Jørgen Leth har mejslet et filmisk digt ud af Søren Ulrik Thomsens univers
Ny film
At det blev Jørgen Leths film om Søren Ulrik Thomsen, der i lørdags på Odense Film Festival løb med prisen som årets bedste danske portrætfilm, kom bag på de færreste. Med sin stramt tøjlede form og sine gennemkomponerede sort/hvide 35mm-billeder rejser filmen sig som en søjle af klarhed blandt tidens mange mere flimrende videoportrætter. Undervejs i biografens mørke imponeres man uvægerligt over, hvor langt filmen når med forholdsvis få komponenter, og når efterteksterne ruller over lærredet, står det klart, hvor meget man har savnet at se Jørgen Leth udfolde sig i netop denne disciplin.
Jeg er levende - Søren Ulrik Thomsen, digter er en opvisning i fravalgets kunst, så lad os starte med at konstatere, hvad filmen ikke er. Blotlæggende og dybdeborende er den ikke, i hvert fald ikke i journalistisk eller almindelig nyfigen forstand. Encyklopædisk eller litteraturhistorisk udtømmende er den bestemt heller ikke. Det er på ingen måder en film, der forsøger at 'komme ud i hjørnerne' eller at 'få det hele med'.
Hvad er det så? Et vellykket møde mellem to 'aristokrater', et i denne genre sjældent eksempel på gemytternes overensstemmelse, en heldig blanding af perfektionisme, kreativitet og generøsitet. En port, gennem hvilken beskueren kan træde ind i et univers, hvor billeder, digte og brudstykker af et liv belyser hinanden på forbilledlig vis. En sublim helhed, der på samme tid er skarp som en slebet diamant, blød som et bankende hjerte og velkomponeret som et godt digt.
Et filmisk værk
Og så er det i allerhøjeste grad et filmisk værk. Det er Søren Ulrik Thomsen pakket ind i en Jørgen Leth-film og serveret på en måde, så det er op til publikum at pakke ham ud.
Ingredienserne er som antydet få og valgt med omhu. Hovedpersonen ses i to typer sekvenser, digtoplæsninger og en række monologer, hvor brikker i uprætentiøse og jordnære vendinger lægges ud til 'mennesket' og 'digteren', fra barndommen i det kolde hus på Stevns over mødet med poesien til en række mere tekniske overvejelser fra kunstnerens værksted.
Omkring hovedpersonen etableres to rum, det helt nære, hjemmet - med nærbilleder af elementer i det disciplinerede interieur, en sort telefon, et fotografi af Frank Sinatra, tebrygningens ritual - og den ydre verden, København, overvejende i tusmørkestemninger, snuskregn og dis, afsøgninger af døgnets spleen-zoner, tilsat blød og smægtende jazz. Det hele forbilledligt fotograferet af Dan Holmberg.
I momenter kan man gribe sig i at finde det hele for formfuldendt og uantasteligt, men når Søren Ulrik Thomsen giver sig til at tale om den formelle kølighed, der i litteraturen kan rumme lidenskab, passion, hjerteblod, så giver de visuelle rammer mening. Også en eventuel uvilje mod den svulstighed, der ulmer under filmens stramme hud, punkteres, når digteren giver sig til at forklare sin accept af patos som det kit, der binder lyrikkens to bærende søjler - det elegiske og det hymniske - sammen.
Fravær og nærvær
At Søren Ulrik Thomsen ikke taler frit fra leveren eller opleves i ukontrollerede situationer, kan ikke overraske. Sådan en film er det ikke, og sådan er hovedpersonen ikke. Det betyder imidlertid ikke, at mennesket Søren Ulrik Thomsen er fraværende. For den opmærksomme er i det mindste træk af ham at finde i valget af de anekdoter, der diskes op med, i gestik og mimik, og i de ganske mange situationer, hvor ordenes strøm får masken til at briste.
I sin fremtoning kan Søren Ulrik Thomsen virke som a man out of time, et menneske ude af trit med den aktuelle virkelighed, og i filmen giver han da også - med glimt i øjet - udtryk for en generel følelse af skuffethed over, at verden er blevet anderledes, end han som barn havde forestillet sig og håbet på.
Om det er spændingsfeltet mellem en mangelfuld virkelighed og en længsel efter det perfekte, der er motoren i disse skulpturelt udmejslede digte fulde af sprækker ind til et levet liv, skal ikke kunne siges. Men under alle omstændigheder virker det, som Jørgen Leth med sin film har tilstræbt at skabe et digt, der på samme måde som den portrætteredes balancerer i det ideelle punkt mellem tanke og følelse, mellem musik og mening, mellem øje og øre. Et digt, der - med Søren Ulrik Thomsens ord - forfører modtageren med musik, og så, lige inden det bliver en vuggevise, lader bevidstheden skære sig på sproget.
*Jeg er levende - Søren Ulrik Thomsen, digter. Instr: Jørgen Leth. 1999. Film. 40 min. Distr.: Det Danske Filminstitut. Biografpremiere i Gloria i København på fredag
