Læsetid: 2 min.

Den hæklede kalot

30. august 1999

Bosætterbevægelsen har siden 1968 bragt mere end 150.000 israelske borgere til de besatte områder

Bosætterhistorie
TEL AVIV - I påskedagene i 1968 festligholdt en lille gruppe den jødiske sederaften på Park Hotel i Hebron. Rabbi Moshe Levinger var opløftet over at kunne fejre den vigtige jødiske fest i patriarkernes by, som han heller ikke havde til sinds at forlade godvilligt igen.
Dette var den spæde begyndelse til den bosætterbevægelse, som gennem årene skulle bringe mere end 150.000 israelske borgere til de besatte områder.
De første bosættere, som skulle gøre bevægelsen kendt ved mændenes hovedbeklædning, den hæklede kalot, var unge religiøse jøder, som drog til Gazastriben, Golanhøjderne og Vestbredden for at styrke jødisk tilstedeværelse i hele Eretz Israel HaShlema, Storisrael.

Krig som vendepunkt
Seksdageskrigen i juni 1967 står stadig som et afgørende vendepunkt i Israels historie. Op til krigen frygtede Israel det værste for opgøret med en arabisk modstander, som kvantitativt stod langt stærkere.
I Tel Avivs parker gravede man store huller for at gøre plads til de massegrave, som forekom en uundgåelig konsekvens af opgøret.
Da Israel kom sejrende ud af seksdagskrigen kunne dele af landets religiøse befolkning ikke drage anden konklusion, end at dette måtte være begyndelsen på skabelsen af et guddommeligt Storisrael.
De første bosættere var alle nationalreligiøse, og kom for en stor dels vedkommende fra Det Nationalreligiøse Parti (NRP).
Her havde man en lang tradition for regeringssamarbejde med det israelske Arbejderparti, som tillod oprettelse af en række bosættelser i tyndt befolkede egne af de besatte områder af strategiske grunde og modvilligt måtte sluge bosættelser som Kiryat Arba og Elon More nær de palæstinensiske befolkningscentre.

Brydninger åbenbaret
At være nationalreligiøs betyder at forene en religiøs indstilling med en national.
Bevægelsens messianske element kom først til efter de dramatiske junidage i 1967, som også var den begivenhed, der åbenbarede de indre brydninger.
Partiet var fra århundredets start opdelt i to fløje, Mizrachi og Poalei Mizrachi, som endnu i dag er grundlaget for de to traditioner som splitter bevægelsen.
Poalei Mizrachi lå tæt op ad den traditionelle arbejderzionisme, og det var her den lille nationalreligiøse kibbutzbevægelse HaKibbutz HaDati havde sit ideologiske talerør.
Men hvor det var Poalei Mizrachi, som stod for bevægelsens tidlige bosættelsesaktivitet, var det den borgerlige Mizrachi, som efter 1967 blev den aktive fortaler for bosættelser på de besatte områder.

Glidetur mod højre
Yom Kippur-krigen i 1973 var nær endt i et katastrofalt militært nederlag for Israel, hvorfor en fraktion af NRP besluttede at institutionalisere bosættelsesaktiviteten ved at grundlægge organisationen Gush Emunim.
Endnu et afgørende vendepunkt kom i 1977, da Arbejderpartiet for første gang i landets historie mistede magten og Menachem Begins højreorienterede Likud-regering kom til magten.
Med dette kunne politikerne i Arbejderpartiet nu gå i skarp opposition mod bosættelsespolitikken, som Menachem Begin satte fart i, mens NRP begyndte sin hurtige glideflugt mod det politiske højre.
Og efterhånden som dette partis radikale bosætterpolitikere fik mere magt, tiltog debatten om, hvor vidt det nationale skulle have højere prioritet end det religiøse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her