Læsetid: 4 min.

Farven som bindeled

2. august 1999

En aldeles seværdig udstilling på Charlottenborg viser bemalede danske skulpturer fra de sidste halvtreds år

Udstilling
I den klassiske forestilling om skulpturen som ren form, en idealistisk størrelse af indre stabilitet og lovmæssighed, er der ikke plads til bemaling med farver. De er unødvendige dekorationer på det hvide marmor, som forstyrrer den skulpturelle formalitet, helhed og essens.
Men op gennem det meste af dette århundrede har farven og bemalingen taget aktivt del i udviklingen af den moderne skulptur. Fra Calders humoristiske mobiler, Donald Judds industrielle kasser til Jeff Koons kitschede legetøjsdyr, for blot at nævne nogle få, har den som en henvendelse til omverden og beskueren, signal eller camouflage, medvirket til en udvidelse af skulpturens ellers hermetiske og selvbestaltede rum, en åbning mod andre genstande og kroppe. Og det ikke bare i den international kunst, men også i den danske.

Stor udstilling
Det kan man for tiden se på den store udstilling Farvefænomener - bemalinger i dansk skulptur 1947-98 på Charlottenborg. Med omkring hundrede værker af 48 kunstnere er udstillingen stort og ambitiøst anlagt og alle lokalerne er da også tætpakkede med værker, selv pladsen foran bygningen er taget i brug.
Farvefænomener er arrangeret af kunsthistorikeren Mikkel Bogh og billedhuggeren Erland K. Madsen. De blev bedt om at lave en udstilling om dansk skulptur efter 1945, og for at begrænse emnet besluttede de sig for kun at medtage bemalede skulpturer.
Der er således også en kunsthistorisk dimension i udstillingen, men denne er, helt bevidst, nedtonet i forhold til den tematiske vinkel. Derved undgår Farvefænomener en alt for pædagogisk tone, men benytter sig af en åben struktur, der giver plads til de betydninger, der ligger i værkerne selv og deres indbyrdes relationer, brudflader og sammenfald.
I sin introducerende og perspektivrige katalogtekst gennemgår Bogh den historiske, kulturelle og teoretiske baggrund for udstillingens tema og dets forbindelse til en snes af de udstillede værker. Som udstillingen selv er teksten ikke definitivt afklarende, men snarere undersøgende og spørgende, og fungerer på den måde også som en opfordring til publikum om at gøre deres egne erfaringer med farvefænomenerne.

Bemalede skulpturer
Udstillingens tema er taget helt bogstaveligt i udvælgelsen af værker, nemlig bemalede tre-dimensionelle objekter. Alle værkerne er således bemalede på den eller anden måde, de fleste helt, men nogle dog kun delvist, nogle har mange farver som Paul Gadegaards kontorinventar andre kun en, to eller slet ingen som i Martin Erik Andersens akrome(grå) papstykker, nogle er af træ og sten andre af plastik, pap eller polyester.
Bemalingen antager ikke nogen ensformig karakter, men kommer til udtryk i en række vidt forskellige skulpturer, objekter og installationer fra Robert Jacobsens abstrakte jernskulpturer, Kurt Trampedachs hyperrealistiske installation Telefonboks (1971) og Henrik B. Andersens kompleks sammensatte Optike. Spectativus (1992) til Viera Collaros nærmest immaterielle lysværk Hvid Cirkel (1998), Peter Louis-Jensens minimalistiske trækonstruktion Struktur (1968) og Albert Mertz' rød- og blåmalede gipsbuste Bemalet Pallas Athene (1986).
Der er værker i udstillingen som meget direkte forholder sig til bemalingens tematik. Et af dem er Ellen Hyllemoses værk uden titel fra 1996, et træbur med noget der ligner et nedskunket lærred fyldt op med maling indeni. Hyllemose bruger bemalingen til at arbejde sig ind i et felt mellem skulptur og maleri, hvor hun iværksætter et spil mellem rum og flade.
Jørgen Michaelsen bruger bemalingen mere konceptuelt, og i hans Monofon - til samtidig fremstilling af det statslige og det nationale (1995), en lille grå kasse med en sort stjerne på og højtaler indeni, formidler den således en kontakt mellem det specifikke objekt og en generel ide. Og Kasper Heibergs model-agtige farveeksperimenter, søger nok en ren farve løsrevet fra det genstandsmæssige, men skaber ikke desto mindre en konkret rumlig effekt med sine bemalede jernplader.

Tingene og farverne
Således viser Farvefænomener, at farven og bemalingen ikke er et forstyrrende og overfladisk fremmedelement, men tværtimod er en mulighed for at accentuere og nuancere aspekter af det skulpturelle formsprog. De er udtryk for en moderne erkendelse af, at skulpturen ikke blot er afgrænset af sin egen form, men eksisterer i et større tid og rum, historisk, socialt og kulturelt.
Farven finder et sted i rummets konkrete objektverden, ligesom skulpturerne og objekterne gør det i fladens abstrakte sanselighed. Og bemalingen udgør et slags bindeled mellem det rumlige og det visuelle, tingen, kroppen og blikket, og i videre forstand mellem værk og beskuer.
Udstillingen sigter ikke mod nogen entydig konklusion, men giver med den velvalgte variation i værkerne et på en gang mangetydigt, underholdende og om man vil farverigt billede af farvens og bemalingens funktion og betydning i moderne dansk skulptur. Og som sådan skaber udstillingen på effektfuld vis en større opmærksomhed over for forholdet mellem tingene og farverne.

*Farvefænomener - bemalinger i dansk skulptur 1947-1998 på Charlottenborg, Nyhavn 2, indtil den 29. august. Fuldtillustreret katalog.
168 s., 80 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu