Torben Skjødt Jensens portræt af Simon Spies er en påmindelse om, hvor savnet den kontroversielle rejsekonge er
Ny film
Min generation husker ham som en af de første danske mediepersonligheder med et markant image: leopardskinstøfler, skaldepande og langt silkeblødt hår, kæmpe fuldskæg, en stok med eget sæde i Det kongelige Teater og ikke mindst en stemme, som med en blanding af arrogance og flabethed kunne turnere de ofte ganske kontroversielle udsagn, så man sad tilbage med indtrykket af en egenartet excentrisk jovialitet.
Kort sagt: man kunne lide manden.
Navnet er selvfølgelig Simon Spies, og i Torben Skjødt Jensens nøgternt fascinerede portrætfilm - Simons film - holder indtrykket fra dengang. Spies var på én gang provokerende og elskelig, et festligt indslag i en ellers gråmeleret forretningsverden, en sand original af den type, der alt for sjældent er plads til i det lokale Lidenlund, en intelligent eksperimentator og en talentfuld erhvervsleder.
Så mange kvaliteter samlet under én isse skal resultere i noget særligt, og Spies' liv hørte da også til de mere farverige. Uden nogen af de visuelle narrestreger, som ellers har været Torben Skjødt Jensens varemærke, fortælles historien fra start til slut, fra den ikke på nogen måder forgyldte opvækst med en enlig mor i Helsingør over studietiden på Regensen - sammen
Fra de flippede perioder
Forretningsimperiets utrolige historie belyses behørigt gennem interviews med en række tidligere medarbejdere, men filmens egentlige
scoop er den store mængde arkivfilm, der er gravet frem. Det falder så heldigt, at Steen Herdel, der har produceret Simons film, faktisk blev ansat som leder af Spies' filmselskab Mercur i starten af 70'erne og derfor har adgang til alt det råfilm, som Spies lod optage uden rigtig at vide, hvad det skulle bruges til.
Portrættet rummer således fyldige uddrag fra en aldrig færdiggjort film, som Spies i en af sine mere flippede perioder startede på at producere med sig selv i hovedrollen som en gurulignende skikkelse, der gjorde alting baglæns.
Arkivoptagelserne giver et nuanceret indblik i Simon Spies' person, et i bund og grund ganske konservativt menneske med en ubændig legesyge og en givtig flair for den danske folkekarakter. Spies gav danskerne, hvad de gerne ville have, og slap til gengæld af sted med en livsstil, som - specielt hvad forbruget af kvinder angår - ikke ville have været accepteret i mere puritanske tider.
Filmen spørger selvfølgelig, om Spies nu også var et lykkeligt menneske under al den virak, og klogeligt nok lader Skjødt Jensen det være op til publikum at svare på baggrund af det fremlagte materiale. De nærmeste medarbejdere peger ikke overraskende på, at formanden dybest set var ensom, og at problemet med ikke at kunne få børn gik ham mere på, end han gav udtryk for. At rollen som velhaverbohéme, offentlig provokatør og orakel dog ikke faldt ham svær at udfylde, viser filmklippene også.
Den ukendte far
Sandheden ligger formodentlig et sted midt imellem. Eller som Spies selv i et interview formulerer det, med drævende stemme og vanlig blanding af understatement og charmerende glimt i øjet: "Man skal nok gå ud fra, at forholdet mellem virkeligheden og det, der kommer frem i medierne, er af en temmelig indviklet karakter."
Filmen byder på et overraskende afsnit om Spies' ukendte far, der efter en bedragerisag i Landmandsbanken forsvandt ud af familien allerede i 1921, men som - viser det sig - boede hos sønnen i en periode op til sin død i '69.
Og så aflives et par myter. Spies var langt fra så alkoholiseret, som rygtet sagde. Han led af en leversygdom, der tvang ham til at være sprutfri i lange perioder, men når han så endelig faldt i, lavede han gerne et pr-nummer ud af sine eskapader. Det er, som Dan Turèll sagde: Har en offentlig person drukket én øl på et værtshus, og hundrede andre gæster har set det, har vedkommende i den kollektive erindring drukket hundrede øl.
Var Spies ikke storforbruger af de våde varer, kastede han sig til gengæld med stor nysgerrighed ud i eksperimenter med stoffer. Afsnittet om rejsekongens 'psykedeliske periode' - han var ligefrem med til at oprette Psykedelisk Selskab - hører til filmens mest underholdende, og gåden om Spies handler vel nok om, hvordan en stadig mere ukonventionel livsførelse kunne blive ved med at fungere som positiv reklame for en stor privat virksomhed. I et land, hvor man ikke ser sig i stand til at købe mælk og brød af en kvinde med hovedtørklæde på, har man gladeligt lagt sine ferierejser i hænderne på en langhåret midaldrende mand, der lod sig fotografere til ugebladene, mens han dyrkede sex med unge piger på gulvet af en bodega.
Men danskerne havde én gang for alle taget Spies til deres hjerter, og i Simons film bliver man gang på gang mindet om, hvor meget man savner at vågne op søndag morgen til radioprogrammet 'Spørg bare' og høre den gnækkende stemme fortælle de øvrige paneldeltagere - Cleo, John Price og Erhard Jacobsen - hvordan virkeligheden så ud fra Villa Fjolle.
Simon Spies døde i april 1984.
*Simons film - en film om Simon Spies. Instr: Torben Skjødt Jensen. 1999. 100 min. Distr.: Det Danske Filminstitut. Vises i Mercur Teatret 13., 14. og 15. aug., kl. 20, gratis adgang. I næste uge deltager filmen i Odense Film Festival. D. 25. aug. samt 1. sept. vil den blive vist i to afsnit på DR/TV
