RETTEN i Frederikssund afsagde tidligere på ugen dom over den såkaldte "Skibby-bande" i det sagskompleks, der er blevet døbt "Guldsag II". Sagen er en central del af netop den selskabstømning, der blev nøglen til optrævlingen af det system af skattesvindel, som Ole Stavad senere kaldte Danmarks-historiens største røveri.
Mindre opsigtsvækkende blev dommen ikke af, at den indeholder en række frifindelser. For de i alt
otte tiltalte var der godt nok fængselsdomme på
gennemsnitligt to år til de seks. Men to tiltalte blev helt frikendt. Og de seks dømte blev "kun" dømt for skyldnersvig. En langt alvorligere anklage om grov skattesvig til cirka 100 millioner endte med frifindelse.
Blandt retsformandens begrundelser for den - i forhold til anklagerne - relativt milde dom var argumentet om, at en række deltagere i skatteunddragelserne ikke havde forstået, at afgørende transaktioner var fiktive. En anden årsag til den relative mildhed var, at sagen havde været så længe undervejs.
DET ER på sin vis betryggende, at domsmandsretten i Frederikssund over 160 dage har endevendt komplekset og nøje vurderet de enkelte forhold. På den baggrund er det heller ikke rimeligt at komme med bemærkninger om, at dommene var alt for milde.
Men det står klart, at dommen var ganske langt fra de påstande, som statsadvokaten for selskabstømmerkriminalitet havde nedlagt. Og tidspunktet for dommens afsigelse understreger det fuldstændigt uholdbare i den parodi på et retsopgør, som selskabstømmersagerne har udviklet sig til.
Det er blevet en af den slags skandaler, hvor det offentlige rum er løbet tør for forargelse. Den har været så slemt og har rummet så mange horrible forløb, at det næsten ikke er til at bære at høre mere.
GULD-SAGEN kom til offentlighedens kendskab den 22. februar 1993. Politiet foretog en række overraskende anholdelser i Skibby og omegn - på mistanke om en række svigagtigheder overfor blandt andre skattevæsenet.
Først lignede det - også i politiets og skattevæsenets øjne - en isoleret sag fra det nordsjællandske overdrev. Men ingen anden end et medlem af den forkætrede journaliststand skulle otte uger senere lede myndighederne på andre tanker. Den 14.april startede journalist John Mynderup - dengang Børsen, nu Ekstra Bladet - en sensationel serie artikler, hvor han påviste, at Guld-sagen blot var et lille hjørne af en ny form for økonomisk kriminalitet, der var blevet sat i system landet over.
Den politisk hovedansvarlige for at skattevæsenet over flere år ikke havde gennemskuet løjerne kan det med nutidens meningsmålinger være ganske relevant at minde om. Det var Anders Fogh-Rasmussen, der i 1987-92 var skatteminister i skiftende Schlüter-regeringer. Da han i 1992 blev tvunget bort fra taburetten af en kritisk undersøgelsesrapport (om en relativt lille sag om vildledende oplysninger om ministeriets økonomi) havde folk i de lokale skatteregioner ganske vist i en periode haft mistanker til en ny form for skatteunddragelser i forbindelse med opløsning af selskaber med penge i kassen.
Men de dele af de centrale skattemyndigheder, der skulle varetage indsatsen på sådanne områder, var blevet skåret ned til sokkeholderne under Fogh Rasmussen - og en stribe højt kvalificerede medarbejdere var kørt ud på sidesporene. For det meste folk, der politisk lå langt fra Anders Fogh.
DA SVINDELENS omfang blev kendt i 1993-94
tog alle afstand. Men efterhånden som optræv-lingen forsatte blev det i al sin pinlighed klart, at en meget væsentlig dele af landets pengeinstitutter, advokater og revisorer havde været involveret i trafikken. Og at mange af rådgiverne og de pæne foretagender, der solgte til de egentlige tømmere, vidste
eller burde have vidst, at der var tale om organiseret svindel.
Når der er grund til nok engang at fremhæve disse forhold skyldes det, at retsopgøret om selskabstømningerne - trods alle advarsler - fortsat er en skandale. Opgøret med egentlige tømmere snegler sig af sted i en stribe af sager, der beslaglægger store ressourcer i retterne - og alligevel bliver pådømt uforsvarligt sent. Straffesagerne mod sælgerne blev også forkludret i årevis af politisk zig-zag og en underbemandet anklagemyndighed med inhabile chefer. Og først når de vigtigste af sagerne er pådømt, kan spørgsmålet om rådgiver-ansvaret blive endeligt
afklaret.
Selskabstømningen er fortid. I dag handler det om andre operationer i skattetænkningens nationale og internationale gråzoner - og i EU-tilskuddenes ditto. For dem, der vil bedrage, er der foruroligende mange gode tips at hente i skandalen om selskabstømningerne.mol
