Med sin referencetunge beretning om en fremmed, der kommer til en lille by, sikrede Anders Refn sig i forgangne weekend prisen for årets bedste novellefilm på Odense Film Festival. Grand gratulerer med i al hast at vise filmen
Ny film
Det er den varmeste sommer i mands minde. På kroen i Fjerritslev sidder et par stamgæster og sveder over raflebægrene. De hører ikke til de mest foretagsomme, fornemmer man, og den kvælende hedebølge lægger yderligere en dyne over selskabet. For at bevæge sig må man nærmest sprænge sig fri af kroppens dvaskhed. De bliver siddende. De orker ikke andet, og egentlig passer det også meget godt til deres temperament, at der ikke sker for meget.
Så er det, en fremmed stiger af bussen og lejer sig ind på kroen - ikke med en nævefuld dollar, men med en håndfuld krøllede 100-kronesedler. Herefter bliver intet længere, som det var.
Karakterskuespil
Når Anders Refn i sin 52 minutter lange novellefilm, Seth - efter en fortælling af Jens Martin Eriksen - kan slippe af sted med en så massiv bunke klicheer, hænger det sammen med, at filmen fra start til slut tager personerne alvorligt.
I det genremæssige format leges med at omplante elementer fra både det græske drama og western-filmen til Nordvestjylland, men i instruktionen arbejdes i dybden med karakterskuespil. Og det gælder hele raden rundt, fra Lars Mikkelsens tikkende bombe af en desperado over stamgæsterne (specielt Benny 'Fede' Hansen) til de bekymrede kroejere (Kirsten Olesen og Peter Schrøder).
Som det sig hør og bør, har den fremmede ikke noget egentligt navn. 'Seth' kalder han sig, hverken mere eller mindre. Allerede i bussen har han kysset præstens datter, og han er dårligt forsvundet op ad trappen til sit værelse, før gætterierne begynder at svirre i krostuen.
De lokale aner ikke, hvordan de skal tackle den nye gæst, og i starten driver han ubesværet sit spil med dem. Han er grov, men også et underholdende element, når han med en blanding af afstumpethed og diabolsk vid sår splid i det lille miljø.
Gradvist presser Seth sit kyniske spil ud mod en grænse, hvor situationen må revne, og da der samtidig verserer et rygte om, at han har forbindelse til en grotesk og uhyggelig sag om bandevold og mord i Hjørring nogen tid forinden, begynder de lokales ønske om at vende tilbage til tilstanden, før den fremmede ankom, for alvor at rodfæste sig.
Vellykket allegori
I filmen om Seth gennemfører Refn sit projekt rutineret og konsekvent, og takket være den bundsolide rollebesætning er historien blevet andet og mere end et kuriøst eksperiment.
Lars Mikkelsens uudgrundelige figur sitrer af irrationel energi, og hans erotiske tilnærmelser til først præstedatteren, dernæst den forsømte kromutter og sluttelig - som prikken over i'et - til en halvstor skolepige sætter ekstra strøm på den i forvejen højspændte atmosfære.
Et par steder svigter instruktionens fine balance mellem troværdighed og mytisk dimension - specielt i scenerne med en kolerisk landmand, der af kommunen er blevet anvist 'Seth' som medhjælper - men i det store og hele er filmen en vellykket allegori over den blanding af fascination og frygt i forhold til det fremmede, som kan vise sig at være skæbnesvanger.
Filmen er tilegnet Benny Hansen (1944-98), der døde kort efter optagelserne.
*Seth. Instr: Anders Refn. 1999. Film. 52 min. Distr.: Det Danske Filminstitut. Biografpremiere i Grand Teatret i København på mandag
