Læsetid: 12 min.

Guds løfte til Abraham (1)

21. august 1999

Indbyggerne i landsbyen Al-Khader har før haft konfrontationer med de jødiske bosættere fra Efrat. Og det har de igen. Bosætterne rykker skurvogne ind på jord, som Al-Khaders beboere har skøder på

26. maj 1999:
Kasim siger, det er hans mark. Hans oldefar købte jorden af en mand fra Betlehem for snart 80 år siden. Kasim har sagt det til bosætterne. De kom som tyve om natten fra Efrat, siger Kasim, og satte skurvogne op på jorden i ugen før der skulle vælges et nyt Knesset og en ny ministerpræsident. Men bosætterne ville ikke lytte. De tror ikke på, at det er Kasims mark. Selv om han har et papir, et skøde, et bevis på, at det er hans. Bosætterne sagde, at de havde fået ordre fra regeringen om at flytte her til.
Kasim henter papiret. Han bærer det som en skrøbelig genstand. Teksten er arabisk, og papiret har israelske stempler. Subhi, min chauffør og tolk, læser højt ... jo, der står, at jorden tilhører Kasims familie, nikker han.
Nu er det ti dage siden, Barak blev valgt som ministerpræsident. Bosætterne er der stadig. Kasim ved ikke, hvad han skal stille op. Han har været på det palæstinensiske lovkontor og klaget, men det tager tid at få afgjort sådan en sag. Det ved han fra den gang for fem år siden, da bosætterne fra Efrat satte skurvogne op på landsbyen Al-Khaders jorde.
Kasims butik ligger på hovedgaden i Al-Khader 12 kilometer fra Jerusalem. En lille halvt blå, halvt rusten lastvogn, med levende høns i bure på ladet, bakker op til døren. Kasim lever af at opdrætte høns. Hans medhjælper og chaufføren begynder at læsse høns af.
Hovedgaden er B-område, hvor israelsk politi kun må patruljere sammen med palæstinensisk. Ved husene på den anden side af gaden begynder område A, selvstyreområdet, som israelerne har trukket sig tilbage fra. Bag butikken ligger område C med en israelsk gennemfartsvej. "Der må vi ikke komme uden tilladelse," peger Kasim.
Hans hus er bygget i tre etager beton, hvor han bor sammen med sin kone og sine fem børn. Og sin far. Og sine fem brødre. Og deres koner og børn. "Vi har 30 børn i huset," smiler han.
Stadsstuens ene væg er dækket af en plakat med strand og vajende palmer. På den tilstødende væg hænger en indrammet fotomontage af Klippemoskeen og Al-Aqsa i Jerusalem, med Arafat svævende i himmelblået og ordene: Jerusalem er vores i al evighed.
Kasim har ikke været i Jerusalem siden 1979. Det er for besværligt at få rejsetilladelse, siger han. Kasims far synes også, det er for besværligt. Alligevel kommer han jævnligt i Jerusalem. For at bede i moskeen.
- Hvordan kommer du ind i byen uden tilladelse?
"Der findes veje," siger han.
Kasims far har boet i Al-Khader hele sit liv:
"Da jeg var barn, talte alle arabisk helt ud til Middelhavet. Her var kun få jøder. Fra Rusland, Irak og Europa. Når vi den gang så ind i deres ansigter, troede vi ikke, dette ville ske. Men med hjælp fra englænderne, som næsten erobrede hele verden, organiserede de sig som en mafia og tog landet i 1948."
"Under krigen i 1967 besatte israelerne jorden helt frem til Jordanfloden. Siden har de opført sig, som om det er deres land. Regeringen har sagt til dem: Gå ud og tag jorden. Vi beskytter Jer. Alt blev bygget under beskyttelse af soldater. Vi kunne ikke stoppe bulldozerne. Vi kæmpede, men blev sat i fængsel. Vi tabte, fordi ingen forsvarede os," siger han. Tonefaldet er konstaterende.

4. april 1999
Siden seksdages krigen i 1967, hvor israelerne erobrede Gaza-striben, Vestbredden og Golanhøjderne, har israelere bosat sig i de besatte områder. Antallet er vokset til 170.000 i Gaza og på Vestbredden, og nogenlunde samme antal i Østjerusalem. Bosætternes og bosættelsernes fremtid er en af de hårde knaster i de israelsk-palæstinensiske fredsforhandlinger og genstand for hede følelser i intern israelsk politik.
Pressebureauet Israel Resource arrangerer busture til Vestbredden og Golan-højderne, "for at så mange som muligt kan få lejlighed til med egne øjne at se, hvor fatalt det vil være at rykke Israels grænser vestpå til 1967-linierne," siger turlederen Rafi Horowitz. Han var blandt de officerer, som planlagde erobringen af Golan-højderne i 1967 og deltog aktivt i seksdageskrigen. Senere blev han chef for Israels civile administration på Vestbredden, og i 1992 underdirektør for den konservative israelske regerings pressekontor. Nu har han et konsulentfirma, men tager sig et par gange om året tid til at være guide i de besatte områder.
Vejen fra Jerusalem til Jordandalen falder fra 879 meter over til 400 meter under havets overflade gennem 30 kilometer ørkenlandskab, flået af kløfter og plettet af beduiner, telte, fåreflokke og enkelte kameler. Om vinteren bor de i Jordandalen. Om sommeren, når temperaturen i dalen stiger til over de 40 grader, flytter de op i bjergene. Sådan har får og folk rejst op og ned af de stejle skråninger i årtusinder. Uden at få skøde på jorden.
Fra den tidlige morgenstund, hvor bussen kører øst ud af Jerusalem, får Rafi Horowitz deltagerne til at se landskabets skønhed i en militærstrategisk optik:
"Før 1967 var der på det smalleste sted 12 kilometer fra Middelhavet til den jordanske grænse. Det var den israelske hærs mareridt at skulle forsvare Israels smalle hvepsetalje. I den forstand var erobringen af Vestbredden og Golan en enorm lettelse," siger Horowitz.
Med et undertrykt smil tilføjer han, at det må være meget frustrerende for de arabiske styrker at have et kort over Israel hængende på væggen i hovedkvarteret, vel vidende, at det tre gange er mislykkedes at erobre den smalle stribe land, de drømte om at kunne indtage på halvanden dag.
Bosættelserne på toppen af bakkedragene langs vejen er ikke bygget som resultat af grådighed efter land, men ud fra forsvarshensyn, understreger han - lige som de ruiner efter osmannerne og korsridderne, der med ujævne mellemrum synes i horisonten. I dalstrøgene, hvor de palæstinensiske landsbyer og huse ligger, vokser oliventræer i alle aldre. "Politiske oliven," kalder Horowitz dem, fordi palæstinenserne vinder hævd på jorden ved at plante træer.
Sådan indrammer bussens vinduer skiftende billeder af en lydløs territorialkrig mellem huse og oliventræer, mens vi bevæger os over Vestbredden.
Vejnettet er lagt an til at transportere tropper og forsvare Israels lange grænse fra Det Røde Hav mod syd til bjergene på grænsen til Syrien og Libanon i nord:
"Hvis man lukkede de strategisk anlagte veje i Israel, ville der kun være hovedstrøgene i Tel Aviv tilbage. Kun 15 procent af den israelske hær er i trøjen, mens resten er reservearme, som kan mobiliseres fuldt i løbet af 76 timer. Bosætternes opgave er at forsvare vejene."
"Men langt de fleste unge familier bliver bosættere af praktiske og pekuniære årsager, ikke ideologiske. Husene er nemlig billige på grund af store statstilskud, og de fleste bosættelser ligger mindre end en times kørsel fra Jerusalem og Tel Aviv," forklarer Horowitz.

5. januar 1999
Efrat er en bosættelse med omkring 10.000 indbyggere, der ligger 18 kilometer fra Østjerusalem. Og nej, familien Schwarz bor ikke i Efrat af ideologiske årsager, siger Ove Schwarz. Han er født og opvokset i Danmark, ind til han som 17-årig tog til Israel, hvor han nu bor sammen med sin kone og børn:
"Jeg kommer fra en familie med stærk zionistisk baggrund. Min mor var hernede som frivillig i uafhængighedskrigen i 1948. Hvis ikke mine tip-tip-tip-oldeforældre var blevet smidt ud herfra for 2.000 år siden, var jeg blevet født her. Da jeg kom, havde jeg ingen planer om at blive, men jeg følte det som at vende hjem."
"Oprindeligt ville vi bosætte os ved kysten. Men som 10. generationsdansker er jeg halvt eskimo - og der er ulideligt varmt og fugtigt om sommeren ved kysten. Derfor vi besluttede at flytte op i bjergene."
"I Efrat fandt vi et samfund, hvor vi kunne praktisere moderne jødedom. Alle i Efrat overholder sabbat. Du må forstå, at fredag aften har man ikke lyst til at lugte til naboens grill eller høre genboen spille trommer. Den aften skal man slappe af sammen med familien."
- Men hvorfor flytte fra Danmark til et land i evig strid?
"Min familie var en af de første jødiske familier, der kom til Danmark for ni generationer siden, og jeg er stolt af at være dansker. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det ... Danmark er mit fædreland, men Israel er mit moderland. Her kan jeg leve frit og praktisere min jødedom."
"Som ortodoks jøde, er der meget jeg ikke kan i Danmark. For eksempel kan jeg ikke gå på restaurant. Det vækker opsigt, når jeg kommer gående med en kalot på hovedet. Sidst jeg var i Danmark, blev vi overfaldet med tåregas ved søerne i København, da vi gik hjem fra synagogen en fredag aften."
"Min kone og jeg ville ikke byde vores børn at leve som ortodokse og være anderledes i Danmark. Når jeg som ung skulle ud og besøge mine venner, var det altid et problem, hvad jeg kunne spise. Når mine børn er ude hos deres venner i Efrat, er mad aldrig et problem, fordi alle overholder kosher-forskrifterne. De unge går ud og har det dejligt sammen fredag aften, lige som unge gør i Danmark. Men de går ikke på diskotek, og de hører ikke musik. De gør, hvad der er tilladt inden for sabbattens regler."
Ove Schwarz tilbragte de første år i Israel i kibbutz og studerede "det vi på dansk nok vil kalde jødisk teologi". Blev derefter overrabbiner i Finland, siden rabbiner i New Zealand. I 1990 vendte han sammen med sin kone og børn tilbage til Israel, og er nu chef for pr-afdelingen på Shaare Zedek hospitalet i Jerusalem:
"Fra at være gode zionister og idealister fik vi pludselig et nyt stempel på os, bosættere, da vi flyttede til Efrat. En gang var bosættere beundrede idealister. I dag bliver ordet forbundet med noget meget negativt, militant og racistisk."
"Men jeg skammer mig ikke ved at være bosætter. Jeg bor i et område, hvor der gennem hele verdenshistorien har boet jøder, bortset fra perioden fra 1948 til 1967. Området hedder Judæa - jødernes land. Et af Efrats problemer er, at hver gang man skal bygge og graver i jorden, støder man på antikke fund fra jødiske byer."
- Hvad var der, før Israel erobrede Vestbredden?
"Uopdyrket jord."
- Tilhørte det ikke nogen?
"Her går vi ind i en vanskelig problemstilling ... Jeg kan vise dig papirer på de jorde, hvor Efrat ligger, der er købt før 1948 af jødiske personer. Men det er et dårligt argument. For på samme måde kan palæstinenserne fremvise skøder på jorde. Jorden tilhører både jøderne og palæstinenserne."
"Efrat er vokset frem som en aflang pølseby, omkranset af dyrkede marker, der ejes af den lokale palæstinensiske befolkning. Men selve byen er bygget på uopdyrket jord, der har tilhørt både jøder og arabere. Midt inde i Efrat er der en stor vinmark, som man har forsøgt at få araberne til at sælge -men det vil de ikke. Så dér bygger vi ikke, selv om det ville være en logisk måde at udvide byen på."

26. april 1999
Landsbyen Al-Khader har tidligere haft konfrontationer med bosætterne fra Efrat, fortæller Kasim og hans far. I december 1994 rykkede en gruppe bosættere, beskyttet af israelske soldater ind på landsbybeboernes jord og begyndte at forberede byggeriet af 500 nye boliger.
Jorden ligger flere kilometer fra Efrat, men Kasim er sikker på, at bosætterne havde planer om på længere sigt at få den nye bosættelse og Efrat til at smelte sammen.
Den gang viste Al-Khaders indbyggere også soldaterne deres skøder, fortæller Kasim. Men soldaterne nægtede at stoppe bulldozernes arbejde. Det israelske militærs civile administration sagde, at jorden var blevet inddraget af militæret i 1983. Uspecificerede militære eller sikkerhedsmæssige formål er sædvanlige begrundelser for, at israelerne inddrager palæstinensisk land, hvor der senere vokser nye bosættelser frem. Derfor fik landsbyens beboere besked på at holde sig væk fra den israelske stats jord.
Det gjorde de ikke. Sammen med israelske fredsaktivister besatte de en del af jorden for at forhindre bosætternes ekspansionsplaner. De blev hurtigt fjernet af soldater, og 76 blev arresteret. Heller ikke sagens gang gennem retten hjalp. Den israelske Højesteret afviste at behandle sagen, fordi Al-Khaders beboere ifølge Oslo-aftalen skulle ordne sagen i direkte forhandling med det israelske militærvæsen.
Derimod hjalp det, da prominente PLO-ledere og i sidste ende Yassir Arafat, truede med at stoppe fredsforhandlingerne. Den israelske regering beordrede fuld stop for bosætternes ekspansion på Al-Khaders jord. Til gengæld fik bosætterne fra Efrat lov til at rykke ind på et andet stykke jord, længere væk fra landsbyen.
Sammen med tolken Subhi og Kasim kører jeg tre-fire kilometer ud af Al-Khader for at se bosætternes skurvogne. Kasim bliver stående ved bilen oppe ved vejen 3-400 meter fra skurvognene med sit skøde i hånden. Soldaterne, der fulgte med bosætterne, sagde, at han skulle holde sig væk.
Mark og mark ... skurvognene er stillet op på et stykke stenfyldt land på en bakketop. Det samme stykke land, som bosætterne flyttede ind på for fem år siden, siger Kasim.
Skurvognene er slidte, flere vinduer gået itu. Der er rod og snavs og en håndfuld unge jødiske mænd med hæklede kalotter på issen i færd med at rydde op. En af dem stikker hovedet ud af et vindue og ryster sin sovepose. Han hedder David, taler engelsk som en indfødt i Australien, hvor hans forældre udvandrede til Israel fra, og er én stor imødekommenhed:
"Vi starter en ny bosættelse her et par kilometer fra Efrat, som ønsker at udvide. Vi ordner stedet, så der kan bygges en yeshiva, en religiøs skole, og senere skal der bygges huse til familier."
Han bliver overrasket over at høre, at der står en mand oppe på vejen og er vred over, at skurvognene står på hans jord.
"Hvis han tror, det hans jord - jamen, så ville jeg også være vred. Det forstår jeg bare ikke ... så vidt jeg ved, er det statsejet jord. Regeringen har givet tilladelse til, at vi kan bo her. Her er jo tomt. Vi tager ikke noget fra nogen. Denne mand må gå til retten. Hvis det er hans jord, vinder han sagen," siger David.
"Flytter du så," spørger Subhi, og David svarer prompte: "Ja, og det gør de andre også. Vi lever jo i en demokratisk stat, hvor man må følge reglerne ... og du må forstå, at jeg gerne vil have fred med palæstinenserne."
"Fred?" - de himmelvendte håndflader afslører, at Subhi er røget ud af rollen som vejviser og tolk - "jamen, det er da ikke fredeligt at blive ved med at besætte landet og blive ved med at udvide bosættelserne. I vækker vrede hver eneste dag; hvordan vil du så skabe fred, David," siger han. Med ungdommens overbevisende lethed i stemmen svarer David: "Jeg tror, der vil komme en selvstændig palæstinensisk stat ved siden af den israelske. Og med tiden vil vi få gode relationer til hinanden."
Subhi insisterer: "Men ville du selv kunne leve fredeligt side om side med nogen, der har stjålet fra dig?"
David ser pludselig bekymret ud, som om han har fået et eksamensspørgsmål i noget, han aldrig har læst på, og svarer med en ny reservation i tonefaldet: "Jeg forstår følelsen. Men du må også forstå, at jeg er et religiøst menneske, som mener, jeg har ret til dette land."
Samtalen ender der. Med høflig tak fra begge sider.
På vej tilbage til bilen passerer vi to palæstinensere, som arbejder på en toilettank.
"Hvad synes du om, at dine landsmænd bygger for bosætterne," spørger jeg Kasim.
Han trækker på skulderen: "Hvis ikke de ville bygge, brugte israelerne bare de russiske immigranter. Der bliver bygget under alle omstændigheder. Så kan palæstinenserne lige så godt tjene pengene."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu