Læsetid: 10 min.

Gud - privatiseret Konge - outsourcet Fædreland - fusioneret

6. august 1999

Globaliseringen truer de konservative værdier. Derfor er partiets krise ikke bare dansk, men europæisk. I 'Den ny verdensordens' herskende nationalstat, USA, trives konservatismen derimod

Essay
Gud, Konge og Fædreland? Det kan man ikke troværdigt tilbyde nutidens mennesker."
Så skarpt lød svaret fra en af Det Konservative Folkepartis kloge gamle mænd, tidligere finansminister Palle Simonsen, da Information for nylig forelagde ham den løsning, flere ungkonservative folketingsmedlemmer har anvist på partiets krise: At vende tilbage til fortidens besværgelser.
Adspurgt om, hvad der er de konservatives sjæl, forklarede Palle Simonsen:
"Vores holdning bygger på et religiøst fundament, men det er ikke ensbetydende med, at man kan bruge det politisk. Kongedømmet er rammen om vor forfatning, men heller ikke det kan man bruge til at tegne en politisk profil på."
Om 'fædreland' som politisk signalord sagde Simonsen:
"Det velfærdssamfund, der er en af de værdier, vi skal værne om, kan vi nu bevare gennem internationale, stærke alliancer ... Vejen fremad går over EU. Vi styrker det særlige danske gennem EU."
Frank Dahlgaard, en af de yngre konservative, der sammen med den nu valgte politiske ordfører, Lene Espersen, kraftigt har trommet for Gud, Konge og Fædreland som gangbare nutidige appeller, marcherede sig selv ud af den konservative folketingsgruppe, da han kom for skade at indrømme, at han havde drevet sin modstand mod det fædrelandsfortrængende EU så vidt, at han stemte på unionsmodstanderen Mogens Camre fra Dansk Folkeparti ved juni-valget til Europa-parlamentet.
EU splitter de konservative: Styrker Unionen de europæiske fædrelande? Eller tværtimod?
Frank Dahlgaard står ikke alene med sin unionsmodstand blandt de aktive K-folk. På det konservative landsmøde i efteråret støttede 17 procent af de delegerede Dahlgaard i hans forsøg på selv at komme på den konservative liste til parlamentsvalget. Og langt ind i partiets folketingsgruppe er der tilslutning til Dahlgaards synspunkter, omend mindre til det bombastiske udtryk, han giver dem. EU er ikke en sag, de konservative kan skabe indbyrdes sammenhold ved at tale højt om.

Men hvad kan de konservative tale højt om - i enighed og med en appel, der i vælgernes øren skiller dem ud fra andre partier?
Svaret er: Det er de konservative ikke enige om. Partiet har mistet sin identitet. Og dermed er der ikke længere i folketingsgruppen nogen ramme, nogen grænse for de personintriger og magtkampe, der uundgåeligt følger med enhver partidannelse.
De farceagtige stridigheder i Det Konservative Folkeparti er en følge af partiets krise, snarere end en årsag til den.
Med i billedet hører, at folketingsgruppen er usædvanligt svagt bestykket. Ledertalenterne - Per Stig Møller og Hans Engell - har slidt sig selv, hinanden og deres respektive støtter op. Men manglen på frisk talent - en lovende ny generation - går helt tilbage til Poul Schlüters statsministerperiode 1982-93. For at lirke sine borgerlige mindretalsregeringer igennem Folketinget og samtidig holde den ømtålelige balance til partiet Venstre var Schlüter ikke indstillet på at fremme selvstændige profiler i den konservative folketingsgruppe - ej heller markante konservative standpunkter.
Poul Schlüter søgte at lade sine mulige arvtagere holde hinanden i skak. Hans manglende sans for partiets langsigtede fremtid viste sig også derved, at den efterfølger, som Schlüter på falderebet bestemte sig til, nemlig Henning Dyremose, var så svagt funderet i partiet, at det kun tog Hans Engell et halvt år at få ham udmanøvreret.
Schlüter så sig selv som rutestyrmand, ikke kaptajn på en ekspeditionsfærd mod løfterige fjerne mål. Han stræbte efter et image af kompetent borgerlig administration: Afgang til tiden og økonomisk forsvarlig sejlads.
Efterhånden blev kompetencen slidt og driften for dyr. Og mens Schlüter havde fuldt at gøre med at holde skuden oven vande, kunne Venstre lade ideologiske vimpler og nu og da et piratflag smælde i tidsånden: Enhver er sin egen skipper i et åbent og lykkelokkende verdenshav.
Venstre tiltrak begejstringen, talenterne, visionerne. De konservative sad tilbage med alt det modsatte.

