Læsetid: 4 min.

Det filmiske pejlingsmærke

11. august 1999

Det engelske månedsblad Sight and Sound er verdens ældste internationale filmmagasin. Og måske stadig det bedste

Intet er så uvurderligt for et tidsskrift som prestige, for det giver god fornyelse i skribentrækken. Og prestige har Sight and Sound, der med 67 år på bagen er verdens ældste internationale filmblad.
Ligesom The New Yorker får en særlig aura for yngre skribenter ved gennem årene at have været hjemsted for navne som Nabokov, Updike, Edmund Wilson og Pauline Kael, er Sight and Sound stedet, hvor folk som Graham Greene, Raymond Chandler, Alfred Hitchcock, Lindsay Anderson og Kenneth Tynan søgte hen, når de ville formulere deres tanker om 'den syvende kunstart'.
Sight and Sound var indtil 1991 et kvartalstidsskrift, men sideantallet nærmede sig ofte de 100. Herefter blev det til en månedsskrift, og man begyndte at dække samtlige engelske biografpremierer med en fremragende dokumentation, der for hver film består af tre separate sektioner: så udførlige credits som muligt, et rimeligt detaljeret handlingsreferat og en relativt grundig karakteristik og bedømmelse.
Bladets sidetallet ligger nu på omkring de 70, så der er også plads til en lang række uddybende enkeltartikler og interviews samt kortere orientering om de mange nyudgivelserne på videomarkedet.

Den store tradition
Bladet kan smykke sig med mange store skribentnavne, men langt vigtigere er traditionen for velafvejet kritisk jugement og sjældent svigtende kvalitetssans. Dette ry blev først oparbejdet i 50'erne. Bladets start i 30'erne var nemlig knyttet til den statslige oprettelse af The British Film Institute (der stadig står som udgiver), og det gav i de første årtier en overvægt af sociologisk stof og opdragende synsvinkler.
I 1949 overtog en ny generation af unge filmentusiaster imidlertid bladet og omskabte det til, hvad det siden har været: verdens førende seriøse engelsksprogede filmtidsskrift. Nu var det især folk, der senere blev aktive filmskabere, som stod for indhold og linie: redaktøren Gavin Lambert, som siden blev manuskript- og romanforfatter, de senere instruktører Lindsay Anderson, Karel Reisz og Tony Richardson - og endelig den 'rene' kritiker Penelope Houston, der overtog redaktørstolen, da Gavin Lambert i 1956 drog til Hollywood for at skrive manuskripter med instruktøren Nicholas Ray.
Det er normalt det franske Cahiers du Cinéma, der med Truffaut, Godard, Chabrol og Rohmer på medarbejderlisten omtales som filminstruktørernes tidsskrift. Men Sight and Sound var det altså også, omend i mindre målestok.

Sikkert overblik
Herefter sikredes kontinuiteten af Penelope Houston, der blev ved som redaktør i ikke mindre end 35 år.
Hun fastholdt et humanistisk, samfundsengageret udgangspunkt for en udogmatisk, æstetisk velfunderet kritik, der aldrig løb sur i det filmteoretisk abstrakte, det en-øjet politiske eller det bedrevidende sociologiske. Ikke så lidt af en præstation i de for kunstarten så turbulente tider i 1960'erne og 70'erne.
Og nu overlever bladet som det uundværlige indsigtsfulde øje på en filmsituation, der præges af medie-opsplitning og grove modsætninger mellem kunst og kommers. I en tid med udvidede digitale udtryksmuligheder parret med en Hollywood-dominans, der sætter snærende grænser for kunstfilmens folkelige udbredelse, er der ekstra behov for et tidsskrift, der mestrer det kølige, analyserende overblik og sætter en velargumenteret kritisk standard.

Truet humanisme
Bladets netop udkomne julinummer er et godt eksempel på disse kvaliteter.
Lederen forholder sig skeptisk til nye forsøg på at hænge voldsfilm ud som ansvarlige for virkelighedens mordtragedier og ironiserer over forsøgene på at dæmme op for ungdommens interesse for "the thrills of danger and destruction". En appetit, der allerede i forrige århundrede mættedes af kulørt litteratur og ikke lader sig censurere bort.
Samtidig bydes den nye teknik i en film som The Matrix velkommen, også som en udfordring til hvad der kaldes den truede "humanistiske auteur-tradition". Som kunne opleves i en ofte noget affældig udgave på dette års Cannes-festival, hvilket dokumenteres længere inde i bladet med 30 kortomtaler af festivalens udbud (om auteur-instruktøren Peter Greenaways sidste udspil 8 1/2 Women hedder det f. eks. sarkastisk, at det er den første af instruktørens film, der "går ud over det selvrefererende for at blive ægte autistisk.")

Det sidste nye
Julinummeret præges overhovedet af bladets sædvanlige, fint velafvejede blanding af stof om det splinternye og det bevaringsværdigt gamle. Der er en længere artikelserie om de levende billeders liv på cyber-sites og kunstgallerier, med særlig omtale Internettets voyeuristiske Trucam Shows, såsom kedsomhedsorgiet JenniCAM.
Og der er en fin oversigtsartikel om den solidt humanistiske, produktive franskmand Bertrand Tavernier, nyt stof om den udødelige noir-klassiker Den tredie mand og om det gamle Hollywoods fornyende mesterfotograf Gregg Toland.
Gammelt og nyt side om side. Fingeren på cyber-pulsen, men den anden hånd på humanist-hjertet - det hele i kyndigt analytisk, livligt velskreven prosa. Sådan ser et godt filmtidsskrift ud.

*Sight and Sound udgives af The British Film Institute (www.bfi.org.uk) og koster for førstegangskøbere 44.40 pund i årsabonnement. I løssalg hos bl. a. Turistkiosken, Jorcks Passage

Foregående artikler i serien om udenlandske aviser og blade blev bragt 11., 23., 24. og 25. juni, 2., 7., 15., 21., 28. og 31. juli samt 4. og 5. august. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her