Et nyt udvalg af filosoffen Ernst Cassirers skrifter viser ham som en behændig formidler
Ny bog
Der foregår i disse år en massiv genopdagelse af den tyske filosof Ernst Cassirers (1874-1945) værker. I Tyskland arbejdes der på en samlet værkudgave, og i Danmark er det hidtil kommet til to oversættelser: Om kulturvidenskabernes logik fra sidste år, og nu et udvalg af tekster under titlen De symbolske formers filosofi i Gyldendals Moderne Tænkere-serie.
Cassirer hører hjemme i den bevægelse, man i filosofihistorien har kaldt 'nykantianismen'. I det meste af det 20. århundrede har der været tradition for at betragte nykantianismen som indbegrebet af tysk katederfilosofi, en tør og teknisk erkendelseskritik, som alene hørte hjemme på universitetet og i studerekammeret, og som mest tjente som bagtæppe for de mere oprørske skikkelser.
Fænomenologerne Husserl og Heidegger trådte således frem i første halvdel af århundredet som revolutionære fornyere, der gjorde op med den støvede universitetsfilosofi; de marxistiske filosoffer kastede sig over umiddelbart presserende spørgsmål af social og politisk karakter i stedet for at fortabe sig i "erkendelsens mulighedsbetingelser".
Over for disse bevægelser fremstår de nykantianske filosoffer - Natorp, Cohen, Rickert - i dag næsten som oldtidslevn, der højst er af historisk interesse, og som næppe læses uden for en meget snæver kreds af fagfolk.
Samarbejde
Cassirer har i lang tid delt skæbne med disse øvrige repræsentanter for den 'tilbagevenden til Kant', som blomstrede i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, og som i dag er reduceret til fodnoter i de filosofihistoriske lærebøger.
Det er betegnende, at han i lang tid bedst var kendt som den filosof, der deltog i en dybsindig diskussion med Heidegger i Davos i 1929. Når han nu igen viser sig i den filosofiske debat skyldes det vel for det første, at et opgør og en afvisning nødvendigvis må ses fra begge sider, og at modstandernes fremstilling ikke i sig selv er nok til at fælde dom over en hel filosofisk bevægelse. Men vigtigere er det sandsynligvis, at Cassirer i virkeligheden kun med modifikationer lader sig indordne i en bestemt historisk strømning.
På den ene side er han - og det ses tydeligt i De symbolske formers filosofi - både interesseret i og påvirket af fænomenologien. På den anden side er hans tænkning præget af en voldsom belæsthed i allehånde specialvidenskaber - psykologi, psykopatologi, lingvistik, matematik, fysik og biologi. Cassirer kombinerer frit erkendelser fra alle disse vidensområder. Hans erklærede udgangspunkt er, at filosofien og humanvidenskaberne kun kommer på højde med de problemer, de står over for, ved at samarbejde på tværs af discipliner og faggrænser. Og denne præmis er vel den egentlige impuls til hans fornyede relevans. Samarbejdet mellem forskellige vidensområder er for tiden stærkt efterspurgt i forskningen, ikke mindst den humanistiske.
Udogmatisk
Udvalgets titel stammer fra titlen på det store trebindsværk, Cassirer udgav mellem 1923 og 1929. Philosophie der symbolischen Formen er et forsøg på en omfattende kulturfilosofisk redegørelse for sproget, myten, religionen, kunsten og videnskaben, der alle betragtes som selvstændige 'symbolske former'. De er en slags skemaer, som på forskellige måder strukturerer og muliggør de erfaringer, mennesker gør i mødet med verden.
Cassirers ambition er at kortlægge de forskellige symbolske former, deres udvikling, indre logik og forhold til hinanden. Selv hvis en sådan undersøgelse i bund og grund er filosofisk, så går den bestandigt ud over det snævre filosofiske felt og fordyber sig i særlige problemstillinger, hvor specialvidenskaberne hentes ind som hjælp.
Det danske udvalg holder sig ikke kun til Philosophie der symbolischen Formen, men plukker essays, artikler og foredrag fra mange forskellige sammenhænge, hvor Cassirer har arbejdet med begrebet. Det betyder på den ene side, at udvalget til en vis grad er præget af gentagelser, hvor de samme argumenter og eksempler optræder flere gange; men samtidig er det et ganske målrettet udvalg, hvor spørgsmålet om de symbolske former udgør et klart defineret centrum. De behandlede emner spænder vidt - fra de grundlæggende spørgsmål om erfaringen af rum og tid til undersøgelser af den strukturelle sprogvidenskabs forhold til psykologien og biologien.
Selv hvis Cassirer ikke uden videre slipper ud af den nykantianske slagskygge, og selv hvis hans filosofi stadigvæk er - og vedgår at være - en videnskabeligt forfinet fagfilosofi, så er hans udogmatiske og vidtfavnende tilgang en berigelse også for den danske debat. Og den idé, at den ubundne bevægelse mellem de traditionelle discipliner er vejen til en dybere forståelse af filosofiens
og humanvidenskabernes spørgsmål, har utvivlsomt fremtiden for sig.
*Ernst Cassirer: De symbolske formers filosofi. Udvalgte tekster. Oversat af Arne Jørgensen og Peer F. Bundgard, indl. af Arne Jørgensen. 328 s., 288 kr. Gyldendal
