Læsetid: 5 min.

Alt om genmodificerede æg

16. august 1999

New Scientist dækker det hele: Fra gensplejsning til ægs aero-dynamik, og så er bladet for både nørder og almindelige dødelige

Sommerkiosk
"Gennemsigtige tænder", "healende honning" og "brændte øjenbryn tages af menuen" kunne være overskrifter fra blade som f.eks. En Skør, Skør Verden, hvor fakta og fiktion med fuldt overlæg blandes til horrible og vanvittige historier. Men det er de ikke.
Overskrifterne stammer fra et af de seneste numre af det engelske nyhedsmagasin New Scientist, som - på trods af de effektive blikfang til artiklerne - regnes for at være et af de førende og samtidig mest pålidelige blade, der rapporterer fra naturvidenkabernes og teknikkens verden. Ikke mindst blandt videnskabsredaktører og - journalister, der hver uge gennempløjer bladet for at blive opdateret indenfor alt fra genmodificerede fødevarer til kvantefysisk frontforskning - og fra stort set hvert nummer havner en eller flere nyheder fra New Scientist i mere eller mindre bearbejdet form på videnskabsiderne i et af de danske dagblade.

Simpel opskrift
Videnskabsjournalisterne tæller dog en relativt lille del af New Scientists læserskare, som bladet opgør til en halv million på verdensplan. Det store antal læsere kan formentlig tilskrives, at bladets journalister formår at fortælle deres historier på imponerende lille plads uden at give alt for meget køb på det faglige indhold i artiklerne - og samtidig giver dem alle kulør i form af billeder eller tegninger og overskrifter som de førnævnte. Det gør New Scientist mere let læst end konkurrerende blade som det månedlige Scientific American, hvor forskere i alenlange artikler forsøger at popularisere deres arbejde, eller de deciderede videnskabelige magasiner som Science og Nature, hvor en stor del af indholdet udgøres af originale forskningsarbejder, som kun giver mening for forskere fra beslægtede fagområder.
Samtidig er New Scientist bygget meget simpelt - og dermed overskueligt - op: Efter lederen på den første side følger bladets kerne: This Week, med cirka 20 siders nyheder om især forskningresultater, men også miljø- og forskningspolitik. Herefter følger tre-fire længere feature-artikler, hvor man ofte møder forskere, der udfordrer de gængse opfattelser indenfor deres felter. Af og til virker disse spekulationer lige lovlig fantasifulde, og det virker påfaldende, at når (endnu) en ny og revolutionerende opfindelse præsenteres (i et majnummer i år var det et mini-jet-fly til lokal persontransport), så vil den altid blive afprøvet "om et par uger". Mærkelig nok rapporteres der aldrig fra disse afprøvninger i et senere nummer.

Æggehoved-diskution
Det næste man møder, når man bladrer i New Scientist, er boganmeldelser og læserdebat. De fleste læserindlæg handler om videnskabelige korrektioner af tidligere artikler, og viser, at New Scientist også læses af forskerne selv - om ikke andet så for at læse den sidste halvdel af bladet, som er fyldt med videnskabelige stillingsannoncer.
Selv for almindelige dødelige er der dog en grund til at bladre videre, for i enden af bladet gemmer sig hele to rosiner. Først Feedback, hvor læserne beretter om absurde hændelser i deres teknologi- og bureaukratiprægede hverdag. Et typisk eksempel er en mand, som dette forår modtog et to-siders brev fra sin bank. På den første side var en meddelelse om ændrede rentesatser. På den næste side stod kun bankens logo, og beskeden "dette ark ledsager meddelelsen om ændrede rentesatser".
Bedre endnu er det at læse The Last Word, som er en ægte læserbrevkasse, hvor læserne ikke nøjes med at stille spørgsmålene, men også kommer med svarene (eller i det mindste forsøger at komme med dem). Her redegøres for fænomener, som hvorfor en Smartie stiller sig på højkant, når man spinder den rundt, og hvordan en lyddæmper til en riffel virker. Forklaringerne kører ofte som en dialog over mange numre, og selvom det ofte synes at være banale spørgsmål, så gives der ikke simple og entydige svar, når fysikken og biologien bag for alvor skal udlægges.
Denne debatform har været en populær bestanddel af bladet i mange år. I 1960 gik der således over flere måneder en diskussion om, det kunne passe (og hvorfor), at æg, der blev kastet over et hus og ned på en græsplæne, ikke gik i stykker, mens det modsatte skete for æg, der blev kastet fra en meters højde. Æggenes aerodynamiske form og størrelsen af blommen blev blandt andet brugt som mulige teoretiske forklaringer på problemet, og typisk for entusiasmen hos debattørene blev der udført en lang række eksperimenter til at efterprøve teorierne. Nogle fandt frem til banebrydende resultater, som familien Vinden og familien Low, der kunne konkludere, at "bullterrier-tæver på omkring otte år vil spise rå æg fundet i langt, vådt græs med stor iver" og "rå æg, som løber ned over facaden på et nymalet hus er ikke dekorativt".

Entusiasme er drivkraft
Det var nu ikke den slags problemer, som den første redaktør Percy Cudlipp havde for øje, da han stiftede The New Scientist, som bladet dengang hed, i 1956. Den kolde Krig var godt i gang og frygten for atomvåbnene spirede samtidig med begejstringen for de nye atomkraftværker, ligesom en begyndende økologisk bevidsthed stod i modsætning til disse års store agrokemiske landvindinger.
"Naturvidenskaben er håbet for fremtiden - ligesom den Hellige Gral," havde Churcill sagt.
Cudlipp og hans medarbejdere var enige, men savnede et forum, hvor den nye gral kunne præsenteres og diskuteres. Det første år var bladet nær gået fallit, men i 1957 sendte russerne den første Sputnik i rummet, og det startede en interesse for naturvidenskaberne, der siden har holdt New Scientist oven vande. I 1966 blev det indtil da selvstændige blad opkøbt, og efter sigende skulle en stor del af den entusiasme, ildsjæle som Cudlipp lagde for dagen, langsomt være forsvundet fra New Scientists redaktion. Det skulle især være sket efter et blodigt opgør i 1992, hvor en stor del af staben blev "renset ud", da ejerne (mediekonglomeratet Reed Buisness Information) ønskede at strømline bladet til den øgede
konkurrence på bladmarkedet i 90'erne.

Valuta for pengene
Strømlining eller ej. New Scientist giver stadig god valuta for pengene (især hvis man abonnerer og ikke betaler DSB-kiosk ågerprisen på 43 kroner): Velskrevne artikler, godt overblik og glimrende layout. Den største mangel er debatter, der stikker lidt dybere end hønseægs aerodynamik. I nyhedssektionen er der ellers ofte stof nok at tage fat på, da man blandt andet følger udviklingen indenfor brugen af genmodificerede organismer i landbruget tæt (på www.newscientist.com kan man finde en komplet samling af de mange artikler, der har været bragt i bladet om emnet). Den manglende debat falder vist desværre mere tilbage på det videnskabelige samfund end på New Scientist. Forskernes manglende lyst til at udtale sig om andet end de tekniske detaljer i deres forskning er paradoksalt nok blevet tydeliggjort med det nyeste tiltag i New Scientist: "Opinion-Interview". Hvor, andre steder end i et naturvidenskabeligt blad, ville man skelne mellem et interview og et "menings-interview"?

*De foregående artikler i serien om udenlandske aviser og blade blev bragt 11., 23., 24., og 25. juni, 2., 7., 15., 21., 28., og 31. juli samt 4., 5., 11. og 12. august. Serien fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu