Læsetid: 6 min.

En film er et stykke kage

13. august 1999

Realisme i sig selv var Hitchcock ligegyldig. Hans film er eventyr om normalitetens skred ud i utæmmelige drifter. I dag ville han være fyldt 100 år

Filmene
Sir Alfred Hitchcock lavede 53 film - 23 i England, 30 i Hollywood.
De engelske film var i reglen lette og legende, gennemsyret af drillende humor og en aldrig svigtende sans for narrestreger. Flertallet af de amerikanske har større alvor, følelsesmæssig dybde og stiliseret klarhed i kompositionen.
Der er et præg af billedbogseventyr over Hitchcocks bedste film (En kvinde skygges, Menneskejagt, Psycho, Fuglene). Han giver aldrig psykologien første prioritet. Realisme i sig selv er ham ligegyldig - "En film er ikke et stykke liv, men et stykke kage," som han sagde. Hans film er eventyr om normalitetens skred ud i utæmmelige drifter, om skrøbelig orden på randen af kaos, om falsk uskyld og selvbevidst ondskab, om morbiditet og romantisk besættelse. Det hele sat i scene i mærkeligt logisk opbyggede billed-suiter af en egen dagdrømme-gennemsigtighed og geometrisk linieklarhed, med det endelige formål at manipulere os ind i spændingens særlige verden af angst blandet med fryd.

Forfatterne
Alle forfattere, der arbejdede sammen med Hitchcock, skrev Hitchcockfilm. De arbejdede for ham. Det gælder så forskellige, markante navne som Raymond Chandler (Farligt møde), Thornton Wilder (I tvivlens skygge), Ben Hecht (Berygtet), Anthony Shaffer (Frenzy) og Brian Moore (Bag jerntæppet).
De forfattere, der håbede på at kunne gøre sig selvstændigt gældende, skuffedes af samarbejdet. Andre affandt sig med, at Hitchcock ikke bare instruerede skuespillerne, men også manuskriptforfatterne. Ofte fastlagde han en række scener visuelt, inden der overhovedet var ført pen til papiret. Og så sad han dag efter dag med manuskriptforfatteren og gik alt igennem til mindste detalje.

Selvpromovering
Hitchcock var en af de første instruktører, der forstod nytten af at reklamere for sit navn i pressen. Allerede i 1930, efter at have lavet sin første talefilm Blackmail, hyrede han en PR-mand, der blev sat i spidsen for selskabet Hitchcock Baker Productions Limited, hvis hovedformål var at udsprede nyheder om Hitchcocks aktiviteter (dette selskab viste sig også nyttigt op gennem 1930'erne som skattely).
Senere i USA viste Hitchcock sig virtuos til at udnytte sit navn og sin snurrige personlighed som populær tv-vært samt 'redaktør' og anbefaler af krimi-antologibøger, han ikke havde det fjerneste at gøre med. Han var også altid særdeles imødekommende overfor pressen, hvad angår interviews.
Hitchcock var en meget dygtig forretningsmand. Da han døde, efterlod han sig en formue på mindst 120 millioner kroner.

Sadismen
"Jeg synes altid det er en god idé at følge dramatikeren Sardous råd: 'Man skal pine kvinderne!'" - Denne Hitchcock-udtalelse fik en makaber vægt i den sidste del af hans karriere. Begyndende med Telefonen ringer kl. 23 (1954) rummer hans film flere og flere voldelige overfald på kvinder, udformet med enorm appetit og omhu som filmiske tour de force-scener. Mest berømte er badekarmordet på Janet Leigh i Psycho (1960) og kragernes og mågernes angreb på Tippi Hedren i Fuglene (1963).
Sidsnævnte ret korte scene brugte Hitchcock en hel uge til at optage, og Tippi Hedren såredes faretruende af en fugl, der gik efter hendes venstre øje og ramte hendes nederste øjenlåg. Efter at have fået smidt fugle i hovedet en uge og inkasseret en besøgende Cary Grants ros for sin standhaftighed brød hun sammen og måtte holde en uges pause fra optagelserne.

Metoden
Hitchcocks varemærke var suspense (spænding) - i modsætning til mange andre kriminalfilms ydre chok eller gåder om hvem, der er morderen. Han ville hverken chokere eller mystificere sit publikum - han ville dominere det.
Derfor satsede han på følelserne - identifikationen med personen i fare, den nærgående indkredsning af skrækken for alskens trusler, angsten ved at vide sig forfulgt. Hitchcock var selv en mand, der ønskede - og ofte opnåede - total orden i sit liv, fordi han både i sit privatliv og sit arbejde frygtede det uventede mere end noget andet. Derfor skrev han sammen med sin manuskriptforfatter en udførlig drejebog over alle sine film, hvor hvert billede og klip blev fastlagt på forhånd. Så blev han sparet for overraskelser under optagelserne, som han ofte fandt kedelige - i modsætning til det friere, mere skabende arbejde på manuskriptet.