Erfarne og besindige konservative politikere fremhæver parties sjæl som pragmatisme og social forståelse. "Et borgerligt parti med et menneskeligt ansigt" kalder tidligere industriminister Nils Wilhjelm de konservatives særpræg.
"Den konservative grundindstilling er at forandre for at bevare," siger Palle Simonsen og ser EU-samarbejdet som fremtiden for nationalstatens velfærdssamfund.
En endnu ældre generation som Hanne Budtz, der sad i Folketinget fra 1953-73, taler om de konservative som "det brede mellemklasseparti" med appel til håndværkere, små forretningsdrivende og funktionærer.
Disse idealer går helt tilbage til stiftelsen af Det Konservative Folkeparti i 1915, på ruinerne af det Højre-parti, der faldt sammen efter systemskiftet i 1901. Nu kunne forrettighederne i et kongeligt udnævnt Landsting ikke længere bære regeringsmagten. Der måtte folkelig opbakning til.
Det Konservative Folkeparti blev til ved en alliance mellem handels- og embedsstanden og den gamle godsejerklasse, der - uanset hvad grimt man kan sige om den - også rummede en gruppe, for hvem adel forpligtede. En hovedstrømning i det nye parti var den anskuelse, som den britiske Tory-premiereminister Benjamin Disraeli allerede i 1870'erne havde omsat til handling: At politisk og økonomisk fremgang for småkårsfolk ville gøre dem til sikre konservative støtter, hvorimod fortsat fornedrelse ville jage dem i socialismens arme.
Partiet var udpræget et statsparti: Godsejerne og embedsmændene var bundet af kongetroskab; de handlende, der var udsprunget af laugsvæsenet, opfattede det offentlige som en beskytter, der blandt andet ved told skulle sikre dem mod ubillig konkurrence. Og kun staten kunne forestå det militære forsvar, som for de konservative ikke bare var et praktisk, men i højere grad et moralsk anliggende: en nations vilje til at eksistere.

Er der så to holdningsfløje i Det Konservative Folkeparti i dag: En tilbageskuende "konservativ", der vil genskabe glans om Gud, Konge og Fædreland - og "folkeparti"-fløj, der vil social forståelse, velfærdsstat og pragmatisme?
Sådan opfatter de fleste af partiets aktivt stridende det utvivlsomt - selv om de ideologiske delelinjer kun i et vist omfang spiller en rolle i personstridighederne, der har antaget deres eget liv.
Drilsk kan man imidlertid spørge, om ikke tankegodset i virkeligheden er det samme: Nationalstaten som bærende element?
Når folkeparti'sterne vil den sociale forståelse og velfærdsstaten, så skyldes det, at de er pæne kristne mennesker, der ikke vil se næsten lide. Samtidig indser de, at store sociale spændinger vil bringe den nationale orden og tryghed til fald. Pragmatismen er den improvisationsevne - det smøremiddel - der skal få det hele til køre så gnidningsfrit som muligt.
Altså: Gud, Konge og Fædreland - bare sagt på en anden måde. Men lige så hjælpeløst besværgende over for globaliseringen.

Den konservative socialforståelse er national. Det er andre danskere, de konservative vil hjælpe. Partiet har ikke ulandshjælp som mærkesag.
Men den nationale socialpolitik vil uundgåeligt blive sat under pres af EU. Den fælles mønt vil - med eller uden Danmark som deltager - stille krav til harmonisering af landenes socialbudgetter, som vejer tungt i den økonomiske politik.
For at undgå en social uro, der kan true den europæiske samfundsorden, bør vi pragmatisk udvide vores næstekærlighed til at omfatte alle nuværende og kommende EU-borgere. For slet ikke at tale om befolkningen i de 'randområder', som EU er nødt til at købe sig husfred med - og færre fattigdomsflygtninge fra: Nordafrika, Balkan, Kaukasus. Ingen ved i dag, hvor langt den 'sikkerhedszone' kommer til at række, hvor bistand er alternativet til en langt mere bekostelig og risikabel militær interventionspolitik.
Ligeledes er den konservative fokusering på middelstandens vel knyttet til Danmark - i en situation, hvor konsolideringen af en bred middelklasse i Rusland er af større betydning for en fredelig udvikling i vort land.
Nationalstaten - de konservatives forståelsesramme - er i stigende grad irrelevant. Den kan ikke længere beskytte sine driftige erhvervsfolk mod ubillig konkurrence. Hele EU kan sammen ikke engang beskytte sig mod de krav, som verdensfrihandelsorganisationen WTO stiller til den uhindrede samhandel.

Også den kristendom, der er de konservatives holdningsmæssige fundament, er knyttet til nationalstaten. Folkekirken er rammen for dansk trosudøvelse.
Men uanset at Folketinget har opretholdt udenomsværkerne og behændigt undgået at pille ved alle ømtålelige spørgsmål om kirkens stilling i det danske samfund, har staten forlængst accepteret, at Gud er blevet privatiseret: Det må folk selv om - undtagen monarken, der er grundlovsbundet til sin tro. Vi har afskaffet freden i kirketiden og de alvorsstille påskedage, og når lukkeloven endeligt ophæves, kan alle købe sprut på de ugudeligste tidspunkter.
Med ændringen af befolkningssammensætningen vil flere og flere danskere dyrke andre guder end Folkekirkens. I EU går det ligedan. Fra en dansk synsvinkel - også den konservative - vil det kunne blive problematisk, at andre trosretninger vil søge at påvirke den verdslige ordens indretning.
Efterhånden som nationalstaten tømmes for indhold, kommer sentimentalitet og nostalgi til at præge dens tilbageværende symboler. Til de kongelige har vi outsourcet den opgave at fremstå som det lykkelige Danmark i kød og blod. De er løsgjort fra statsapparatet, har ingen reelle beføjelser, men kun repræsentation - laden som om - over for en befolkning, der på sin side lader som om, at de kongelige betyder noget. Det stiller store krav til de kongelige rollespillere om selvbeherskelse og indre værdier at trække på. Et enkelt eftertrykkeligt fejltrin, og helvede og republikdiskussion er løs.
Ud fra en rodfæstet konservativ kongetroskab måtte man ønske de royale et liv i respektfuld ubemærkethed, fremfor en konstant og risikabel nyfigen mediesnagen. Men også her har det kommercialismens frie løb omstyrte den trygge samfundsorden.

F

ordi konservative værdier er bundet til nationalstaten, er konservatismen i krise overalt, hvor nationalstaten er det. Det britiske tidsskrift The Economist kunne for et par måneder siden rapportere:
"Over hele Europa fremstår højrepartierne som demoraliserede, splittede og fortabte."
Det er EU, der gør krisen akut. For diskussionen er den, som splittede Frank Dahlgaard fra hans parti: Er EU nationalstatens redning eller dens dødsstød?
I splittelsen på den franske højrefløj hærger EU. Sålænge de ledende politikere kunne se EU-apparatet som en forlængelse af fransk magtpolitik, kunne der skabes en form for konsensus. Men med Tysklands forenede stærke og selvstændige stilling og den forestående optagelse af en række lande, der er angelsaksisk- eller tyskorientede snarere end fransklænende, har billedet ændret sig til forvirring og usikkerhed.
I Storbritannien kunne de konservative godt nok score en sejr ved EU-parlamentsvalget på modstand mod Bruxelles og dets uvæsen, men det hjælper dem ikke i den forestående sjælekamp om britisk deltagelse i den fælles europæiske mønt. Partiets stærke erhvervsfløj ser en tilslutning til euro'en som en nødvendig forudsætning for, at London kan opretholde sin stilling som europæisk finanscentrum. Tidligere Tory-finansminister Kenneth Clarke har bebudet, at han vil give fuld støtte til premierminister Tony Blairs kampagne for britisk euro-medlemsskab. Partilederen William Hague fastholder derimod en forestilling om et Storbritannien, der økonomisk, politisk og militært har en selvstændig stormagtsrolle at spille - i særlig forståelse med USA. Ny konservativ splittelse er uundgåelig.

