*Harry Belafonte gjorde i 1995 hovedrolle-comeback i denne spændingsfilm, der - på trods af at John Travolta spiller den anden hovedrolle - ikke blev dømt værdig til dansk biografpremiere. Filmen synes dog umiddelbart mere interessant end de fleste film fra Hollywood i disse år: en social kommentar til raceskel og uligheder i 1990'ernes USA. - Den politisk ukorrekte grundidé er at vende alt på hovedet: de sorte er den rige overklasse, mens de hvide slider på gulvet. Belafonte spiller en fabriksejer, der forskanser sig i sit velindhegnede palæ, mens Travolta er fabriksarbejderen, som fyres på grund af en tilfældighed, fordrives fra sit hjem og tager Belafonte som gidsel. Altså ikke en film, der stryger tilskueren så indladende med hårene som mange nyere Hollywood-film. Den er er da også skrevet og instrueret af et nyt navn, Desmond Nakano, der kommer fra den uafhængige produktions-sektor. - Kelly Lynch og Carrie Snodgress, der begge kan være fremragende, ses i de største kvinderoller.
White Man' Burden/ Den hvide mands byrde. DR 2, fredag kl. 20.00-21.55
*Jodie Forster giver den dødsenstriste offerrolle en ny twist i dette voldtægtsdrama. Hun er den jævne servitrice Sarah, der er glad for at flirte og danse med fyrene i den lokale bodega. Æggende i miniskirt og nedringet bluse spiller hun åbenlyst på sin erotiske udstråling og er derfor - juridisk set - det modsatte af det ideelle voldtægtsoffer. Så da hun politianmelder nogle fyre, der har voldtaget hende i bodegaen, forsøger hendes sagfører, spillet af Kelly McGillis, at plædere for reckless endangerment, altså en mildere dom end voldtægt. Men Sarah, der ellers ikke hører til de alt for artikulerede og selv føler sig under anklage, protesterer og vil have fyrene dømt for deres forbrydelse: voldtægt. - Jodie Forster spiller dette drama om retfærdighed og værdighed uden en eneste falsk patetisk tone, med hudnær ligefremhed og stille styrke. En præstation, der fortjent indbragte hende en Oscar. Den dygtige instruktør Jonathan Kaplan gør retssagen både troværdig og menneskeligt involverende, men overspiller i sidste tredjedel sine kort i en række bastante tilbageblik til selve udåden.
The Accused/ Anklaget.
DR 1, fredag kl. 21.30-23.15
*Hitchcock er selvfølgelig ugens hede navn i anledning af hans 100-årsdag i morgen. Tre af mesterens film er på programmet - plus en enkelt af hans mest fremtrædende elev, Brian De Palma. Det drejer sig om den drilagtige slasher thriller Klædt på til mord, hvor den elegante blondine Angie Dickinson paraderer sin erotiske frustration i et djævelsk plot, der skatter til Psycho. Især et langt, virtuost billedorkestreret afsnit, hvor Dickinson og en forfølger leger kat og mus på et museum, viser hvor meget De Palma har lært af Hitchcock om tilskuermanipulation. - Men den ægte Psycho kan også ses aftenen før på TV 3, der har råd til den slags. Forhåbentlig får man ikke en reklame anbragt midt i det berømte brusebadsmord, der varer 45 sekunder, og som fortekstspecialisten Saul Bass har sat sammen af over 90 små filmstumper. Et mageløst chok at se i biografen som 17-årig helt uden mindste varsel - nu har hele tre fortsættelser unægtelig fjernet lidt af det absolut enestående ved Hitchcocks eneste skrækfilm. - Til gengæld er Rebecca, hans første Hollywood-film fra 1940, nok ikke så kendt, selv om den lidt damede romantiske fortælling - en slags opfølger til producentens Selznicks Borte med blæsten - blev en stor succes ved sin fremkomst. Ikke en af Hitchcocks bedste - det er til gengæld Skjulte øjne fra 1954 med James Stewart som en fotograf, der med benet i gips bruger tiden til at udspionere sine genboer med en stærk kikkert. En atmosfærestærk studie i voyerisme og storby-ensomhed (dog forsødet af Grace Kelly).
Psycho. TV 3, fredag kl. 22.15-00.20
Rebecca. TV2, fredag kl. 00.00-02.10
Rear Window/ Skjulte øjne. DR 2, lørdag kl. 20.25-22.10
Dressed to Kill/ Klædt på til mord. DR 2, lørdag kl. 23.20-01.00
*Ang Lee taiwainesisk født og opvokset, men nu bosat i USA, må man lede forgæves efter i Peter Schepelerns ellers så fremragende filmleksikon, men i mine øjne er han én af 90'ernes store instruktører. Ganske vist ikke af dem, der fører sig frem med ildnende selvpromovering og larmende stileksperimenter. Men kvartetten: The Wedding Banquet (Tre, der elsker hinanden), Spis, drik, mand, kvinde, Fornuft og følelse og The Ice Storm, er elegant og vittigt fortalte sædekomedier, med en menneskelig forståelse og varme, som man relativt sjældent møder i moderne film. I hans familiecentrerede film, der på en mærkelig måde forener mildhed med skarp iagttagelse, krydses romantiske længsler med sociale konventioner og skaber historier fulde af sørgmodighed og ironi. - I den historiske romanfilmatisering Fornuft og følelse (1995) får Ang Lee god hjælp: han holder forfatterinden Jane Austen i den ene hånd og sin kombinerede stjerne og manus-forfatter Emma Thompson i den anden. Og på kattepoter snor Ang Lee sig så gennem Jane Austens sædeskildring fra 1700-tallets slutning, hvor den engelske landfamilie Dashwood degraderes socialt og husets døtre derfor konfronteres med stærkt reducerede udsigter på ægteskabsmarkedet. Emma Thompson er den 'fornuftige' ældre søster Elinor, mens Kate Winslet fra Titanic ses som den mere 'følende' lillesøster Marianne, der forelsker sig glødende i den flotte, romantiske Willioughby (Greg Wise). Men følelserne må i stor udstrækning undertrykkes, konventionerne skal jo overholdes, og det er ved kontrasten mellem det vældige følelsespres og den artige formfuldendthed, at filmens underfundige komedievirkninger opstår. Som tilskuer bliver man søstrenes medsammensvorne og må på én gang more sig og forfærdes over deres prekære forhold til de venlige, men gådefulde mænd, der holder kortene tæt ind til brystet.
Sense and Sensibility/Fornuft og følelse. TV 3, søndag kl. 21.00-23.35