Blondinerne
Skuespillerinder, der spillede stærkt på deres sex-appeal, appellerede ikke til Hitchcock. Marilyn Monroe eller Brigitte Bardot fik aldrig en chance hos ham. Han tændte på den lady-like-type - helst en blondine - hvis reservation skjuler de erotiske gnister.
Han elskede kontrasten mellem det pletfrie, checkede ydre og de skjulte lidenskaber. Blandt hans favoritskuespillerinder var Joan Fontaine, Ingrid Bergman, Grace Kelly, Vera Miles og Tippi Hedren.
Også i sit eget liv blev Hitchcock forgabt i blondinerne. Han var en frustreret romantiker. Det begyndte allerede inden 1940, da han blev betaget af sin smukke, blonde sekretær og senere manuskriptmedarbejder, Joan Harrison. Senere nærede han særdeles varme følelser for Ingrid Bergman og Grace Kelly. Efter alt at dømme platoniske forhold baseret på hans rige fantasiliv.
Den mindre stjerne Vera Miles forsøgte han at bygge op til hovedrollen i En kvinde skygges (Vertigo 1958) - filmen, hvor Hitchcock klarest bekender sine romantiske længsler. Men hun skuffede ham bitterligt ved at blive gravid for tredie gang i stedet for at tage imod rollen.
Derefter trak han den obskure Tippi Hedren frem fra tv-reklameland og skrev kontrakt med hende om at totalkontrollere hendes karriere (og delvis også hendes liv). Han prøvede også - under indspilningen af Marnie (1963) - at indlede et forhold til hende, men blev afvist.
Derefter sprak der noget i ham. Han sjuskede med færdiggørelsen af Marnie, og kun da han vendte hjem til England for at lave Frenzy (1971), nåede han glimtvis tidligere kunstneriske højder. Alt hvad han ellers rørte ved fra Marnie og fremefter blev fiasko. Hans sidste år blev særligt tragiske, hjemsøgt af angst og ensomhed.

Efterligningerne
"Hvis en amerikansk instruktør påstår, at han ikke er påvirket af Hitchcock, er han ikke rigtig klog," sagde Hollywood-instruktøren John Frankenheimer engang.
Og påvirkningerne er til at tage og føle på. Mel Brooks lavede i 1977 en Hitchcocks-hyldest - den komiske pastiche Høj skræk, bygget op af lutter imiterede Hitchcockscener. Andre Hitchcock-inspirerede instruktører er franskmanden Claude Chabrol (der sammen med Eric Rohmer skrev den første bog om Hitchcock, der anerkendte ham som en stor kunstner), Robert Benton, Roman Polanski, Paul Verhoeven, Terry Gilliam, Kenneth Branagh, George Sluizer, Stanley Donen, Henri Georges Clouzot, Dario Argento, Irvin Kershner og Phil Joanou.
Men den instruktør, der mest konsekvent har bygget sine film efter Hitchcocks forbillede, er så afgjort den talentfulde amerikaner Brian De Palma. Det ses især i Sisters (1973), Besættelse (1976), Klædt på til mord (1980), Stand-in for mord (Body Double 1984), De uovervindelige (1987) og Det skjulte ansigt (Raising Cain 1993).
Slægtskabet viser sig ikke blot i tematiske fællesinteresser som psykopati, voyeurisme og kvindemord, men nok så tydeligt i de filmiske stilgreb, De Palma har lært af Hitchcock: skærpelsen af spændingen gennem en forventningsskabende, elastisk tidsudvidende klipning, der baserer sig på identifikation. Men også den virtuose brug af den ekstremt lange uklippede optagelse, som Hitchcock især anvendte med held i kriminaldramaet Rebet (1948).
De Palma deler Hitchcocks grundopfattelse, at film er andet og mere end fotografier af mennesker, der taler sammen. Kunsten ligger i måden, man filmer. Formen skaber indholdet.

Alma
Hitchcocks hustru gennem 53 år, Alma Reville, har 100-årsdag i morgen.
Næppe mange husker det, men Alma, der døde i 1982, var fra Hitchcocks første til sidste film sin mands nærmeste og mest betydningsfulde medarbejder. Når en manuskriptforfatter havde skrevet en scene, som Hitchcock ønskede at fremhæve, var han stående formular: "Alma siger, hun kan lide den." Højere ros kendte han ikke.
Alma mødte Alfred i 1921. Hun var da klipper og script girl på Islingston-studierne og havde en højere stilling end ham. I den første tid var deres forhold strengt professionelt ("Jeg er meget genert, hvad piger angår," forklarede han senere), men da han var blevet instruktør, friede han og fik ja. Derpå helligede Alma sig helt og holdent Alfreds karriere, selv om hun på dette tidspunkt blev betragtet som en af Englands mest lovende klippere og manuskriptforfattere. Hun er krediteret som med-manuskriptforfatter på 11 af hans film, men har haft fingrene i langt flere.
Parret fik en datter, Patricia, født 1928, med udpræget skuespillertalent. Men Pat foretrak i længden moderrollen. Forholdet mellem Alma og Alfred var lidet passioneret og ofte præget af gnidninger, men trods hans interesse for andre kvinder svigtede Alma aldrig sin på mange måder barnlige, ensomme og overfølsomme mand. Til gengæld bestemte hun det meste på hjemmefronten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu