Læsetid: 4 min.

Fantasterne

12. august 1999

Der blev der drømt store drømme og set store syner i Danmark i 70'erne

Det 20. århundrede
I 70'erne blafrede fanerne igen, som de havde gjort i 30'erne. Men ikke så voldsomt denne gang. Danmark var blevet et velfærdssamfund. Det var ikke liv og død, det gjaldt. De nye oprør og opgør handlede om noget andet. Ting, som mennesker, der havde oplevet onde tider, havde svært ved at forstå.
Kvindernes oprør, for eksempel.
Den 8. april 1970 marcherede de første rødstrømper i København - til bekymring for alle, der havde myndighed at udøve: I dagene forinden var der gået rygter om, at de rabiate fruentimmere ville overfalde Den Kongelige Livgarde.
Garden indkaldte ekstra mandskab. En politimand udtalte til BT:
"Vi vil på intet tidspunkt tolerere et kvindeoverfald på garderne. Seks patruljebetjente og flere beredne skal nok sørge for, at vi får styr på disse oprørske kvinder."
Soldaterne forsvarede sig så godt, de kunne: De spillede "Her kommer Pippi Langstrømpe" - men kun til glæde for Berlingske Tidendes udsendte medarbejder. De tolv rødstrømper kom slet ikke i nærheden af Livgarden. De marcherede ad strøget, klædt ud som sexsymboler. Til sidst, på Rådhuspladsen, kastede de bh'er, hofteholdere og andre symbolske gevandter i en skraldespand.
Et par damer kom forbi og forstod ingenting:
"Hvor er de dog naive. Tror de virkelig, at de kan tage alt det fra kvinden, som hun betragter som det skønneste i tilværelsen?"

Revolutionen
Naiviteten florerede i Danmark i 70'erne. Det var fantasteriets årti: Der var folk, der troede, det lille land kunne klare sig alene, udenfor Fællesmarkedet. Eller at man blev revolutionær, hvis man spiste brune ris. Mange fantaserede om et samfund uden atomkraft. Der var endog dem, der mente, man uden videre kunne flytte ind på en nedlagt kaserne på Christianshavn, male den i alle regnbuens farver, sælge hash i gaderne - og få lov til at blive boende.
Der blev der drømt store drømme og set store syner i Danmark i 70'erne.
De unge var parate til at kassere hvad som helst, der havde med de ældre generationer at gøre.
De kæmpede voldsomt - men som regel kun med ord. I blade, aviser, foldere og pamfletter kunne man læse om arbejderklassens falske bevidsthed, den nødvendige bevidstgørelse og den kommende revolution. Der var demonstrationer og aktioner på værtshuse, i universitetslokaler, i børnehaver, på massemøder. Der blev analyseret, kritiseret og sunget slagsange:

Den dag vi siger ja til
vor egen klasses magt
vil små og store hænder bli
mod vore hænder rakt.

Disse ord var skrevet af Jesper Jensen, der var akademiker. Men det var ikke gymnasielærere og universitetsprofesorer, han tænkte på. Det var arbejderklassen. Den arbejderklasse, venstrefløjen bejlede til årtiet igennem - uden held.

Happening
Det jævne folk havde sine egne helte i 70'erne. Røde var de ikke - men der var i hvert fald én ægte oprører iblandt. En fantast af format. I 1971, midt i aftenkaffen i de tusind hjem, dukkede han op på tv-skærmen, et troldeagtigt væsen med sortladne øjne og en røst som en bornholmsk slibesten.
Her kunne det danske folk for første gang høre, at skattesnyd og frihedskamp var to sider af samme sag. Mogens Glistrup blev samtalestof i dagene derpå. Men på avisernes forsider kom han ikke - endnu.
Det gjorde han heller ikke året efter, da han dannede sit eget parti, Fremskridtspartiet, i 'Grøften' i Tivoli, i forbindelse med lanceringen af en bog med Glistrup som hovedperson - skildret som en lysende helteskikkelse.
"Enhver, som deltog i mødet, kunne fristes til at tro, at der var tale om en happening arrangeret for at sætte skub i bogen Mand med meninger...", skrev Politiken.

Protestpartier
Det var virkelig svært for fornuftige mennesker at tro, at nogen kunne tage den mands meninger alvorligt: Når han kom til magten, skulle Folketinget skæres ned til 40 medlemmer. 90 procent af de offentligt ansatte skulle fyres. Det Kongelige Teater skulle averteres til salg. Bibliotekerne skulle lukkes og omdannes til datacentraler for faglige oplysninger. Danmarks Radios monopol skulle brydes, så Grethe Sønck og Volmer Sørensen kunne komme på skærmen igen. Bagmandspolitiet skulle nedlægges. Det var en sag, der lå Glistrup særligt på sinde. Desuden ville han udnævne Erhard Jacobsen til minister for sundhed og socialvæsen.
Men Erhard havde andre planer: I 1973 dannede han sit eget protestparti, Centrum-Demokraterne, under stor dramatik og mediebevågenhed. Her var det ikke skattesnydernes sag, det gjaldt, men den lille mand med fast arbejde, bil og parcelhus - og stor frygt for at miste det hele.

Virkeligheden
"Fantasien til magten", råbte de franske studenter under revolten i Paris i 1968. I Danmark i 70'erne var den nær kommet det. I december 1973 kom Glistrup i Folketinget med 28 mandater - som det næststørste parti. Erhard Jacobsen kom ind med 14 mandater. Også Kristeligt Folkeparti blev repræsenteret med et fantasifuldt program: De ville skrue moralen tilbage til før p-pillens tid.
På dette politiske grundlag skulle Danmark nu fungere. Det gjorde det så, med hiv og sving og skiftende regeringer. Virkeligheden er tung og svær at flytte. Da det gale årti var forbi, lå landet der endnu, under socialdemokratisk styre, med kapitalisme, skattetryk og ét program i fjernsynet. Men helt uforandret var det ikke. Og vi fik aldrig atomkraft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her