Læsetid: 5 min.

Fornemmelsen for '68

28. august 1999

Som håbløs ignorant fra '61, har jeg lidt svært ved at skelne mellem virkeligheden '68, og vores efterrationaliserende fornemmelse for '68

Qlummen
En 'to'er' er en båd, en 'tyver' er en mønt, og en '47'er' en øl.
Let og enkelt. Det er også nemt at karakterisere en '68'er'; en mand, der engang var en langhåret hippie med sygekassebriller, røg pot og kastede tomater efter daværende rektor ved Københavns Universitet, Mogens Fog. Så flyttede han til Thy ('68'eren' altså) og senere til Christiania, var skiftende medlem af samtlige partier til venstre for SF, hvad enten de hed KUP, SUK eller
St-Øn. Desuden var han medstifter af mindst én Befrielsesfront, nød fri sex i og uden for parforhold, og skændtes med ex-kæresten om, hvem der skulle skifte lille Lotus.
I dag er '68'eren', som alle ved, ansat som chef i den offentlige administration, eventuelt som konsulent i et privat managementfirma. Han er bedstefar, går i pæne, beigefarvede bukser, og undlader ikke at bære slips til receptioner og kongresser.
En '68'er' har altid været samfundsengageret. Han har naturligvis ikke eksisteret før 1968, men han er dog heller ikke født i 1968, selvom man godt kunne tro det af navnet.

Ordet '68'er' er altså en metafor, og som mange andre metaforer har ordet den udmærkede egenskab, at enhver klar definition smuldrer væk mellem fingrene på én, samtidig med at vi bruger ordet, som om vi alle mener det samme, og som om det, vi taler om, er en fast, definerbar størrelse.
En '68'er' kan f.eks. ikke indkredses præcist aldersmæssigt. Vi har også svært ved at skelne mellem hippier, marxister, kollektivister, økologer og narkomaner. Det hele samles sammen og kan uden problemer rummes i 'en 68'er', men i retrospektiv er det nok mere de venstreorienterede, intellektuelle, der kommer til at fylde metaforen, end dem, der døde af en overdosis. Vi ved egentlig også godt, at der var mange unge mennesker i '68, som hverken var venstreorienterede eller udflippede, men som derimod pænt færdiggjorde deres læretid, arbejdede som postbude, sygeplejersker, kassedamer osv., for at spare sammen til parcelhus, folkevogn og tv apparat.
Og så kunne en 'rigtig oprørsk 68'er' vel til nød også være en kvinde, selvom vi senere har hørt, at de få der var, primært lavede the, mens mændene planlagde aktioner?
På samme ensidige måde er det veluddannede, velbjærgede, og veletablerede mennesker i halvtreds-tres-års alderen, der i dag betragtes som '68'ere' - ikke de mange i samme aldersgruppe, som er langtidsledige, og for hvem det er håbløst at få et job.
Vi ved egentlig godt, at begrebet '68'er' er en metafor; at folk er forskellige, også selvom de (næsten) har den samme alder. '68'erne' er et begreb, der udtrykker vor fornemmelse for virkeligheden, men vi har alligevel en tilbøjelighed til at opfatte det som noget, der repræsenterer den rene, skærefaste virkelighed. Man kan næsten ikke åbne en avis i dag, uden at begrebet '68'er' træder frem i tryksværten, hvad enten det handler om de egoistiske, velnærede '68'ere', eller teksten er malet i nostalgiske farver om alt det, der foregik i 1968.

Metaforen '68'er' bygger nemlig grundlæggende på en anden metafor: '1968'. Mange år i dette århundrede er blevet begreber, såsom '20, '45, og '89, men ingen har dog fået opkaldt en hoben mennesker efter sig. At 'være 68'er' er et billedligt udtryk for, at man har været med til en række bestemte begivenheder i 1968. Disse begivenheder, og året 1968 i det hele taget, må have været helt, helt specielle, siden 1968 som det eneste år nogensinde har kunnet definere en hel gruppe mennesker, en specifik livsstil og en særlig oprørsk samfundsopfattelse.
Da jeg selv er en håbløs ignorant fra '61, har jeg lidt svært ved at skelne mellem virkeligheden '68, og vores efterrationaliserende fornemmelse for '68. De magiske metaforer kan af gode grunde ikke have eksisteret før '68, men interessant ville det da være at finde ud af, hvornår de er taget i brug, og med hvilke hensigter? Man kan vel ikke komme udenom, at der på et tidspunkt er foregået en italesættelse; altså en opfindelse af ordene og de betydninger, vi tillægger dem.

Går man tilbage til det skæbnesvangre år, finder vi naturligvis, at Information har været på pletten. Den unge journalist, Ejvind Larsen rapporterede fra Københavns Universitet, da en lille gruppe psykologistuderende havde demonstreret og spillet jazzmusik i gården ved deres institut, den 21. marts 1968. På forsiden samme dag var lederen skrevet af samme unge rapporter, og overskriften var: Studenteroprør.
I Berlingske samme dag finder vi en lille notits blandt reklamerne nederst side 3, og der står blot, at Mogens Fog afviser demonstranterne. Resten af dét år fylder 'oprøret' ikke så meget i nogle af aviserne, men det refereres naturligvis, da Mogens Fog på de studerendes krav demokratiserer universitetet.
I de følgende år sker der mange ting, ligesom der var sket en del aktioner og happenings inden 1968. Men det er som om, 'oprøret' accelererer, ligesom andelen af unge, der stemmer til venstre for midten, øges kraftigt fra 1968 til 1978.
I 1978, da Konservativ Ungdom var ved at dø ud, mens gymnasieelever organiserede sig i Kap, Sap og Dit og Dat, fik alle aviser en god ide. Det startede med WeekendAvisen, der den 6. januar lavede et "10-års jubilæums-interview" med de gamle oprørere fra '68. Herefter fulgte alle de andre aviser med den samme gode ide. I Information var det Ejvind Larsen himself, der på selve dagen, den 21. marts fulgte op med et interview med de sædvanlige fra Psykologisk Institut, samt Ebbe Kløvedal, som af en eller anden grund var blevet en del af '1968', selvom sidstnævne ikke repræsenterede det, der på dette tidspunkt blev opfattet som oprørET; nemlig det på universitetet. Af samme grund fabrikerede Ejvind Larsen en oversigt over de politiske begivenheder, der nu ti år efter blev anset for at være vigtige i 1968. "Kronologisk oversigt over studenteroprøret 1968" hed den. Her var 1. maj og sømandsstrejker inkluderet, og det kan jo undre, når det handlede om Studenteroprør.

Metaforen '1968' blev altså pustet op i 1978, men en desideret '68'er' var endnu ikke opfundet. Først i 1988 skriver Erik Jørgen Hansen i en undersøgelse om generationsadfærd, at "68-generationen næsten er blevet et begreb."
Nu 31 år efter, kan en ufølsom 61'er godt undre sig over, at netop 68 skulle blive begrebET. Men stillet overfor en gruppe mennesker, der opfattede sig selv som 'rigtige 68'ere', er jeg siden blevet belært om, at '68 virkelig var kulminationen, det sjove, engagerede, spændende år, hvor alting ramlede, og de unge vendte op og ned på det hele. Er der ikke nogen, der kan lave en grundig undersøgelse af det nostalgi-ombruste begreb '1968', og fortælle mig, hvad der er virkelighed, og hvad der er fornemmelse?
Det må da godt være nogle rigtige 68'ere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu