Læsetid: 14 min.

Guds løfte til Abraham (2)

21. august 1999

Indbyggerne i landsbyen Al-Khader har før haft konfrontationer med de jødiske bosættere fra Efrat. Og det har de igen. Bosætterne rykker skurvogne ind på jord, som Al-Khaders beboere har skøder på

4. april 1999
Bussen bevæger sig op i Golan-højderne ad den slags hårnålesving, der fremkalder faldangst i maven. Det kræver ikke mange ord fra Horowitz at forestille sig, hvor svært israelerne havde ved at nedkæmpe syrerne op ad bakkerne i 1967.
Øst for vejen løber tre rækker pigtrådshegn, der begynder mange hundrede kilometer sydligere ved det Røde Hav og ender nordpå ved Libanon. Syrien ligger på den anden side. Golan-højderne blev en del af Syrien, da det franske mandat ophørte i 1944. Mellem frugtplantager, vinmarker og blomstrende småbyer dukker forvitrede bunkers og grågule spøgelsesbarakker frem. Frem til 1967 husede de 70.000 syriske soldater, som var udstationeret i Golan. De beskød usystematisk, men jævnligt de israelske kibbutzer i Hula-dalen neden for højderne.
Uprovokerede angreb, kalder israelerne det, mens syrerne kalder det gengældelse for, at israelerne i strid med fredsaftalen opdyrkede demilitariserede zoner.
Nu bor her omkring 16.000 jøder i 32 byer, landsbyer og kibbutzer, og 17.000 drusere. De har fået tilbudt israelsk statsborgerskab, men kun ganske få har takket ja. Min sidemand i bussen synes, det er mærkeligt, de hellere vil være borgere i Assads terrorregime. Men, tænker han højt, "selvfølgelig klogt, hvis Golan ender med at blive leveret tilbage til Syrien."
Golanhøjderne kaldes også for Europas drivhus, fordi de frugter og grøntsager, der i vintermånederne flyver et par timer mod nord og lander i Irma og Brugsen, dyrkes her og i Jordan-dalen. Eksportindtægterne er et af fortalernes argumenter for, at Israel skal beholde højderne. Et andet er, at en tredjedel af Israels sparsomme vandressourcer stammer herfra. Et tredje er, at der er brug for plads til den voksende israelske befolkning.
I Moshav Keshet, et lille kooperativ med fællesøkonomi, propaganderer en talskvinde fra Golan-komiteen, Debby Artoun, ganske åbenlyst for Israels ret til området:
"Vi har skabt et paradis ud af intet. Vi bruger vinden til elektricitet, klimaet til at dyrke første klasses grøntsager og æbler. Kødkvæget går frit, og vi har højteknologisk mælkebrug. Vi sælger mineralvand fra kilderne og producerer Israels bedste vin," fortæller hun vores lille umage sammensatte flok af amerikanske jødiske turister, et par jødiske israelere og to journalister.
Foruden sit kaldenavn har Debby Artoun fire andre fornavne. Et for hvert kvindeligt familiemedlem, der døde i koncentrationslejrene. Den franske accent, der ruller hendes amerikanske gloser en ekstra gang rundt om tungen, før de slipper løs, stammer fra moderen, som flygtede til USA lige før Anden Verdenskrig. Selv immigrerede hun fra New York til Israel for tredive år siden, og lige efter Yom Kippurkrigen i 1973 besluttede hun og hendes daværende mand at flytte til Golan "for at gøre noget for vores land."
Og nej: Der var intet på Golan-højderne, før israelerne kom til i 1967. Det eneste, syrerne gjorde ved området fra 1948 til 1967, var at destruere. Og nej: israelerne har ikke taget området fra nogen; Golanhøjderne var fuld af jødiske bebyggelser fra omkring det første tempels tid, det var landet, der flød af mælk og honning. Og det er "a fact", at Gud lovede Abrahams slægt, at den skulle leve på disse jorde.
A fact? Er Guds løfter facts?
Debby Artouns yppige, overbevisende bevægelser skifter til forsvarets kantede rytmer:
"For mig er det a fact. Og se - 3.000 år efter Guds løfte til Abraham sidder vi og spiser den samme mad, som Gud bød os at spise, da vi flygtede fra Egypten. Er det ikke mærkværdigt....?" siger hun og nikker til kosher-retterne på bordet. Sidste sætning flyder gennem spisesalen i et sarkastisk tonefald, der mere end antyder, at det krævede bevis for facts hermed er leveret.
Under hendes foredrag bliver bordene bag os besat af familier fra Moshav Keshet. Mændene bærer kalotter og kvinderne kokette hatte eller kasketter som Debby Artouns, der burde skjule fristende kvindehår, men faktisk gør løsslupne mørke lokker mere opmærksomhedskrævende.
Familierne indleder måltidet med sang, og forældrene synger med tydelig mimik til deres yngste, så de kan lære at synge med. Og så nyder de samme måltid, som vi lige har fortæret: Grøntsager, fisk og kylling og det ugærede matza-brød, som jøderne har spist hvert år siden flugten fra Egypten, der begyndte, da Gud sendte engle for at dræbe den førstefødte i hver familie, men lod englen passere forbi jødernes døre.
Alt imens fortæller Debby Artoun videre:
"Dem, der boede i Golan i 1967, var efterkommere af tyrkernes herredømme," - underforstået, at det ikke gav dem ret til at blive boende. Og hun understreger, hvordan sagen: Golanhøjderne på Israelsk landkort, forener ortodokse og sekulære på en måde, som ellers er uhørt i Israel. Højderne blev annekteret af Israel i 1981. Bosætterne har brugt deres liv her. De vil føle sig snydt af den israelske regering, hvis området bliver leveret tilbage i forbindelse med en fredsaftale med Syrien.
Rafi Horowitz rejser sig, før Debby Artoun har talt færdig og går udenfor. Dér står han med en tændt smøg og siger til Informations lige så nikotintrængende udsendte:
"Nåh, fik du lagt øre til en omgang politisk nonsens?"

5. januar 1999
Ove Schwarz lindrer sine hæse stemmebånd med en blå Gajol. Dem forsyner han sig med, hver gang han er i Danmark:
"Mange tror, at vi har taget landet fra araberne. Men vi har ikke taget noget land," siger han.
Det internationale samfund har aldrig anderkendt Israels tilstedeværelse i de besatte områder. Tværtimod kræver FN's resolution 242, at Israel trækker sig tilbage til grænsen fra 1967.
Alligevel synes Ove Schwarz, at Israel har ret til at blive nogle steder:
"Den internationale lov tolkes forskelligt. Europæerne tog landet fra maorierne i New Zealand, fra aboriginals i Australien og fra indianerne i Amerika. Det er der ingen, der sætter spørgsmål ved i dag."
"Vi er vendt tilbage til det klassiske Judæa, hvor vi har boet indtil 1948. Vi blev faktisk modvilligt trukket ud i en krig i 1967 og vandt disse områder. Så jeg har ingen problemer med vores ret til at bo her."
"Eller ... jo, jeg har problemer med, at man bygger bosættelser lige op og ned af arabiske byer. Det er en provokation. Det kan aldrig fungere."
- Men i Efrat fungerer det?
"Ja. Efrat er et lille Klampenborg med 10.000 indbyggere, tyve minutters kørsel fra Jerusalems larm. Et lidt snobbet område, hvor folk lever en luksustilværelse. Man hører kun fuglene og børnene. Vi har landets trediehøjeste procent af børn. Da min far besøgte mig, sagde han i spøg: Jeg kan godt forstå, her er så mange børn - man kan jo intet andet at lave herude."
"Tingene bliver let fordrejet - jeg er bosætter, men jeg er ikke spændende, militant og farlig. Jeg er et fredeligt menneske, jeg har aldrig haft våben i hånden. Vores by er ikke omkranset af pigtråd eller hegn... jeg sover trygt om natten og er ikke nervøs for, at der sker mine børn noget."
"Jeg ved, det er en frase, men jeg har gode venner fra de arabiske nabobyer, og en af dem har nøgle til mit hus. Jeg var blandt de første, som sagde, at der måtte komme en selvstændig palæstinensisk stat, og at en del af Jerusalem bliver palæstinensisk styret. Det er den eneste løsning."
"Jeg tror også, det bliver nødvendigt, at rømme visse bosættelser, som ligger tæt på arabiske byer - det kommer aldrig til at fungere. Til gengæld tror jeg ikke, at den by, hvor jeg bor, bliver rømmet. Der findes ingen årsag i verden til, at den ikke skulle ligge inden for staten Israels grænser."
- Bortset fra, at Efrat ligger på et område, Israel erobrede i 1967?
"I sidste ende er det et politisk spørgsmål - begge sider kan have ret i deres sag på en gang. Men hvis Efrat kommer til at ligge i en palæstinensisk stat, tager jeg det med - og håber på økonomisk kompensation."
"Jeg tror det er muligt at leve i fred med araberne. Men det tager tid. Vores børnebørn kommer til at nyde frugten af vores arbejde. Peres og Rabin gik for hurtigt frem. Pludselig fik vi at vide, at nu var palæstinenserne vores venner. Jamen, hvordan kan de være vores venner - de sprænger os i luften. Når det sker i Jerusalem, får vi ofrene ind på hospitalet. I morges gik alarmklokken som prøve. Alle frøs bare ved lyden. Da der sidste år sprang en bombe på markedet, kom flere end 70 sårede mennesker herind, og hele hospitalet fyldtes af lugten af brændte mennesker."
"I Danmark kan min fætter ringe til sin kone og sige, at han kommer med toget klokken 7.24. Her kan jeg aldrig sige, hvornår jeg kommer hjem. På grund af spændingerne i landet, er der ofte vejspærringer. Rullemarie er ude og undersøge eller afmontere bomber mange gange om dagen."
"Vi bliver beskudt med raketter ved grænsen til Libanon. Man bliver hele tiden mindet om, at der lurer en skjult trussel. Din taske bliver undersøgt i supermarkeder og i banker"
"Den trussel gør jo, at israelerne ikke bare lige siger ja til fred. Man bliver nødt til at bygge en fortrolighed op. Hør bare Arafat - han taler med to tunger. Når han taler på engelsk er alt så dejligt og fredeligt; men når han taler på arabisk er teksten en helt anden. Så er det svært at have tillid til ham."

4. april 1999
Rafi Horowitz ryger synligt irriteret. Hvis den slags kan tælles, har han lige så mange aktier i Golan-højderne som Debby Artoun har. Hans familie flyttede til Israel fra Spanien for flere hundrede år siden. I 1946 deltog han som 16 årig i "broernes nat", da den israelske undergrundshær Hagana sprængte 14 broer over floden Yarmuch for at hindre troppebevægelser. Han var med til at erobre Golan-højderne i 1967.
"Gud har intet med denne sag at gøre. Det er noget vrøvl at sige, at jorden er vores, fordi vi har opdyrket den siden 1967. Vores tilstedeværelse drejer sig udelukkende om at forhindre en katastrofe. Israel kan simpelthen ikke forsvare sig selv uden Golan," siger han, og tilføjer med et skuldertræk:
"Men følelser, herunder religiøse følelser, er legitime argumenter i politik. Det er jo denne religiøse ide, som har overlevet i 2.000 år, der er skyld i, at Israel er til. Jeg ville heller ikke kunne lede mine soldater og vinde et slag med rationelle argumenter."
Bussen kører fra Moshav Keshet, mens Rafi Horowitz fortsætter sit strategiske foredrag:
"Selve Jordan-floden har ingen forsvarsmæssig betydning. Det meste af året kan man vade over den, men bakkedragene mod nord er svære at forcere for såvel tanks som infanteri. I det sydlige Golan danner floderne Yarmuch og Rokad naturlige barrierer, som er umulige at forcere for armerede køretøjer."
"Længere nordpå former høje bakkedrag mellem bjergene a-Saki og Hermon en forsvarslinie. Her kan syrerne kun komme gennem et begrænset antal pas, så det er forholdsvis let at opdage optakten til et syrisk angreb - og reagere hurtigt. Derfor har vi brug for de lige linjers udsyn fra Golan-højderne til radarerne," siger Horowitz.
Men var læren af Golfkrigen i 1991, hvor Saddam Hussein lod Scud-missiler hagle ned over Tel Aviv, ikke, at den territoriale afstand til fjenden er blevet ligegyldig? Og har nye satelit-informationssystemer ikke overflødiggjort radarstationerne på toppen af højdedragene langs den jordanske og syriske grænse?
Ikke ifølge Horowitz:
"Man kan ikke vinde en krig fra luften. Fjenden bløder, men dør ikke. Luftvåbnet kan kun forberede landtroppernes invasion. Tænk blot på, hvordan USA hældte bomber ned over Irak. Alligevel blev slaget afgjort på landjorden. Afstanden over land forøger erobringstiden og dermed tiden til at forsvare sig."
Bussen standser, og Rafi Horowitz beordrer flokken til at følge ham som kyllinger nogle hundrede meter hen til en stor sønderbombet bygning. Gule skilte med rød signalskrift advarer mod landminer uden for stien. Ad en svunget, halvt sammenstyrtet trappe leder han os op på taget, hvor der er udsigt til byen Kuneitra, der blev leveret tilbage til Syrien som en del af fredsaftalen efter Yom Kippur-krigen i 1973.
Bygningen blev bombet af det israelske luftvåben i 1967, og syrerne anklagede israelerne for at have bombet et hospital.
"Et hospital," fnyser Horowitz. "Det lykkedes syrerne at bilde naive journalister ind, at de jødiske barbarer havde bombet et hospital! Det her var et syrisk hovedkvarter. Jeg var her fem-ti minutter efter bomberne faldt. Der var ikke en gang et operationsrum."
Deroppe på taget, med udsigt til Syrien, fortæller Horowitz om, hvordan alle israelske officerer før 1967 var optagede af, hvordan Golan-højderne kunne erobres:
"Vi var skrækslagne ved tanken om de tab, det ville koste. I de to år, jeg var udstationeret i Jordandalen, lærte jeg hver eneste højdepunkt, hver eneste vej, dal, vandløb, bro, by og dens befolkningstal uden ad. Her boede omkring 70.000 syriske soldater og 125.000 byboere - de fleste var militære familier og russere, som boede i Kuneitra."
"Da Egypten, Jordan og Syrien mobiliserede tropper langs grænserne til Israel over en måneds tid i foråret 1967 - jah, så løsnede vi det første skud."
Horowitz peger mod Kuneitra:
"Syrerne mistede omkring 500 soldater, men byen var intakt. Der var ingen civile ofre."
Horowitz er en mand, man har lyst til at tro. Hans lille slanke figur i gråligt-grønne riflede fløjlsbukser, rullekrave og upåfaldende ruskindsjakke ligner en geografilærer i spidsen for en ekskursion af 3. G'ere.
Men al troværdighed til trods ... ingen civile ofre i en bombet by?
"Read my lips: Ingen civile ofre."
"Jeg var i stadig kontakt med min svoger, som bombede de militære lejre. Da vi nåede frem til byen, var maden i køkkenerne stadig varm. Alt var forladt i hast, og kun nogle få gamle og syge var ladt tilbage."
"Vi tog Golanhøjderne på halvanden dag i 1967 med et mandskabstab på 300. Men Yom-Kippur krigen i 1973 kostede tæt ved 3.000 mand. Det var et forfærdeligt traume. Alle kendte en, eller var i familie med en af de faldne."
Horowitz spreder armene ud mod højderne:
"De er Israels øjne. Derfra kan man lave røntgenbilleder af syrerne. Det er derfor, jeg er i Golan."
Vi kører nordpå til Tårernes dal, hvor Horowitz fremmaner et slag for vores indre øje. På et tidspunkt var der flere tanks per kvadratkilometer end i noget andet slag i historien. Videre til et syrisk militæranlæg som Golan-brigaden betalte en høj pris for at erobre - "her var blod alle vegne," bemærker Horowitz nede i skyttegravene. Derfra drejer bussen mod vest, kører langs grænsen til Libanon gennem byen Kiryat Shmona, der gennem årene er blevet ramt af næsten 3.000 katyusha-raketter sendt afsted fra Sydlibanon, og forlader højderne for at køre til kibbutz Dan, lige neden for Golanhøjderne.
"Kom, lad mig vise jer noget, der stadig skræmmer mig," siger Horowitz. Han peger mod øst, hvor man cirka en kilometer væk kan se et syrisk militæranlæg lidt oppe i højderne:
"Derfra terroriserede syrerne kibbutzen før 1967 ved at skyde på alt og alle, når de arbejde i marken og bevægede sig mellem husene. Selv børnene sov i bunkers. Jeg har været med til at redde en kvinde og hendes børn ud fra bunkersen i dette hus."
Huset ligger yderst i kibbutzen. Men bunkersen er lige blevet fjernet, som så mange andre, fortæller ejeren. Han regner med, at Golan forbliver israelsk. En ældre medpassagerer med hæklet kalot udbryder spontant: "Det vil være vanvid at give højderne til Syrien. Vi må forlange fred for fred. Ikke fred for land."
Han kommer fra USA og har kun boet i Israel i 16 måneder, men slagordene falder helt naturligt ud af munden på ham: "Peace for peace. Not peace for land."

26. maj 1999
Kasim og hans far vil bytte fred for land.
"Grænserne skal rykkes tilbage til grænserne fra 1967. Så kan vi få fred. Ægte fred," siger Kasim.
- Ægte fred?
"Ja ... ikke bare en aftale. Men følelse af retfærdighed og værdighed og tillid. Det kan lade sig gøre, hvis de giver os landet tilbage og arbejder sammen med os, i stedet for imod os. Hele Palæstina hungrer efter fred. 30 års kamp er nok. Men jeg kan ikke leve med, at de har taget mit land."
Som så mange andre yngre palæstinensiske mænd tilbragte Kasim 20 måneder i fængsel under Intifadaen.
- Kan du leve i fred med, at nogle bosættelser forbliver israelske, når der bliver oprettet en palæstinensisk stat?
"Nej. De har stjålet jorden fra os. Vi kan ikke have en stat, som er splittet op af israelske bosættelser og gennemfartsveje på kryds og tværs, hvor palæstinensere ikke må komme. Det er ikke en selvstændig stat. Det er en pseudostat under israelsk kontrol."
- Hvad skal der ske med bosættelserne, hvis israelerne flytter?
"Der kan bo palæstinensiske familier. Det er, hvad folk ønsker. Antallet af indbyggere stiger. Mange lever som vi gør, alt for mange personer under samme tag. I område B og C, som israelerne stadig kontrollerer, får vi ingen byggetilladelser. Landsbyerne må ikke bygge i nærheden af gennemfartsvejene. Hvis man alligevel bygger, bliver husene revet ned. Derfor bygger folk til og i flere etager. Se ud af vinduet - det er noget uplanlagt rod."
Han har ret. Ud- og tilbygningerne ser ud til at have formeret sig ved knopskydning i Al-Khader. Ledninger og kabler hænger som kogt spaghetti i guirlander mellem huse og etager.
"Vi har brug for plads til at bygge, så vi kan leve komfortabelt som alle andre," siger Kasim.
- Har du nogensinde mødt en israeler, du kunne lide?
"Jeg har aldrig haft en fredelig samtale med en bosætter. Men israelerne i fredsbevægelsen, som hjalp os og sov sammen med os, da bosætterne satte skurvogne op sidste gang, kunne jeg godt lide."
I bilen på vej tilbage fra Al-Khader til Jerusalem siger Subhi: "Det begynder på samme måde hver gang. Først kommer skurvognene, beskyttet af soldater. Så kommer maskinerne og planerer jorden til byggeriet. Så begynder de at bygge - og efter et stykke tid flytter skurvognene et nyt sted hen, og det begynder forfra."
Vi passerer et israelsk checkpoint og efter lang tavshed udbryder han pludselig: "Australien. Davids familie kom fra Australien. Er du klar over, hvor meget plads, de har i Australien?"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu