsministeren op. Henry Kissinger var i sin egenskab af Secretary of State den øvrighedsperson, der med kontrasignatur kunne og skulle modtage præsidentens afskedsbegæring. Han fik sin underskrift med Nixons erklæring om abdikationen.

De næste par dage var opfyldt af pinagtige begivenheder, f.eks. den middag med familien, hvorunder Nixon ifølge en svigersøn blev så fuld, at han begyndte at tale med malerierne af tidligere præsidenter. Dagen efter kom det til den episode, som Kissinger vist aldrig har bekræftet, men vist heller aldrig dementeret i helhed eller detalje.
Efter at have fundet den flaske cognac frem, de to havde skålet i tre år tidligere, da invitationen fra Kina om et statsbesøg var indløbet, fik Nixon på en eller anden måde lirket sin formidable, men lydige udenrigsminister ind i Lincoln-soveværelset. Her opfordrede Nixon den alt andet end religiøse Kissinger til at knæle sammen med sig og bede til Gud. Kissinger synes at have gjort, hvad der blev sagt. Den uortodokse kvæker Nixon og den uortodokse jøde Kissinger på knæ på gulvet side om side med øjnene lukket fast i og hænderne - ja, hvor gjorde Kissinger af hænderne!
I filmen Nixon lader Oliver Stone Kissinger i Paul Sorvinos skikkelse beholde armene langs siden, mens han bagefter ikke ved, hvad han skal gøre med hænderne, da Nixon (Anthony Hopkins) triller sig rundt på gulvet som et fortvivlet barn og ender med at lægge sig i fosterstilling.
Richard Nixon gik af - men ikke uden at have leveret endnu en af sine uforglemmeligt pinlige forestillinger, i den grad forfærdelig at en af de tilstedeværende bagefter erklærede at have måttet kassere sine sko. Han havde krummet tæer så voldsomt, at overlæderet revnede.
Nixon, som svedte tran, talte denne morgen den 9. august 1974 kl. 9.30, mens helikopteren ventede, i én pærevælling om troskaben mod idealerne, om sine sociale og andre mindreværdskomplekser, som havde martret ham hele livet - og som vel var den dybeste årsag til Watergate - om sin far, der i enhver henseende var en kedsommlig person og en fiasko, fremgik det temmelig utilsløret, og om sin mor: "Ingen skriver nogensinde en bog om min mor, men hun var en helgen," sagde den afgående med skælvende underlæbe og fremhævede i sin usammenhængende, tilsyneladende improviserede tale til det Hvide Hus' stab, at kun hvis man havde været i de dybeste dale, vidste man, hvordan der er på de højeste tinder - eller også var det omvendt.
Vrede mod modstandere fremkalder kun had, og sker det, har de vundet, understregede den mand, hvis politiske karriere var båret af had, og hvis åbenbare smålighed i de bizarre båndafskrifter fra præsidentens kontor kun blev overgået af hans sproglige vulgaritet, menneskelige råhed og politiske primitivitet, der osede ud af hver sætning.
Et grotesk højdepunkt indtraf i talen, da præsidenten fremhævede nødvendigheden af dygtige folk i samfundet, dygtige læger, sagførere, håndværkere og dygtige - blikkenslagere, tilføjede Nixon. Blikkenslagerne blev de folk kaldt, der opererede i det Hvide Hus' hemmelige undergrund, og som blandt andet havde stået for ulovlige aflytninger, beskidte kneb, sabotage mod politiske modstanderes aktiviteter og - sidst men ikke mindst Watergate-indbruddet. Absurditeten var total.

Derefter fulgte den nye præsident og fru Ford ham ud af vagten. Han vendte sig i kabinedøren til helikopteren og gjorde V-tegn med begge hænder og varemærket, det glædesløse åbne grin, der så ud som om det altid hang et andet sted end manden. Air Force One fløj ham hjem til Californien, hvor han nær var død af en blodprop.
Siden fik han endu en genkomst i amerikansk politik, nu som elderly wise statesman, en rolle der bekom ham. Konservative iagttagere har siden fremhævet ham som en af de største præsidenter på grund af Kina- og Sovjetpolitikken.
Det passer ikke. Nixon var uden sidestykke den elendigste præsident, Amerika har haft. Ingen andre er blevet tvunget til at gå af efter forbryderisk virksomhed.
Det var altsammen meget sørgeligt, dengang for 25 år siden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her