På den anden side af Atlanterhavet er billedet spejlvendt. Konservatismen har i mere end 20 år domineret amerikansk politik, og ser ikke ud til at miste sit greb om sjælene.
De amerikanske konservative har formået at sætte dagsordenen med en pågående lancering af - gæt engang! - Gud, Konge og Fædreland.
Et hadeobjekt for de USA-konservative ideologer er "den verdslige humanisme". Gud og hans bud skal tilbage i lovgivning og offentligt liv. Der skal bedes bøn i skolerne, abort er drab på Guds skaberværk, homoseksualitet er en vederstyggelighed, der skal bekæmpes og dens ofre helbredes til et naturligt liv. Ingen republikansk kandidat kan komme igennem sit partis primærvalg uden at gøre skrabud for disse krav, og demokrater, der vil opnå embede, skal vare sig for at udfordre dem for kraftigt.
Da højrefløjskravene er på kant med frihedsrettighederne i den amerikanske forfatning, foregår slagsmålet også ved domstolene, hvor kommende konservative dommerudnævnelser kan tippe balancen i gudsfrygtighedens favør.
Det er kun af navn, USA ikke har en kongemagt. Præsidentembedet stråler med monarkiets glans, og når embedet - som nu - er besat med én, de konservative ser som anti-krists discipel, flytter de embedstilbedelsen over på Kongressen og Højesteret og knytter forhåbningen til, at disse to forgreninger af statsmagten kan holde fordærvet i ave, indtil næste valgdag sikrer retfærdens genkomst.
Den amerikanske nationalstat er ikke i samme synlige krise som de europæiske. Tværtimod er "den ny verdensorden" et andet ord for amerikansk verdensdominans: Militært, politisk, økonomisk, kulturelt.
Det konservative flertal i Kongressen ser ingen grund til at indordne USA under verden, når verden kan indordnes under USA. FN er et uvæsen, internationale traktater om miljø og udnyttelse af klodens ressourcer er en unødvendig opgivelse af amerikansk suverænitet. Sålænge NATO er USA's redskab, er organisationen nyttig, ligeså WTO. Men ellers ordnes forholdet til andre lande bedst ved tosidet venskabelig samtale; det går langt lettere end i større internationale forsamlinger, der let afspores af intriger båret af misundelse mod USA.
At en afvisning af forpligtende internationalt samarbejde er det samme som at give de transnationale virksomheder frit spil, vil amerikanske konservative se som et yderligere plus. Virksomhederne er enten amerikansk ejet eller skabt efter amerikansk model.
I sin nutidige udgave har den amerikanske konservatisme forskrevet sig til nyliberalismen og droppet bekymringen for den sociale sammenhæng. Den er blevet til et spørgsmål om lov-og-orden: Mere politi, strengere straffe. I stedet for at bidrage til social udligning gennem skatterne betaler de velhavende til private sikkerhedsvagter og bor og arbejder i veritable fæstninger.

Den europæiske nationalstats fremadskridende opløsning stiller konservative over for nogle ubehagelige valg: Vil de - besværligt som det vil være - søge at gøre EU til en ny ramme om de værdier, de traditionelt har ønsket, nationalstaten skal værne, herunder ansvaret for et samfund i social harmoni?
Vil de ikke det, kan de blive tvunget til at ofre næstekærligheden og vælge mellem enten nationalhøjrepopulismen eller den amerikansk dikterede nyliberalistiske verdensorden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu