Læsetid: 3 min.

FE-chef handlede 'tjenstligt ukorrekt'

18. august 1999

Auditørrapport klarlægger, at Forsvarets Efterretningstjeneste i oktober 1971 udleverede 'personfølsomme' oplysninger om militærnægtere - Rapport efterlader mange løse ender, mener Preben Wilhjelm

Den daværende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), oberst Erik Fournais, har erkendt at have handlet "tjenstligt ukorrekt", da han i oktober 1971 udleverede "personfølsomme oplysninger" om Militærnægterforeningens bestyrelse til sin gamle ven og officerskollega Knud Østergaard (K), der netop var gået af som forsvarsminister.
Det fremgår af den 68 sider lange "Rapport i anledning af undersøgelsen ved auditør af visse forhold vedrørende Forsvarets Efterretningstjeneste og Militærnægterforeningen mv. i perioden 1970-1978", der tirsdag blev frigivet af Forsvarsministeriet.
Vicegeneralauditør Niels Christiansen blev sat i gang med undersøgelsen, efter at Jyllands-Posten i oktober 1998 kunne afsløre, at Erik Fournais havde udleveret oplysninger om medlemmer af Militærnægterforeningens bestyrelse og blandt andet deres politiske tilhørsforhold til Knud Østergaard.
Auditørrapporten fastslår, at Erik Fournais begik en "tjenstlig forseelse" ved at udlevere oplysningerne. Men, konkluderer vicegeneralauditøren, "da et eventuelt strafansvar for længst er forældet, findes det ikke formålstjenstligt nu at tage stilling til en hypotetisk tiltale". Sagen får altså ingen konsekvenser for den i dag 79-årige Erik Fournais.

'Objektivt ikke korrekt'
Auditørrapporten får heller ingen konsekvenser for den tidligere FE-officer Ulrik Schmidt, der i 1977 gav en oplysning til kommissionsdomstolen i Hetler-sagen, der var "objektivt set ikke korrekt". Domstolen skulle under ledelse af daværende landsdommer Frank Poulsen klarlægge omstændighederne omkring den højreekstremistiske freelance-agent Hans Hetlers samarbejde med FE.
Ulrik Schmidt sagde under en afhøring i kommissionsdomstolen, at Militærnægterforeningen i 1970 ændrede taktik og forsøgte at få politiske modstandere af forsvaret til at gå ind i det og bekæmpe det indefra. Men auditørrapporten fastslår, at Militærnægterforeningen ikke i 1970 havde denne taktik, og at FE ikke var i besiddelse af oplysninger om det.
Auditøren skriver, at der "formentlig" kan "stilles spørgsmålstegn ved", om Ulrik Schmidt afgav "bevidst urigtige oplysninger". Men, hedder det lakonisk: "Dette skal ikke bedømmes nærmere. En eventuel overtrædelse af straffelovgivningen ville i øvrigt i dag være forældet."
Tidligere SF-folketingsmedlem Jens Thoft, der er en af de tidligere militærnæg-
tere, der har været afhørt under auditørundersøgelsen, undrer sig over, at vicege-
neralauditøren på en række punkter fastslår, at der ikke er foregået registreringer, samtidig med, at han skriver, at FE's kartoteker er slettet: "Hvis han har ret i, at karto-tekerne er slettet, har han intet grundlag for at konklu-
dere, som han gør," siger Thoft.
Preben Wilhjelm, tidligere VS-folketingsmedlem, erklærer sig "positivt overrasket" over, at der er "gjort et ret grundigt arbejde":
"Undersøgelsen understreger, at det er fuldstændig urimeligt, at FE ikke indgår i den kommende PET-undersøgelse. Med auditørrapporten er der kommet så mange løse ender frem, at undersøgelsen kun kan gøres færdig ved, at FE bliver en del af kommissoriet for PET-undersøgelsen," siger han.
Også SF's formand Holger K. Nielsen mener, at auditørrapporten giver grund til at inddrage FE i den kommende PET-undersøgelse.

En del af kulturen?
"Når historien om oplysningerne fra Fournais til Østergaard nu er bekræftet, rejser det spørgsmålet, om det har været en del af kulturen, at FE har udleveret materiale til politikere, der sympatiserede med efterretningstjenesterne," siger Holger K. Nielsen.
Enhedslistens ordfører på området, Søren Søndergaard, kræver en uvildig undersøgelse af FE: "Det chokerer mig, at rapporten underspiller de ulovligheder og usandheder, som man afslører," siger Søren Søndergaard.
Forsvarsminister Hans Hækkerup (S) kaldte tirsdag i en pressemeddelelse Fournais' brev til Knud Østergaard "kritisabelt" og Ulrik Schmidts vidneudsagn "uheldigt".
"Forsvarsministeriet ønsker ikke at afgive yderligere kommentarer til rapporten," hedder det i pressemeddelelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu