Læsetid: 14 min.

Hvis man vil forandre tingene må man være aktiv

20. august 1999

Klynkeri kan få John Dyva op af stolen. Han går ind for, at der skal være ordentlig hjælp til dem, der trænger. Men han synes, der bliver jamret for meget og handlet for lidt

Gamle øjne
Pensioneret glarmester, arbejdsleder og lokalpolitiker. John Dyva, 74 år, har flere titler end disse; så mange, at han til et jubilæum engang fik en collage oversået med alle hans kasketter. Han kan se tilbage på et aktivt liv i det forgangne århundrede. Senest har han været med til at starte Ældremobiliseringen, en landsdækkende organisation, knyttet til fagbevægelsen, som arbejder for ældres vilkår, og det er her, han nu kaster sin energi ind.
Jeg møder ham i et par ny-erhvervede lokaler i Slagelse, som han selv har skaffet til Ældremobiliseringen i Vestsjællands Amt. Det er også ham, der sidder her hver onsdag fra 10-13, for at tage imod medlemmer og andre interesserede fra hele amtet. De kan f.eks. få adgang og introduktion til IT her. Et nationalt initiativ, John Dyva også har været med til at sætte i gang og skaffe penge til.
Generelt kaster ældre i Danmark sig i øjeblikket ihærdigt over edb'ens forunderlige verden. John Dyva startede selv fra bunden for halvandet år siden, og nu surfer han glad på Internettet. Men alt med måde.
"Som formand for bestyrelsen i vor DagligBrugs fik jeg at vide, at hele FDB ville arbejde for at udbyde tilbuddene på Internettet. Så kunne du sidde derhjemme og bestille det sæt tøj, du skal have. Jeg kunne ikke dy mig for at spørge: 'Hvad fanden skal man så bruge tøj til?' Man behøver jo ikke gå uden for en dør!"
"Der sker et eller andet med det sociale samvær i vor tid. Vi bliver fjerne fra hinanden. Jeg har sagt til min svigerdatter, at de skal passe på med vores barnebarn på 17 år, at han ikke bliver så grebet af det, at han bruger al sin tid på computeren."

En familie med politisk tæft
I Ældremobiliseringens lidt rå lokaler med lyserøde vægge fra den tidligere butik Askepot, byder John Dyva på kaffe og cigaretter. Han har været socialdemokrat, siden han var 17 år, og lokalpolitiker i Hvidebæk kommune fra 1980-1990. Også Dyvas oldefar havde politisk tæft.
"Min oldefar var yderligtgående socialdemokrat. Han sad på sine gamle dage og sagde tilfreds: 'Nu har arbejderne ret til otte dages ferie. Vi er kommet ned på 48 timer om ugen.'"
"Hvis min oldefar vågnede op, så ville han dø en tre-fire gange over at se, hvilke fremskridt, vi har gjort. Og så kan man jo stille spørgsmålet, om det nødvendigvis er fremskridt alt sammen."
Her hentyder Dyva til sin faste overbevisning, at der skal være ordentlig hjælp, men han er også træt af folk, der klynker.
"I min egen generation har vi så mange ting at være glade for. Og så klynker de, fordi kommunen ikke kan hjælpe os med det og det. Vi har jo en stor gruppe af pensionister, som klynker, og så tager de ned til Tyskland eller Mallorca og køber varer."
Dyva fortæller om et beskæftigelsesprojekt i sin egen kommune, hvor man tildelte en ledig som havemand til alle pensionister.
"Men så kom alle i det beskæftigelsesprojekt i arbejde. Så kommer der folk og klager sig, med hus og bil og helbredet i orden: 'Dyva. Nu har de taget havemanden fra os. Hvad skal vi gøre?' 'Jamen hvis I ikke kan selv, så er der hjemmeservice, til en rimelig pris.' 'Det koster jo penge!' 'Ja,' siger jeg, 'det er rigtigt.' Og ved du hvad der skete! De slår græsset selv og klipper hækken selv!"
- Det var da en god slutning på den historie!
"Ja, men jeg bliver sgu vred over, at man klynker over noget, man får frataget, som man godt selv kan. Min kone og jeg er glade for, at vi kan selv. Men vi er også glade for, at den dag, vi ikke kan selv, så har vi muligheden for at få hjælp."
"Og det prøver jeg at lære mine børn og børnebørn, at de skal skønne på, at vi har et samfund, der er så velopbygget med et socialt sikkerhedsnet. Så kan man altid sætte fingre på ting, der kan gøres bedre. Men hvis man synes, at politikerne oppe på Christiansborg er nogle idioter, så må man sgu sørge for, at de politikere ikke er nogle idioter. Man kan da stemme, og man kan selv stille op. Hvis man vil forandre tingene, så må man altså være aktiv."

Den store arbejdsløshed
John Dyva blev født i 1925 på Frederiksberg i en lejlighed oppe på kvisten på Howitzvej.
"Både min bror og jeg er født deroppe i lejligheden. Der var kun elektrisk lys i stuen. Der var petroleum i køkkenet. Min far er udlært glarmester, og der var ikke noget at lave i hans fag, så han var på Sciønning og Arve, cykelgummifabrikken, under den store arbejdsløshed. Jeg kan huske, når han kom hjem om fredagen, så sagde han: 'Erna! Jeg klarede den én uge til!'"
"Dengang fik man ugeløn, og så kunne der ligge en fyreseddel inde i lønningsposen. Og det skete jo også en dag, at der lå en seddel. Det var med omgående ikrafttrædelse, der var ikke noget med opsigelse. Der var ikke det sikkerhedsnet, vi har i dag. Altså huslejen forfaldt, vi skulle også have noget i munden, så måtte tøj og sådan noget komme bagefter. Så havde min far skrabet nogle penge sammen, og så købte han nogle gardinsnore med kvast, nogle flot slebne dørglas, og et buet glas til fotoramme. Og så gik han rundt og stemte dørklokker."
- For at sælge det?
"Ja. Så spurgte han: 'Har De brug for et dørglas i dag?' Han fik efterhånden en kundekreds, og fik skrabet 180 kroner sammen til en telefon. Den skulle mor så passe. Det blev starten, og senere fik han forretning ude i Hvidovre med svende og det hele."

Sex talte man aldrig om
Fra Søndermarksskolen, hvor han havde sin skolegang, husker John Dyva en særlig episode med en meget tillidsvækkende lærer i faget sundhedslære.
"Vi drenge sagde til vores lærer: 'Vi vil egentlig godt vide, hvordan man får børn.' Han blev sådan lidt forlegen over det der. Men så sagde han, at det ville han da også godt fortælle os, men vi skulle have en seddel med fra vores forældre, at det var i orden. Og det var der ingen af os, der fik."
- Turde I ikke spørge?
"Nej, det var tabu. Simpelthen et tabu. I hvert fald hos mine forældre. Vi talte aldrig om sådan noget."
"Jeg tænker så tit, at jeg er så ked af det på de unge menneskers vegne i dag. Hver gang man ser en film i tv, så ser man fanme (ja undskyld det franske!) en sengescene i fem-seks minutter. Alt drejer sig om sex, og man har ikke andet end sex i hovedet. Jeg er selvfølgelig miljøskadet, men bevar mig vel, hvor er de blevet snydt for meget. Den nysgerrighed og den oplevelse, man skal have. Jeg synes, man tager noget fra de unge mennesker. Fordi det er sådan en speciel oplevelse mellem to mennesker, man ikke kan vise på film. Der er selvfølgelig nogle områder, hvor man godt ville have haft noget oplysning. Hvordan kan du undgå at få børn, og kønssygdomme og den slags. Nu var det jo ikke noget, der var så udbredt dengang."
"Der er det jo også blevet anderledes, nu vi er på vej til år 2000. Præventive midler kendte vi ikke meget til dengang, udover det, manden kunne beskytte sig med. Så kom pessar og spiralen og p-pillerne. Det, synes jeg, er en lykke, for nu kan kvinden selv bestemme, hvornår hun skal have et barn. Og så i øvrigt at vi har fået den frie abort. Der var mange illegale aborter. Så enormt mange. Det var skrækkeligt. For det første satte de helbredet til, mange kunne ikke få børn siden. Dem, der foretog aborten, kunne også komme i spjældet, ikke. Man skal bare ikke bruge det som præventivt middel."
- Har du kendt nogle, som har fået illegale aborter?
"Jaja."
- Hvor det gik godt?
"Ja, det gjorde det. Heldigvis."
- Hvordan fandt man ud af, hvor man kunne gå hen?
"Det gik fra mund-til-mund. Vi havde en dame, hvor vedkommende kom i hjemmet, hos dem selv. Det foregik rent - faktisk med strikkepinde og sæbevand. Det var noget grusomt noget. Når de så fik aborten, så var de nødt til at blive indlagt. Dengang havde man tavler over sengen på sygehusene, hvor der stod, hvad man fejlede. Så stod der: 'Uprovokeret abortus'. Så alle besøgende kunne se, Nåh, det er hende, der har fået en illegal. Man skulle jo hænges ud! Det var skamfuldt."
"Jeg kan ikke følge de kristne mennesker, for det er en misforstået form for kristendom, at man skal forbyde den frie abort. Jeg har altid syntes, at det er forfærdeligt, at en kvinde skal have et uønsket barn. Også fordi der er så mange dumme svin til mænd, som løber fra deres ansvar. Det må vi jo indrømme."

Ville helst have været journalist
Som 15-årig begyndte John Dyva som bud i et bogtrykkeri, inden han skulle i lære som håndsætter.
"Jeg skulle jo have en læreplads, men det var ikke lige mig. Så blev jeg bud nogle andre steder, og så fortsatte jeg hos min far og blev glarmester, og så kom jeg i lære som isenkræmmer også."
- Det ville du måske hellere?
"Nej. Jeg ville helst have været journalist. Men det var umuligt. Altså man skulle næsten have studentereksamen, for at blive ansat på sådan et blad."
- Hvorfor fortsatte du så ikke i skolen?
"Mine forældre havde ikke råd til at lade mig gå i skole."
- Skulle man betale for det?
"Nej, men man skulle se at komme ud at tjene nogle penge. Det var helt almindeligt. Jeg var meget ked af det. Det var jeg. Og det var ikke, fordi jeg ikke havde evnerne. Men sådan var det bare."
- Det diskuterede I slet ikke?
"Næ. Jeg fik besked på at gå ud af skolen. Og sådan var det. De fleste gik ud af skolen. I den budplads, kan jeg huske, jeg tjente 26 kr. og 55 øre om ugen. De 25 kroner skulle jeg aflevere hjemme, og 1 krone og 55 øre var mine lommepenge, så måtte jeg selv administrere dem."

Kujonerne under besættelsen
Første dag på bogtrykkeriet var 9. april 1940. En dag Dyva husker tydeligt. Der er bitterhed i hans stemme, når han taler om Anden Verdenskrig:
"Det sker, at jeg er ude i Ryvangen, hvor min gode ven, Louis Jensen, ligger. Han blev skudt 14 dage før befrielsen. Han blev taget ved en razzia, og så blev han henrettet derude i Ryvangen uden dom. Det tilgiver jeg aldrig."
- Var det tyskerne?
"Ja. Og de mange danske overløbere. Og så tilgiver jeg ikke de lunkne politikere og det lunkne politi, vi havde, som undskyldte sig med, at de handlede efter ordrer fra staten. De fik besked af tyskerne på, at de skulle arrestere 70 kommunister. Men de var så emsige, så de tog over 250. De havde deres egne lister."
Dyva selv var med i modstandsbevægelsen fra 1944.
"Vi hjalp tyske desertører med at komme til Sverige. Og så hjalp vi nogle jøder med at komme afsted. Vi havde en formidlingscentral, og vi havde et par lejligheder hvor de kunne være. De sidste tre måneder af besættelsestiden var jeg under jorden. Jeg mødte så meget forræderi. Man rejste fra det ene sted til det andet. Vi flakkede rundt. Og vi vidste aldrig, hvor vi skulle sove den næste nat."

Befolkningens hån
Med de erfaringer var det svært efter krigen at mærke befolkningens generelt negative holdning til det, der hånende blev kaldt 'fritidsbekæmperne'.
"Og sådan én som Hartvig Frisch, der skældte de mennesker ud, som havde haft til opgave at gå ud og likvidere stikkere. (Det har jeg altså ikke gjort). Og kaldte dem for mordere. Uden at vide, hvad det handlede om. Det betød, at tre af de mennesker begik selvmord et års tid efter befrielsen. De kunne ikke leve med det."
Dyva fortæller, hvordan nogle af de anklagede gik op for at tale med Hartvig Frisch efter begravelsen i Ryvangen:
"Så siger de: 'Vi er tre 'mordere' her fra Jylland, for De har jo kaldt os mordere.' Nej, sådan skulle det ikke opfattes. Men det var jo ikke en åben krig, sådan mand til mand. Det var ikke en ærlig kamp. Frisch mente, at det var militæret, der skulle gøre den slags, men vi havde ikke noget militær, det blev jo taget den 29. august."
"Når modstandsbevægelsen havde likvideret en tysker, så skød tyskerne altid en dansk topfigur. Og da sagde Frisch, at de mennesker, som blev myrdet, betød meget mere, end de sabotører, som blev fanget og henrettet. Det var hans akademiske måde at sige det på. Det er jo rædselsfuldt!"
Dyvas ansigt er forvrænget ved erindringen om den dårlige oplevelse.
"Når man så følger retsopgøret herhjemme og krigsforbryderprocessen i Nürnberg, så gik vi jo og sagde til hinanden: 'Nu får vi renset ud, det kommer vi aldrig til at opleve mere' - og nu har vi næsten ikke oplevet andet."
- End hvad?
"Vi har næsten ikke oplevet andet end forbrydere, der begår folkedrab, nu den sidste Milosevic, ikke. Folkedrab så det basker, og der har ikke været en krigsforbryderproces siden Nürnberg. Man har haft nogle enkelte, der har stået nede i Holland fra Bosnien. Men de store, dem får man ikke."
- Hvor meget har den krig betydet for resten af dit liv?
"Jeg tilgiver aldrig tyskerne det, de har gjort. I dag omtaler man tyskerne som 'nazisterne'. Nu siger man, at almindelige tyskere ikke var nazister. Men jeg undrer mig over, når man ser de film: Hvem er alle de mennesker med armen i vejret, der står og siger 'Heil'? Der er sket så meget historieforfalskning. Og jeg tilgiver heller ikke de lumpne politikere fra den tid. Jeg kan ikke lide den der danske selvtilfredshed."
- Synes du ,den er der stadigvæk?
"Ja. I høj grad. Folk slipper for nemt, når de begår økonomisk kriminalitet. Danskere har ingen moral. Det er ingen skam at køre spirituspåvirket. Det er ingen skam at lave sort arbejde. Og så jamrer man sig over, at man ikke kan få det ene og det andet. Det kan man jo ikke få, fordi mange danskere får eller laver en eller anden form for sort arbejde. Og så forsvinder indkomstgrundlaget. Så er der selvfølgelig ikke penge til at betale."
"Jeg synes, danskere har en anløben moral. Nu vil jeg ikke moralisere, men den er meget uren."
- Er det er nyt fænomen?
"Nej, men det er mere udbredt, end det har været før. Og så kommer klynkeriet. Børnefamilierne. De kan næsten ikke få nok. Jeg har aldrig set nogen, der kan købe så meget. I Brugsen ser jeg dem med tre-fire pakker chips og cola i hånden og mobiltelefon ... jamen, hvad er det, der mangler? Det forstår jeg ikke."
- Hvad tænker du om fremtiden?
"Jeg frygter, at der kommer en tredje verdenskrig. Jeg tror, der sidder én eller flere idioter, som kommer til at trykke på knappen. Jeg frygter ikke russerne, og jeg frygter heller ikke Milosevic. Men jeg frygter den tredje verden. Jeg tror, de er helt uden skrupler. Jeg er måske for pessimistisk. Jeg håber det naturligvis ikke. Den tredje verden, må vi jo indrømme, er blevet underkuet af Vesten."
"Jeg kommer altid til at tænke på den tyske filosof Hegel. Han siger: 'Mennesket lærer af historien, at det aldrig lærer af historien.' Det kan skræmme mig. Ikke så meget på mine vegne, men for mine børn og mine børnebørn."
"Min kone og jeg mener, vi har levet i den bedste tid. Vi har ikke lyst til at komme langt ind i det 21. århundrede. Vi har levet i en tid, hvor vi var fattige i barndomshjemmet, men vi er aldrig gået sultne i seng. Vi havde en anden form for familieliv, end man har i dag. Der tror jeg nok, vi har levet i den bedste tid."

Det går lidt langsommere nu
- Det lyder som om, du er en handlingens mand?
"Ja, jeg har ikke ret langt fra ide til handling. Men jeg prøver på at være tålmodig og ikke være for overilet. Jeg fik et stift ben for 18 år siden, efter flere store operationer. Rent psykisk røg jeg ud af balance, også fordi jeg var i gips i seks måneder. Og havde pinde ud af benet, og måtte sidde i kørestol og var afhængig af andre. Jeg blev fuldstændig umulig at have med at gøre derhjemme. Men så blev jeg klar over, at jeg gik over stregen. Heldigvis. De største sejre vinder man over sig selv. Og da sagde jeg undskyld, for det bliver man aldrig for stor til."
"Jeg bestemte, at det stive ben ikke skulle bestemme min tilværelse. Men der skal ske noget. Jeg gider ikke det der inaktive. Selvom jeg nu føler, at det går langsommere, det gør det. Men det gør ikke så meget. Så har jeg det lille Amalienborg derhjemme, hvor jeg kan samle kræfter. Jeg har et godt hjem, og jeg har en god kone, og der bliver passet på mig. Og jeg har altid haft frihed til at bruge min tid til det, jeg ville. Jeg har aldrig haft klynkeri, hvis jeg har sagt: Else, jeg er ikke hjemme de næste tre dage."
"Og det er ikke, fordi hun gerne vil af med mig." Dyva ler hjerteligt.
"Jeg er forkælet, det er jeg."
- Hvad synes du om at blive ældre?
"Jeg plejer ellers ikke at læse dødsannoncer, men det kan godt være, der står en bagved og prikker mig på skulderen. Og så ser man jo, hvordan ens tidligere ungdomsvenner og skolekammerater langsomt falder fra. Men så er det, man siger til sig selv: Og du er her stadig. Du går her stadigvæk, frisk og frejdig. Det er underligt."
"Jeg fik en alvorlig virus for nylig, som de ikke har fundet ud af, hvad var. Da jeg lå der i ambulancen, troede jeg faktisk: Nå, er der bud? Kommer han nu med notaen?"
- Så må du have oplevet det meget stærkt at komme tilbage igen?
"Det gjorde jeg også. Jeg var meget glad. Vi ved jo godt, at livstiden har en grænse. Det gælder os alle sammen. Vi lever hver dag på lånt tid. Det er hver dag en lykke at vågne op om morgenen. Jeg kan sætte mig op på en bænk i haven med et krus kaffe og en smøg, og så kigge ned på de åndssvage guldfisk, hvoraf den ene er tam, så man kan klø den i nakken. Så tænker jeg: Hvor er du et privilegeret menneske."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu