Læsetid: 5 min.

Forvirringens år

24. august 1999

Inge Eriksens samtidsroman udmærker sig ved klogskab og lidenskab for det daglige liv

Ny bog
For virkelig at have glæde af Inge Eriksens nye monstrum af en roman skal man helst ligne dens hovedperson, fotografen Clara, på visse væsentlige punkter. Det er næppe nødvendigt at være af hunkøn, men det hjælper at være dansker, og man får brug for en pæn portion humor. Endvidere bør man interessere sig for politik på alle niveauer, samt besidde en særlig rastløs tålmodighed eller afventende fandenivoldskhed.
Har man alt det, plus en ordentlig stol eller en behagelig seng, kan man med sindsro begrave sig i fortsættelsen af Tørvegraverne fra '97. Man vil blive klogere på verden og tilværelsen, og man vil få rig lejlighed til undervejs at øve sig i den svære kunst: at forene sanser og intellekt.
En rigtig forfatter formår som bekendt at lave en smule om på sin læser. Gode bøger evner andet og mere end at spejle os, og den vigtigste kvalitet ved Inge Eriksen som kunstner er formentlig, at hun flytter rundt på vort tanke- og føleberedskab, idet hun til stadighed minder om alt det, vi allerede har glemt, og det, vi endnu ikke har mærket.

Et øjemenneske
Da vi for to år siden forlod smækforelskede Clara, var hendes store, lille verden netop braset sammen. Muren var faldet, Ceaucescu dræbt, men hun havde også lige fundet ud af, at Kim, hendes halvt danske, halvt indiske elsker, var søn af ingen ringere eller bedre end hendes gamle kæreste. For at slikke sårene og muligvis finde sig selv igen drog hun til Berlin.
Her møder man hende i optakten til "De rumænske bøfler", ivrigt fotograferende, ude på utålmodig research, hudløst sansende, samtidsbevidst, et øjemenneske, men også en moderne Kassandra, der aflæser tidens tegn. Udforskningen af den ydre verden bliver en tiltrængt oprydning i det indre, og idet hun forlader byen, har hun umærkeligt ladet sig genføde som kunstner. Udadtil føler hun sig stum, pludselig ramt som af afasi, men indvendig har hun fået fat i en flig afhåbet og skaberevnen, hvad der viser sig i, at hun bagefter med stor succes kan udstille sin billedsuite, 'Situationen Berlin'.
Men hvem dukker op på galleriet? Kim selvfølgelig, og dermed hvirvles hun atter ind i kærlighedens smerter og fryd. Ganske vist er hun alt for gammel til at føde hans børn, men de har nemt ved at nå hinanden, erotisk og intellektuelt, og Clara har nu besindet sig på, at kærlighed måske slet ikke handler om lykke, men snarere om at få mening i sit alt for korte liv.
I årevis har hun boet alene, dvs. taget beslutninger, repareret håndvask og støvsuger, passet haven, skaffet sig jobs, taget vare på sit hus og vogtet over dets ro og ynde. Nu giver hun sig hen til det mirakel, et andet menneske er, og lukker Kim helt ind i sit rum. Hvilket, ret forudsigeligt, volder en del problemer. Han har trods sin velvilje svært ved at kapere hendes selvstændighed, og han kan slet ikke følge hende, hvor det gælder om at 'følge med' politisk og følge op på alt, hvad der sker i 'netværket' af veninder fra 68-generationen. Ejheller skal hun spares for opslidende jalousikonflikter - hun vil så nødig miste ham, skønt hun udmærket ved, at han som alt andet i livet egentlig kun er til låns.

Ilinger gennem huden
I sin skildring af dette kærlighedsforhold udfolder Inge Eriksen umådelig udførlighed. Handlingen sættes ofte i stå af middags- og sengekonversation, og læseren får intim besked om Claras skiftende indre og ydre fornemmelser. Myrekryb, liderlighed, uklar irritation, iling i huden, skælven i læggen. Sjældent har vist en politisk bevidst roman nået en sådan grad af fysisk sensibilitet!
Koncentrationen om kroppenes og kærlighedens rum har imidlertid den pointe, at den for læseren levendegør det omverdenstab, som forholdet fører med sig. Clara og Kim og katten Twiggy lukker sig inde i et fiktionslignende Shangri La, de træder ud af tiden og glemmer virkeligheden omkring sig. Sommeren 1992 registrerer de akkurat, at det bliver et nej til Maastricht-traktaten, og foråret efter spiser de ude, henrevne, med kniv og gaffel, samtidig med urolighederne på Nørrebro efter afstemningen om aftalen fra Edinburgh.
For et menneske som Clara, der er forbundet med verden på en særlig måde, og i en afmægtig binding, som hun egentlig ikke forstår, og som belaster hendes forhold til de mennesker, hun elsker, bliver isolationen farlig. Dels fordi hun som kunstner skal leve på og i konfrontation med virkeligheden, og dels fordi hun som intellektuel næres ved stof til eftertanke, fra situationen i Bosnien til den lurende aggression i et dansk
s-tog.

Politikken - og plottet
Da romanen slutter, i sommeren 1994, er situationen uafklaret. Clara har været nede i Sydafrika og opleve Nelson Mandelas indsættelse som præsident, men Kim har fået et job i Indien, og de må skilles, måske for altid. Sagens endelige udfald kendes ikke, skønt man da har sine anelser. Ligeledes har forfatteren udskudt forklaringen på den mystiske veninde Anna, der også i denne roman bryder ind i fiktionen med portrætter af nogle af dette århundredes mest fremtrædende venstrefløjshelte og
-heltinder.
Jeg vil ikke påstå, at jeg regner med at ligge søvnløs, til vi i tredje bind får slutningen af historien. For lige så skrap Inge Eriksen er til at insistere på skjulte sammenhænge mellem den lille og den store historie, lige så slap forbliver hun som plotkonstruktør, som spændingsopbygger. Til Claras og Kims gåen op i hinanden, med den fatale idyl til følge, svarer på fortællingens plan forfatterens ubekymrede færden i et Paradies der Plotlosigkeit. Hertil kommer en vis tendens til opstyltet kedsommelighed og overpyntet skønvirke-stil.
Som her: "Han stak hænderne op under hendes bluse, og hun gøs lystent, ahh, Clara, jeg havde glemt din sødme, du må have været kurtisane hos en byzantinsk potentat i en tidligere inkarnation".
Indimellem ryster man også på hovedet, af undren over alt det, Inge Eriksen absolut har villet have med i denne monstrøse kunstnerroman, som også er kærlighedsdrama og kulturdokument, politisk konversationsstykke og sindig samtidskrønike. Senbarok i tiden efter Den Kolde Krigs ophør, efter det kollektive farvel til polariteten os-og-dem. En tænksom, langsom fortællekunst fra hæslighedskulturens, værdinivelleringens og forvirringens tid.
Hvad får man som læser i stedet for en sindsoprivende handling? Man fården samme grundighed og ro, som de fleste kender og nogle af os særlig holder af i komplicerede madopskrifter, sådan nogle, hvor kødet på landlig vis skal vinmarineres på forhånd og grøntsagerne skal i efterhånden.

Rumænske bøfler
Sådan kan en roman også være: grundig, nuancerig, fuld af omsorg for tilværelsens uforudsigelighed og dagliglivets mangfoldighed. Det er i øvrigt denne bestræbelse, der indeholdes i titlen. Inge Eriksen henviser nemlig til et af Rosa Luxemburgs breve fra Breslau-fængslet, hvori hun skriver om "et spand rumænske bøfler. Et krigsbytte, som tyskerne har taget og som blir mishandlet." Denne slags detaljer "kommer aldrig med i historiebøgerne," hedder det. Nej, men de hører hjemme, hvor mennesker var og er, og må integreres i sindenes og kønnenes og de mættede øjeblikkes historier, når disse skal fortælles, sindigt og samvittighedsfuldt.

*Inge Eriksen: Sommerfuglens vinge, 2: De rumænske bøfler. Roman. 468 s., 395 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her